Dette afsnit indeholder vejledning om procedurer for passende omhu og dokumentation, som skal anvendes på nye person-konti. Det vil sige en konto, som:

  • Er oprettet den 1. juli 2014 eller senere.
  • Ejes af en eller flere fysiske personer eller dødsboer efter sådanne.

Se bekendtgørelsens § 21 om definitionen af begrebet kontohaver og bekendtgørelsens § 22 om definitionen af amerikanske personer og specificerede amerikanske personer. Det fremgår af indledningen til § 22, stk. 1, at dødsboer efter personer, der var amerikanske statsborgere eller hjemmehørende i USA ved dødsfaldet, selv er amerikanske personer.

De amerikanske regler tillader, at konti tilhørende dødsboer friholdes for enhver indberetningspligt, hvis det finansielle institut er i besiddelse af dokumentation for dødsfaldet i form af en dødsattest eller et (åbnet) testamente. I dansk sammenhæng antager Skattestyrelsen, at også en skifteretsattest er tilstrækkelig dokumentation.

Indtil det finansielle institut måtte få tilstrækkelig dokumentation for dødsfaldet, skal kontoen indberettes som en person-konto. Konti tilhørende dødsboer skal under ingen omstændigheder behandles som enheds-konti.