Indhold

Dette afsnit handler om beregning af bøde ved flere overtrædelser.

Afsnittet indeholder:

  • Beregning af bøde, når der både er forsætlige og groft uagtsomme overtrædelser
  • Fuld kumulation
  • Nettoprincippet.

Beregning af bøde, når der både er forsætlige og groft uagtsomme overtrædelser

Hvis der foreligger både et forsætligt forhold og et groft uagtsomt forhold ved unddragelse af skatte- og momslovgivningen, reduceres bøden for unddragelse på 60.000 kr. og derunder ved hver tilregnelsesform for sig. Bøderne lægges sammen, og nedrunding foretages af slutsummen.

Eksempel

I en sag er der forsætligt unddraget 100.000 kr. i skat og 12.000 kr. i arbejdsmarkedsbidrag samt groft uagtsomt er unddraget 145.000 kr. i moms.

Bødeberegningen bliver:

Forsætlig unddragelse af skat og arbejdsmarkedsbidrag

(60.000 x 1) + (52.000 x 2) =

164.000 kr.

Grov uagtsom momsunddragelse

(60.000 x ½) + (85.000 x 1) =

115.000 kr.

I alt

279.000 kr.

Nedrunding

 

9.000 kr.

Bøden bliver

270.000 kr.

Fuld kumulation

Der sker fuld kumulation af bøder ved overtrædelse af skatte- og afgiftslovgivningen.

Nettoprincippet

Ved opgørelse af den samlede unddragelse gælder et nettoprincip. Hvis efteropkrævning af unddragne afgifter har ført til et nedsat overskud til beskatning i virksomheden, skal nedsættelsen af den skat, som virksomheden skal betale, modregnes i de unddragne afgifter.

Bemærk

Hvis der i sager om afgiftsunddragelse konstateres fejl til virksomhedens fordel, dvs. tilfælde, hvor der fremkommer negative beløb, der skal modregnes ved opgørelse af nettounddragelsen, skal der ved beregning af normalbøden tages hensyn hertil.

Bøden beregnes i tilfælde med alene groft uagtsomme forhold efter saldoprincippet, dvs. det samlede negative beløb modregnes i det samlede unddragne beløb, førend bøden beregnes.

Ved forsætlige forhold, eventuelt kombineret med groft uagtsomme forhold, beregnes bøden i forhold til den fulde unddragelse for hvert forhold for sig, og der foretages herefter på grundlag af forholdet mellem det negative beløb og det samlede unddragne beløb en forholdsmæssig reduktion af det samlede bødebeløb.

Simple uagtsomme unddragelser indgår ikke i beregningen.

Se også

Se afsnit A.C.3.5.1.3 om strafudmåling ved flere overtrædelser.