Indhold

Dette afsnit handler om den nordiske bistandsaftale.

Afsnittet indeholder:

• Lovgrundlag
• Fysiske og juridiske personer omfattet af aftalen
• Skatter og afgifter mv. omfattet af aftalen
• Beløbsgrænse
• Forældelse.

Lovgrundlag

Den 7. december 1989 er der indgået en fælles nordisk aftale om bistand i skattesager. Se bekendtgørelse nr. 42 af 30. april 1992.

Aftalen omfatter

• Danmark
• Finland
• Færøerne
• Grønland
• Island
• Norge
• Sverige.

Efter aftalens art. 20, punkt 1, har de ovenfor nævnte lande den 30. juni 1997 indgået en aftale, der nærmere præciserer bistandspligtens omfang. Udover skatter omfatter bistandspligten fx

• motorafgifter
• merværdiafgift
• punktafgifter og
• sociale forsikringsbidrag.

Se cirkulære nr. 174 af 3. december 1997.

Bemærk

Særligt vedrørende Grønland kan inddrivelse også finde sted efter aftale af den 28. juni 1985 i henhold til punkt 20 i aftale af den 18. oktober 1979 mellem den danske regering og Grønlands hjemmestyre om undgåelse af dobbeltbeskatning.

Fysiske og juridiske personer omfattet af aftalen

Den nordiske bistandsaftale indeholder ingen personbegrænsninger, fx krav om at skyldner er eller har været bosat i inddrivelsesstaten. Så længe kravet vedrører de omfattede skatter og afgifter mv., og der er en begrundet formodning om, at kravet kan inddrives i det andet land, kan der anmodes om bistand.

I praksis vil det være oplagt at anmode om bistand, hvis den skattepligtige er bosat i, opholder sig i eller har aktiver i et andet nordisk land eller har en arbejdsgiver, der er hjemmehørende i et andet nordisk land.

Selskaber og andre juridiske personer omfattes også af aftalen. Det vil sige, at man kan anmode om bistand til inddrivelse, når en juridisk person, der er hjemmehørende i en anden nordiske stat, skylder skat i Danmark. Desuden kan reglerne i bistandsaftalen anvendes over for arbejdsgivere, der er rejst til et andet nordisk land uden at afregne indeholdt A-skat.

En gældssanering, der gennemføres i den stat, der anmodes om bistand (bopælsstaten), er ikke retligt bindende i den stat, der anmoder om bistand (den stat, der har et krav på den pågældende). Der er derfor mellem de kompetente myndigheder indgået aftale om, at den stat, der bliver anmodet om bistand, efter aftale med den stat, der anmoder om bistand, anmelder det udenlandske krav i gældssaneringen.

Når gældssaneringen er gennemført, kan den stat, som er anmodet om bistand, ikke yde bistand med inddrivelse af den del af kravet, der måtte være blevet slettet ved gældssaneringen. Den anmodede stat kan heller ikke yde bistand vedrørende andre krav, der er opstået inden skæringsdatoen, dvs. inden gældssaneringssagens indledning. Se KL § 199.

Der kan også anmodes om bistand, hvis skyldner er et selskab hjemmehørende i en tredje stat, som Danmark ikke har bistandsaftale med, men hvor selskabet har aktiver i et andet nordisk land.

Skatter og afgifter mv. omfattet af aftalen

I den nordiske bistandsaftale art. 2 er defineret, hvad der efter aftalen skal anses som skat i de enkelte lande. Overenskomsten gælder tilsvarende for alle skatter af samme art eller væsentlig samme art, der pålignes som tillæg til eller i stedet for de nævnte skatter.

Bistandsaftalen omfatter for Danmarks vedkommende fx

• indkomstskat til staten
• kommuneskat
• sundhedsbidrag
• kirkeskat
• udbytteskat
• renteskat
• royaltyskat
• skat efter kulbrinteskatteloven
• arbejdsmarkedsbidrag og
• selskabsskat.

Bistandsaftalen omfatter desuden foreløbige skatter. Renter mv. samt administrative bøder, dvs. bøder som ikke er fastsat af en domstol, er også omfattet.  En nærmere specifikation af de omfattede fordringer findes i cirkulære til art. 20 i den nordiske bistandsaftale. Se cirkulære nr. 174 af 3. december 1997.

Beløbsgrænse

Et krav skal minimum udgøre 2.500 kr. eksklusiv renter og gebyrer for at kunne inddrives på grundlag af den nordiske bistandsaftale. For Grønlands vedkommende dog 1.500 kr.

Beløbsgrænsen gælder også, hvis man fremsender en bistandsanmodning for renter, som er påløbet, efter at den oprindelige bistandsanmodning blev afsendt.

Forældelse

Efter den nordiske bistandsaftales art. 14 er det ansøgerstatens forældelsesregler, der skal anvendes ved vurderingen af, hvornår et krav ikke længere kan tvangsfuldbyrdes.

Danske krav, der overgives til inddrivelse i en anden nordisk stat, forældes derfor som hovedregel efter 3 år.

I de fleste nordiske stater kan der dog ske afbrydelse af forældelsen. Det er dog en forudsætning, at handlingen er lovfæstet som en forældelsesafbrydende handling både i inddrivelsesstaten og i ansøgerstaten.

Følgende regler om afbrydelse af forældelse er gældende i de øvrige nordiske lande:

Bemærk

Den nordiske bistandsaftale gælder som nævnt ovenfor også i forhold til Grønland. Aftalen begrænser ikke og begrænses ikke af den indgåede overenskomst mellem den danske regering og Grønlands landsstyre den 18. oktober 1979 om at undgå dobbeltbeskatning. Se den nordiske bistandsaftale art. 24, stk. 4. Se også bekendtgørelse nr. 37 af 20. januar 1986 af aftale i henhold til punkt 20 i aftale af 18. oktober 1979 mellem Danmark og Grønland om bistand i skattesager (dobbeltbeskatningsaftalens artikel 26).