De indberetningspligtige skal indberette de indbetalinger, der er modtaget det foregående kalenderår.
Indberetningen foretages særskilt for henholdsvis faglige kontingenter, A-kassebidrag samt efterlønsbidrag.
De indberetningspligtige skal alene indberette de kontingenter og bidrag, der vedrører det foregående kalenderår, såvel forfaldne som betalte bidrag. Kontingenter og bidrag, der er forfaldne ved årets udgang, men endnu ikke er betalt, indberettes altså på samme måde som de betalte kontingenter.
Hvis betaling ikke er sket senest den 5. februar, skal der indsendes rettelse som omtalt i afsnittet: "Indberetning af ændringer til det tidligere indberettede".
Kontingenter og bidrag, der ved et kalenderårs udløb er forudbetalt, skal indberettes med korrekt angivelse af kalenderåret, jævnfør afsnittet: Dataindhold.
Arbejdsløshedskasser skal indberette bidrag, der kan fradrages i den skattepligtige indkomst i medfør af pensionsbeskatningslovens §§ 49, stk. 1 og 49A, stk. 1.
Faglige foreninger og andre faglige sammenslutninger, der har til hovedformål at varetage de økonomiske interesser for den erhvervsgruppe, hvortil medlemmet hører, skal indberette den del af indbetalingen, der kan fradrages.
Det kan f.eks. være:
- kontingenter
- ekstra strejkekontingenter
- klub kontingenter, hvis klubbens formål er at varetage de pågældendes faglige interesser.
Endvidere skal forsikringsselskaber og arbejdsløshedskasser foretage indberetning af indskud på privattegnede arbejdsløshedsforsikringer.
De faglige foreninger skal indberette det fulde kontingent, også i de tilfælde hvor der er begrænsning på fradraget.
Som eksempler på indbetalinger, der ikke skal indberettes, kan nævnes:
- frivillige bidrag til faglige foreninger
- afdrag på lån ydet af faglige foreninger
- bidrag til klubber på arbejdspladsen, hvis formål er af selskabelig karakter, at erhverve aktier eller anden opsparing.
Hvis bidrag til gruppelivsforsikring opkræves særskilt hos medlemmet, må bidraget ikke medtages i indberetningen.
Hvis de faglige foreninger derimod har en kollektiv gruppelivsforsikring, hvor det enkelte medlems bidrag ikke opkræves særskilt, skal bidraget medtages i indberetningen, jfr. §39, stk 3. i BEK nr. 890 af 10/07/2015 om indberetningspligten efter skattekontrolloven.
Præmien til gruppelivsforsikringen er i dette tilfælde personlig indkomst for medlemmet. Der er tale om en skattepligtig udlodning fra foreningen, og præmien skal derfor indberettes særskilt via eIndkomst.
Indberetningspligtige faglige foreninger, der anvender kontingentindbetalinger både til erhvervsmæssige formål og til ikke erhvervsmæssige formål, skal indberette kontingentet opdelt på de nævnte 2 formål.