Indhold
Dette afsnit handler om, under hvilke betingelser den variable afgift efter TAL § 5, stk.1, kan bortfalde, hvis tinglysningen af en pantudvidelse sker i forbindelse med en matrikulær ændring. Reglen er først og fremmest af betydning i forbindelse med sammenlægning og arealoverførsel.
Afsnittet indeholder:
- Regel
- Erklæring
- Betingelser
- Eksempler
- Ejerlejligheder.
Regel
Når der tinglysningsmæssigt gennemføres en matrikulær ændring - fx arealoverførsel eller sammenlægning - er det ofte nødvendigt at tinglyse en pantudvidelse. Tinglysning af en pantudvidelse udløser normalt fuld afgift på ny efter TAL § 5, stk. 1., som beskrevet i afsnit E.B.4.1.1.4.
Ved tinglysning af påtegninger på pantebreve, der bliver tinglyst som en del af en samlet matrikulær ændring, skal der imidlertid kun betales afgift efter TAL § 7, dvs. 1.660 kr. Se TAL § 5, stk. 4, 2. pkt.
Erklæring
Det er en betingelse for afgiftsnedsættelse, at der ved tinglysning af påtegningen afgives følgende erklæring, jf. TALbek § 23:
"Tinglysning af pantudvidelsen sker som en del af den samlede matrikulære ændring."
Betingelser
At pantudvidelsen skal være en del af en samlet matrikulær ændring betyder, at
- de ejendomme, som pantudvidelsen omfatter, skal indgå direkte i den matrikulære ændring, og
- tinglysningen af pantudvidelsen er en nødvendig forudsætning for, at den matrikulære ændring kan gennemføres.
Det er ikke en betingelse for afgiftsnedsættelse, at den matrikulære ændring er gennemført på det tidspunkt, hvor pantudvidelsen anmeldes til tinglysning.
►Skatteforvaltningen◄ tager udgangspunkt i matrikelmyndighedernes og Tinglysningsrettens behandling af sagen, når det afgøres, hvad der anses som en matrikulær ændring, og om pantudvidelsen er en nødvendig forudsætning for at gennemføre ændringen. Hvis Tinglysningsretten har fundet, at pantudvidelsen er nødvendig for tinglysningsmæssigt at gennemføre den matrikulære ændring, er betingelserne for afgiftsnedsættelse herefter opfyldt.
Eksempler
De to eksempler viser en pantudvidelse ved henholdsvis sammenlægning af to ejendomme og arealoverførsel mellem to ejendomme.
Eksempel 1
Ejendommene A og B skal sammenlægges.
Ejendom A er behæftet med pantebreve på henholdsvis 1.000.000 kr. og 300.000 kr.
Ejendom B er behæftet med et pantebrev på 1.500.000 kr.
Det er en forudsætning for sammenlægningen, at der udstedes en dommerattest, hvorefter ejendommene skal være ens behæftet. Det er derfor nødvendigt at udvide pantebrevene i ejendom A på 1.000.000 kr. og 300.000 kr. med ejendom B, ligesom det er nødvendigt at udvide pantebrevet i ejendom B på 1.500.000 kr. med ejendom A. Herefter er ejendommene ens behæftet, og den matrikulære ændring kan gennemføres.
Tinglysning af pantudvidelserne udløser en afgift på 1.660 kr. for hvert pantebrev. Se TAL § 5, stk. 4, 2. pkt.
Eksempel 2
Fra ejendom A skal der overføres et areal til ejendom B.
Ejendom A er behæftet med et pantebrev på 1.000.000 kr.
Ejendom B er behæftet med et pantebrev på 1.500.000 kr.
Pantekreditor i ejendom A stiller som betingelse for arealoverførslen, at han efter arealoverførselen også får pant i ejendom B - herunder det overførte areal.
Det er en betingelse for arealoverførselen, at det overførte areal er frit og ubehæftet. Det er derfor nødvendigt at relaksere det omhandlede areal fra pantebrev i ejendom A på 1.000.000 kr., hvorefter arealoverførslen kan gennemføres. Desuden udvides pantet i ejendom A på 1.000.000 kr. til at omfatte ejendom B, idet dette er kreditors betingelse for, den foretagne relaksation af det overførte areal.
Da pantudvidelsen kun vedrører de ejendomme, som omfattes af den matrikulære ændring, og da pantudvidelsen desuden sker som betingelse for den relaksation, som er nødvendig for at gennemføre den matrikulære ændring, er pantudvidelsen en del af en samlet matrikulær ændring og er således omfattet af TAL § 5, stk. 4, 2. pkt. Tinglysning af påtegning om at inddrage yderligere fast ejendom under pantet udløser derfor en afgift på 1.660 kr.
Ejerlejligheder
En ejerlejlighed behandles efter reglerne i tinglysningsloven som en selvstændig fast ejendom. Opdeling og sammenlægning af ejerlejligheder er derfor i tinglysningsmæssig sammenhæng omfattet af tinglysningslovens bestemmelser om matrikulære ændringer. Afgiftsbegunstigelsen i TAL § 5, stk. 4, 2. pkt. gælder derfor også for ejerlejligheder.
Se også
- E.B.4.1.2.1 om pantudvidelse - anpartslejligheder - ikke matrikulær ændring
- E.B.4.1.2.1 om pantudvidelse - bygning på lejet grund - ikke matrikulær ændring.