Ydelser i forbindelse med forberedelse af byggearbejder er ydelser vedrørende fast ejendom. Se ML § 18 og momssystemdirektivets artikel 47.
Arbejde på en grund, herunder ydelser på landbrugsområdet som f.eks. jordbearbejdning, såning, vanding og gødskning, er ydelser vedrørende fast ejendom. Se momsforordningens artikel 31a, stk. 2, litra e).
"Arbejde på en grund" omfatter ydelser i forbindelse med forberedelse af byggearbejder, som ikke er omfattet af bestemmelserne i momsforordningens artikel 31a, stk. 2, litra c) og d). Se evt. D.A.6.2.7.1.3.2.2.3.
Det kunne f.eks. være byggemodningsarbejder eller anlæg af haver.
"Arbejde på en grund" omfatter også andre ydelser, der sprogligt kan betegnes som arbejde på en grund. Det fremgår udtrykkeligt, at ydelser på landbrugsområdet som f.eks. jordbearbejdning, såning, vanding og gødskning er omfattet. Formuleringen arbejde på en grund, herunder ydelser på landbrugsområdet, må dog efter SKATs opfattelse betyde, at bestemmelsen ikke omfatter alle ydelser på landbrugsområdet.
Ydelser rettet mod dyr eller mod allerede høstede afgrøder eller allerede fældede træer kan derfor ikke anses for ydelser vedrørende fast ejendom. Bemærk dog, at hvis ydelserne leveres sammen med andre ydelser, f.eks. fældningen af træerne, kan f.eks. fjernelse/transport af træerne efter en konkret vurdering være en biydelse til en ydelse vedrørende fast ejendom. Hvis det er tilfældet, skal transporten momsmæssigt behandles på samme måde som hovedydelsen. Se D.A.4.1.6 om sammensatte leverancer.
Om sondringen mellem udførelse af arbejde på fast ejendom og udlejning af udstyr og/eller personale, se D.A.6.2.7.1.3.2.2.3.
Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser mv.
Skemaet viser relevante afgørelser på området:
Afgørelse
samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse
|
Afgørelsen i stikord
|
Yderligere kommentarer
|
Landsskatteretten
|
SKM2005.125.LSR
|
Et selskab, der var momsregistreret i Sverige, udførte arbejde med skovrydning af stormfaldstræ i Danmark Landsskatteretten fandt, at selskabets ydelse bestod i afgrening og opskæring af allerede fældende træer. Det forhold, at træerne under opskæringen stadig befandt sig på det skovareal, hvor de var fældet, kunne ikke føre til, at der var tale om ydelser vedrørende fast ejendom. Selskabets ydelse blev derimod anset for arbejde på løsøregenstande.
|
Om arbejde på løsøregenstande, se D.A.6.2.8.9.
Bemærk, at Landsskatteretten i sagens natur alene tog stilling til anvendelsen af momssystemdirektivets artikel 47, men ikke til anvendelsen af momsforordningens artikel 31a, stk. 2, litra e).
|
Skatterådet
|
►SKM2018.98.SR◄ |
►Spørger skulle mod vederlag opformere spinat for et nederlandsk selskab. Avlen skulle gennemføres på Spørgers egne marker. Det nederlandske selskab stillede uden beregning frøforsyninger til rådighed for Spørger, der på baggrund heraf skulle opformere frøene. Spørgers ydelser bestod bl.a. i såning af de leverede frøforsyninger, gødskning, høst mv. Det nederlandske selskab bevarede retten til at råde over frøforsyningerne og de senere opformerede frø.
Skatterådet bekræftede, at Spørgers leverance til et nederlandsk selskab i form af opformering af spinatfrø var levering af en ydelse, jf. momsloven § 4, stk. 1.
Skatterådet kunne dog ikke bekræfte, at leveringsstedet var i Nederlandene, da ydelsen vedrørte fast ejendom beliggende i Danmark. Leveringsstedet var dermed i Danmark, jf. momsloven § 18.◄
|
|