Indhold

Afsnittet indeholder:

  • Regel
  • Beviser
  • ►Særregel for små virksomheder◄.

Regel

I forbindelse med levering af elektroniske leverede ydelser, teleydelser samt radio- og tv-spredningstjenester under andre omstændigheder end dem, der er nævnt i momsforordningens artikel 24a (telefonbokse, telefonkiosker, wi-fi-hotspot og internetcaféer mv.) og artikel 24b, litra a), b) og c) (leverancer via fastnet, mobilnet og dekodere eller lignende), formodes det, at kunden er etableret eller har sin bopæl eller sit sædvanlige opholdssted det sted, der er fastlagt som sådant af leverandøren på grundlag af to separate beviser, der ikke er indbyrdes modstridende, blandt de i momsforordningens artikel 24f nævnte beviser. Se momsforordningens artikel 24b, ►stk. 1,◄ litra d).

Se også

Beviser

Ved anvendelse af reglerne i artikel 58 i momssystemdirektivet, som ændret ved direktiv 2008/8/EF, (ML § 21 c) og med henblik på at opfylde kravene i momsforordningens artikel 24b, litra d), eller artikel 24d, stk. 1 (om afvisning af formodninger), tjener navnlig følgende som bevis:

a) kundens faktureringsadresse

b) internetadressen (IP-adressen) for den anordning, der anvendes af kunden, eller enhver form for geolokaliseringsmetode

c) bankoplysninger som f.eks. det sted, hvor den bankkonto, der anvendes til betaling, befinder sig, eller den pågældende banks faktureringsadresse for kunden

d) den mobile landekode (MCC) for den internationale identitet for mobilabonnent (IMSI), der er lagret på det abonnentidentitetsmodul (SIM- kort), som kunden anvender

e) det sted, hvor den fastnetlinje, gennem hvilken ydelsen leveres til kunden, befinder sig

f) andre kommercielt relevante oplysninger.

Se momsforordningens artikel 24f.

Særregel for små virksomheder

►Fra 1. januar 2019 er der i momsforordningens artikel 24b, stk. 2, indført en særregel for små virksomheder. Se Rådets Gennemførelsesforordning (EU) 2017/2459.◄

►Særreglen finder anvendelse i forbindelse med levering af elektroniske leverede ydelser, teleydelser samt radio- og tv-spredningstjenester under andre omstændigheder end dem, der er nævnt i momsforordningens artikel 24a (telefonbokse, telefonkiosker, wi-fi-hotspot og internetcaféer mv.) og artikel 24b, litra a), b) og c) (leverancer via fastnet, mobilnet og dekodere eller lignende). Dvs. at særreglen finder anvendelse på leverancer omfattet af artikel 24b, stk. 1, litra d).◄

►Særreglen finder anvendelse på leverandører med hjemsted for den økonomiske virksomhed eller fast forretningssted i EU.◄

►Hvis den samlede værdi af leverancer omfattet af artikel 24b, stk. 1, litra d), uden moms, fra den afgiftspligtige persons hjemsted eller faste forretningssted i EU ikke overstiger 100.000 EUR i det indeværende og det forudgående kalenderår, finder særreglen anvendelse. Se den nye artikel 24b, stk. 2. For danske leverandører - uden faste forretningssteder i andre EU-lande -finder særreglen anvendelse, hvis omsætningen uden moms ikke overstiger 744.150 kr. i det indeværende og det forudgående kalenderår. Se den nye artikel 24b, stk. 4.◄

►Særreglen betyder, at det formodes, at kunden er etableret eller har bopæl eller sædvanligt opholdssted på det sted, som leverandøren har udpeget på grundlag af et enkelt bevis leveret af en anden person, der er involveret i leveringen af ydelserne. Denne anden person skal være en anden person end leverandøren eller kunden. Beviset skal være et af de beviser, som er som anført i artikel 24f, litra a)-e). Se "Beviser" ovenfor. Beviset kan derfor ikke være "andre kommercielt relevante oplysninger.◄

►Hvis tærsklen på 100.000 Euro (744.150 kr.) overskrides inden for et kalenderår, finder særreglen i stk. 2 ikke anvendelse fra og med dette tidspunkt og frem til det tidspunkt, hvor betingelserne i stk. 2 atter er opfyldt. Se den nye artikel 24b, stk. 3.◄

 ►Den tilsvarende værdi i national valuta af beløbet på 100.000 Euro beregnes ved at anvende den vekselkurs, som Den Europæiske Centralbank offentliggjorde på datoen for vedtagelse af Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2017/2459, dvs. den 5. december 2017. Se den nye artikel 24b, stk. 4.◄

Se også

Se også afsnit D.A.6.2.3.5.1.3 om afvisning af formodninger.