Indhold
Dette afsnit beskriver kort reglerne om omgørelse med særligt henblik på omgørelse af pensionsaftaler.
Afsnittet indeholder:
- Korrektion eller omgørelse
- Omgørelsesreglen
- Eksempler på praksis for omgørelse af pensionsaftaler
- Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT- meddelelser med videre.
Korrektion eller omgørelse
xI langt de fleste tilfælde skal det vurderes, hvorvidt der i den konkrete situation er mulighed for at foretage korrektion af en foretagen disposition uden skattemæssige konsekvenser, eller om der kan søges om omgørelse.x
Efter omstændighederne kan Skattestyrelsen tillade omgørelse efter SFL § 29.
Se afsnit A.A.14.1 for en nærmere beskrivelse af reglerne om omgørelse.
Eksempler på praksis for omgørelse af pensionsaftaler
Omgørelse tilladt i tilfælde, hvor der forelå maskeret udlodning
To ægtefæller ejede hver 50 pct. af anparterne i et selskab og havde arbejdet i virksomheden i en årrække. Selskabet havde i årene 2000 og 2001 indbetalt størstedelen af deres løn på ca. 750.000 kr. om året til deres pensionsordninger. Imidlertid blev der kun godkendt fradrag for 46.000 kr. pr. år for hver anpartshaver. Det resterende beløb var blevet beskattet som maskeret udlodning. Selskabet anmodede om omgørelse, principalt så indbetalingerne for året 2000 ud over fradragsbeløbene blev ophævet. Ligningsrådet fandt, at betingelserne i den dagældende SSL § 37 C, der stort set svarer til SFL § 29, var opfyldt, og at der kunne tillades omgørelse i overensstemmelse med selskabets principale forslag. Se SKM2004.291.LR.
Omgørelse tilladt som følge af manglende fradrag i Danmark og i Grønland
En person havde indbetalt til to danske pensionsordninger, mens han havde bopæl i Grønland. Omgørelse blev tilladt, hvorved der blev lagt vægt på, at han hverken havde fået fradrag for indbetalingerne i Danmark eller Grønland. Se SKM2005.419.LR.
Omgørelse af indskud på ophørspension tilladt
En indbetaling på en ophørspension kunne omgøres. Indbetalingen på ophørspensionen var ikke anerkendt som fradragsberettiget som følge af manglende revisorerklæring. Sagen vedrørte indkomståret 2003. Se SKM2006.789.LSR.
Omgørelse af indskud på ophørspension ikke tilladt
Klageren indskød efter salget af en landbrugsejendom 200.000 kr. i pensionsordning efter PBL § 15 A. Klageren kunne imidlertid ikke udnytte fradraget og ønskede derfor fradraget nedsat fra 200.000 kr. til 10.000 kr. Landsskatteretten afslog anmodningen om omgørelse, fordi klageren på indbetalingstidspunktet kunne have forudset de skattemæssige konsekvenser. Se SKM2006.245.LSR.
Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT- meddelelser med videre
Skemaet viser relevante afgørelser på området:
Afgørelse samt evt. tilhørende SKAT- meddelelse
|
Afgørelsen i stikord
|
Yderligere kommentarer
|
Landsskatteretskendelser
|
SKM2006.789.LSR
|
En indbetaling på en ophørspensionskonto var ikke anerkendt som fradragsberettiget som følge af manglende revisorerklæring. Forholdet ansås for at have haft utilsigtede skattemæssige virkninger, og en anmodning om omgørelse af aftalen, så beløbet tilbageførtes til kontoen i virksomhedsordningen, blev imødekommet.
|
|
SKM2006.245.LSR
|
Efter salget af en landbrugsejendom indskød klager 200.000 kr. i en pensionsordning efter PBL § 15A. En anmodning om omgørelse af dispositionen blev ikke imødekommet, da klager på indbetalingstidspunktet kunne have forudset de skattemæssige konsekvenser.
|
|
Ligningsrådet
|
|
|
SKM2005.419.LR
|
A klagede over et afslag på omgørelse af indbetalinger på hans pensionsordninger. Ligningsrådet imødekom anmodningen om omgørelse, fordi klageren hverken havde fået fradrag i Danmark eller Grønland for sine pensionsindbetalinger.
|
|
SKM2004.291.LR
|
Det fremgår af TSS-cirkulære 2000-28, at bl.a. tilfælde, hvor de skattemæssige virkninger af ændring af en privatretlig disposition er særskilt reguleret i skattelovgivningen (fx tilbagebetaling af indbetalte beløb på skattebegunstigede pensionsordninger og etableringskonti, hvor der gælder særlige regler om efterbeskatning ved udbetaling i utide) ikke er omfattet af omgørelsesinstituttet i daværende skattestyrelseslovens § 37 C. Ligningsrådet fandt på trods heraf, at skattestyrelseslovens § 37 C var såvel lex posterior som lex specialis i relation til omgørelse. Ligningsrådet tillod derfor til trods for cirkulærets ordlyd omgørelse af indbetaling på en pensionsordning.
|
|