Når det er fastslået, at en relevant person er en specificeret amerikansk personsom defineret i IGA'ens artikel 1, stk. 1, litra gg, er et finansielt institut forpligtet til at indhente et amerikansk skatteydernummer (også kaldet amerikansk TIN) i flere forskellige tilfælde:

  • For allerede eksisterende person-konti, som er indberetningspligtige, skal der som udgangspunkt kun bruges et amerikansk skatteydernummer, hvis det indberettende finansielle institut har et sådant i sit arkiv  (bekendtgørelsens § 66, stk. 3).
    • Hvis der ikke findes et amerikansk skatteydernummer i arkivet, kan en fødselsdato anvendes, men igen kun, hvis det indberettende finansielle institut har den (bekendtgørelsens § 67, stk. 2, 2. pkt.).
    • I konsekvens af IGA'en kræves nu efter dansk lovgivning, at det indberettende finansielle institut skal indhente det amerikanske skatteydernummer for relevante allerede eksisterende konti til brug for indberetninger vedrørende 2017 og efterfølgende år (bekendtgørelsens § 66, stk. 1).
  • For nye person-konti, der identificeres som indberetningspligtige konti fra den 1. juli 2014 og frem, skal det finansielle institut indhente en egenerklæring fra kontohavere, der er identificeret som hjemmehørende i USA eller amerikanske statsborgere, se IGA'ens bilag 1, afsnit III.B. Enten i egenerklæringen eller efter særskilt anmodning fra det finansielle institut skal kontohaveren oplyse sit amerikanske skatteydernummer (bekendtgørelsens § 64, stk. 1). Oplyser kontohaveren ikke sit amerikanske skatteydernummer, skal kontoen alligevel behandles som indberetningspligtig.
  • For allerede eksisterende enheds-konti, hvor enheden selv er en specificeret amerikansk person, eller enheden er en passiv NFFE, hvori en specificeret amerikansk person har kontrollerende indflydelse, skal der som udgangspunkt kun bruges et amerikansk skatteydernummer, hvis det indberettende finansielle institut har et sådant i sit arkiv (bekendtgørelsens § 66, stk. 2). Om begrebet NFFE henvises til IGA'ens bilag 1, afsnit VI.B.2-4 og afsnit 5.2.3.
    • I konsekvens af IGA'en kræves nu efter dansk lovgivning, at det indberettende finansielle institut skal indhente det amerikanske skatteydernummer for relevante allerede eksisterende konti til brug for indberetninger vedrørende 2017 og efterfølgende år (bekendtgørelsens § 65).
  • For nye enheds-konti, hvor kontohaveren enten selv er en specificeret amerikansk person, eller enheden er en passiv NFFE, hvori en specificeret amerikansk person har kontrollerende indflydelse, skal der indhentes en egenerklæring, se IGA'ens bilag 1, afsnit V.C. Enten i egenerklæringen eller efter særskilt anmodning fra det finansielle institut skal den pågældende persons amerikanske skatteydernummer oplyses (bekendtgørelsens § 64, stk. 1).

Der stilles ikke krav om, at et finansielt institut skal verificere, at et amerikansk skatteydernummer er korrekt. Det finansielle institut drages ikke til ansvar, hvis modtagne oplysninger viser sig at være forkerte, og det finansielle institut ikke havde nogen grund til at betvivle oplysningernes sandfærdighed.