åben Vis afgørelser, domme, kendelser og meddelelser mv. til "C.C.3.1.2 Regler for anpartsvirksomheder" udsendt efter offentliggørelsen af denne version af vejledningen.

Indhold

Dette afsnit beskriver reglerne for anpartsvirksomheder, herunder projekter i PSL.

Afsnittet indeholder:

  • Anpartsreglerne
  • Anpartsvirksomheder, herunder projekter omfattet af anpartsreglerne
  • Hvem gælder anpartsreglerne for?
  • Anskaffelsestidspunktet.

Anpartsreglerne

Anpartsreglerne i PSL er særlige regler, der gælder for anpartsvirksomheder. Formålet med reglerne er at begrænse de skattefordele, der kan være ved at deltage i anpartsvirksomheder og i anpartsprojekter som passive investorer (ret til afskrivninger og fradrag for underskud).  Det sker ved, at de skattemæssige fordele bliver begrænset ved, at indkomsten gøres til kapitalindkomst og ved, at underskud i virksomheden ikke kan overføres til fradrag i anden indkomst.

Anpartsreglerne betyder, at

  • indkomst fra en anpartsvirksomhed/-projekt beskattes som kapitalindkomst. Se PSL § 4, stk. 1, nr. 9 og 11,
  • underskud fra en anpartsvirksomhed/-projekt ikke kan overføres til modregning i anden indkomst hos personen. Underskuddet kan derimod, uden tidsbegrænsning, fremføres til modregning i senere positiv indkomst fra samme virksomhed. Se nærmere om underskud (C.C.3.1.7.5)
  • virksomhedsordningen ikke kan benyttes. Se VSL § 1, stk. 1, 2. pkt.
  • anpartsvirksomheden ikke kan omdannes efter lov om skattefri virksomhedsomdannelse. Se VOL § 1, stk. 3. Se afsnit C.C.7.

Undtagelser

Virksomhedsordningen kan benyttes, hvis Skatterådet giver dispensation for reglerne i PSL § 4, stk. 1, nr. 11, om indkomst fra udlejning af afskrivningsberettigede driftsmidler og skibe, således at indkomst fra virksomheden ikke er kapitalindkomst. Betingelserne for at bruge ordningen i øvrigt skal være opfyldt. Om dispensation fra PSL § 4, stk. 1, nr. 11, se (C.C.3.1.6.4).

Virksomhedsordningen kan ikke anvendes på skibsvirksomhed, der er den skattepligtiges bierhverv, hvis denne virksomhed er anskaffet før den 12. maj 1989. Se afsnit (C.C.3.2.2) "Regler og overgangsregler for særlige anpartsvirksomheder. Selvstændig skibsvirksomhed som bierhverv, der er etableret før den 12. maj 1989".

Anpartsvirksomheder, herunder projekter omfattet af anpartsreglerne

Anpartsvirksomheder, der opfylder nedenstående betingelser, er omfattet af anpartsreglerne:

  • Anpartsvirksomheden/-projektet er en selvstændig erhvervsvirksomhed efter gældende praksis. Se (C.C.3.1.3) "Betingelser for anvendelse af anpartsreglerne. Selvstændig erhvervsvirksomhed"
  • Anpartsvirksomheden/-projektet har flere end ti ejere. Se (C.C.3.1.4) "Betingelser for anvendelse af anpartsreglerne. Ejerantal"
  • Anpartsvirksomhedens/-projektets personlige ejere deltager ikke i virksomhedens drift i væsentligt omfang.  Se (C.C.3.1.5) "Betingelser for anvendelse af anpartsreglerne.  Arbejdsindsats".

Yderligere omfattet

Yderligere omfattet af reglerne er

  • indkomst fra selvstændig erhvervsvirksomhed med plantning af juletræer, frugttræer og frugtbuske, hvis antallet af personlige ejere er større end to
  • indkomst fra udlejning af afskrivningsberettigede driftsmidler og skibe, uanset antal ejere.

Hvem gælder anpartsreglerne for?

Reglerne gælder kun for opgørelsen af den skattepligtige indkomst for fysiske personer.

Anskaffelsestidspunktet

Anpartsreglerne gælder, hvis virksomheden (anparterne) er købt den 12. maj 1989 eller senere.

Se om anparter anskaffet før denne dato i afsnit (C.C.3.2.1) og (C.C.3.2.2).