Begrebet kundeansvarlig er nævnt flere steder, men ikke defineret i IGA'en og ligeledes nævnt, men ikke defineret i bekendtgørelsens § 41. Efter Skattestyrelsens opfattelse må en person i hvert fald betragtes som kundeansvarlig, hvis den pågældende opfylder disse kriterier:
- Er ansat i det finansielle institut.
- Er pålagt løbende at følge en særlig kontohavers aktiviteter.
- Rådgiver kontohaveren om forhold, der angår kontoen.
Som supplement til elektronisk og eventuel papirarkiv-søgning skal det finansielle institut undersøge, om en eventuel kundeansvarlig ligger inde med positiv aktuel viden om, at kontohaveren er en specificeret amerikansk person. Definitionen af specificeret amerikansk person findes i IGA'ens artikel 1, stk. 1, litra gg.
I tilknytning hertil bør det finansielle institut have procedurer på plads, der sikrer, at man straks opfanger ændringer i en højværdi-kontos status, hvis og når de kommer til en kundeansvarligs kundskab (bekendtgørelsens § 42, stk. 5).
Se nærmere i IGA'ens bilag 1, afsnit II.E.5, og i afsnit 2.16 om ændringer af omstændigheder.