Efter VSL § 2, stk. 2, 2. og 3. pkt., kan den skattepligtige omgøre sin 
tidligere beslutning om, hvorvidt virksomhedsordningen skal anvendes eller ikke. 
Tilkendegivelse herom skal indgives til de kommunale skattemyndigheder inden udløbet 
af ligningsfristen. Det vil med den gældende frist i SSL § 3, stk. 1, 
sige senest den 30. juni i det andet kalenderår efter det indkomstår, 
som ansættelsen vedrører.
Formålet med denne regel er at give den skattepligtige mulighed for efter modtagelsen 
af årsopgørelsen at ændre den beslutning, der træffes ved indgivelsen 
af selvangivelsen, idet konsekvenserne af beslutningen på dette tidspunkt kan 
være vanskelige at overskue fuldt ud.
Tilsvarende regel gælder for omgørelse af beslutningen i relation til 
kapitalafkastordningen, jf. VSL § 22 a, stk. 1, 3. pkt. Betingelserne for at 
anvende kapitalafkastordningen er behandlet nærmere i 
E.G.3.1.1.
Efter at et indkomstår er udløbet, har en selvstændigt erhvervsdrivende 
med kalenderårsregnskab således 1 1/2 år til at træffe den endelige 
beslutning med hensyn til, om det er personskattelovens regler, virksomhedsordningen 
eller kapitalafkastordningen, der skal anvendes for det pågældende indkomstår.
I TfS 1998, 719 LSR blev en skatteyder anset for berettiget til at anvende virksomhedsordningen 
på trods af, at selvangivelsen først var indgivet efter udløbet af 
ligningsfristen, og valget med hensyn til anvendelsen af virksomhedsordningen dermed 
først var truffet på dette tidspunkt. Fristen i VSL § 2, stk. 2, 
2. og 3. pkt., gælder alene for omgørelse af det selvangivne valg, og 
da selvangivelsen ikke var indgivet tidligere, og der dermed ikke var truffet noget 
valg, var der ikke tale om en omgørelse som omhandlet i denne bestemmelse.
Ved siden af denne valgmulighed efter § 2, stk. 2, 2. og 3. pkt., og § 
22 a, stk. 1, 3. pkt., i virksomhedsskatteloven gælder de almindelige regler 
i §§ 34 og 35 i skattestyrelsesloven om ret til at få genoptaget 
en skatteansættelse i op til tre år - eller mere, i visse nærmere 
angivne tilfælde. Denne almindelige genoptagelsesadgang efter skattestyrelsesloven 
omfatter imidlertid ikke de særlige valgmuligheder med hensyn til valg af ordning 
efter virksomhedsskatteloven.
Bestemmelserne i VSL § 2, stk. 2, 2. og 3. pkt., og § 22 a, stk. 1, 3. 
pkt., indeholder en ubetinget ret for den skattepligtige til at ombestemme sig inden 
for den givne frist. Den skattepligtige behøver ikke at begrunde, hvorfor, 
eller at komme med nye oplysninger. Ved anvendelsen af de nævnte bestemmelser 
i virksomhedsskatteloven er udgangspunktet, at der er tale om en korrekt skatteansættelse, 
men skatteberegningen kan ske efter forskellige regler.
Efter SSL § 34 kan en skatteansættelse ændres, når den skattepligtige 
senest tre år efter udløbet af det pågældende indkomstår 
fremlægger nye oplysninger, som kan medføre en ændret skatteansættelse. 
Efter SSL § 35 kan en skatteansættelse uanset treårs-fristen i SSL 
§ 34 foretages eller ændres efter anmodning fra den skattepligtige i visse 
nærmere angivne tilfælde. Formålet med bestemmelserne i skattestyrelsesloven 
er at nå en korrekt skatteansættelse. De længere frister i SSL §§ 
34 og 35 set i forhold til fristen i VSL § 2, stk. 2, 3. pkt., og § 22 
a, stk. 1, 3. pkt., skal ses i lyset heraf.
Bestemmelserne i skattestyrelsesloven og virksomhedsskatteloven kan anvendes sideløbende. 
Anvendelsen eller ikke-anvendelsen af den ene bestemmelse udelukker ikke anvendelsen 
af den anden bestemmelse, når betingelserne herfor er opfyldt, men VSL § 
2, stk. 2, 2. pkt., henholdsvis § 22 a, stk. 1, 3. pkt., kan ikke bruges til 
at ændre dispositioner med hensyn til selve skatteansættelsen, og SSL 
§§ 34 og 35 kan ikke bruges til at ændre valg af ordning. Dette følger 
af TfS 1997, 545 DEP, som omhandler forholdet mellem VSL § 2, stk. 2, 2. pkt. 
henholdsvis VSL § 22 a, stk. 1, 3. pkt., og de dagældende bestemmelser 
i SSL § 4, stk. 1 og 2. Der er ikke ved ophævelsen af SSL § 4 og 
indførelsen af den nye regler om genoptatgelse i SSL §§ 34 og 35 
foretaget nogen ændring af forholdet mellem virksomhedsskattelovens regler 
om ændring af valget med hensyn til, hvilken ordning, den skattepligtige ønsker 
at anvende.
Det bemærkes, at de hidtil gældende regler i SSL § 4 om genoptagelse 
fortsat finder anvendelse på på anmodninger om genoptagelse vedrørende 
indkomstår før 1997. SSL § 35, stk. 1, nr. 7, om genoptagelse som 
følge af underkendelse af praksis har dog virkning for underkendende landsskatteretskendelse 
og domme, der afsiges efter den 1. juli 1999. Bestemmelsen finder dermed også 
anvendelse for indkomstår før 1997. Genoptagelse af skatteansættelser 
for indkomstår før 1997 efter SSL § 35, stk. 1, nr. 7, forudsætter 
dog, at eventuelle afledte ændringer for den skattepligtige eller dennes ægtefælle 
for samme eller andre indkomstår før 1997 gennemføres.
Se endvidere TfS 1999, 219 LSR, hvoraf det fremgår, at hverken den hidtil gældende 
SSL § 4, stk. 1, eller VSL § 2, stk. 2, kan anvendes til at ændre 
dispositioner under virksomhedsskatteloven efter udløbet af selvangivelsesfristen. 
Kendelsen er nærmere omtalt i 
E.G.2.7.4 
om efterfølgende ændring af overskud.