Efter RPL § 505 skal inddrivelsesmyndigheden betale erstatning for tab og godtgørelse for tort, hvis der er foretaget et ulovligt udlæg.

Det er efter RPL § 505, helt afgørende om udlægget er ulovligt som følge af, at gælden ikke bestod, eller om ulovligheden skyldes andre årsager.

I fire tilfælde hæfter inddrivelsesmyndigheden på et objektivt grundlag. Det drejer sig om følgende forhold:

• Udlæg for et krav, der ikke består.
• Ulovlig politifremstilling, jf. RPL § 494. Politifremstillingen skal være ulovlig i den forstand, at de formelle betingelser for fremstilling ikke har været opfyldt.
• Ulovlig tilbageholdelse af skyldneren, jf. RPL § 497.
• Udlægsforretningen er foretaget hos en anden end skyldneren.

Ved et objektivt grundlag forstås, fx at fordringshaveren (kommunen eller ToldSkat) bærer risikoen for, at gælden består, og at den ikke senere bliver ændret. Viser fordringen sig at have været urigtig, kan fordringshaveren kun blive fri for ansvar, hvis fejlen kan tilskrives skyldneren.

Er udlægget ugyldigt af andre årsager, er inddrivelsesmyndigheden ansvarlig efter den almindelige culparegel i dansk ret. Ved almindelig culpa forstås som udgangspunkt, at inddrivelsesmyndigheden ikke har handlet, som den burde have handlet, således at handlingen kan bebrejdes inddrivelsesmyndigheden som værende uagtsom eller forsætlig.

Selvom der er tale om et objektivt ansvar eller culpaansvar, er størrelsen af erstatningen afhængig af det lidte økonomiske tab.

Herudover skal der evt. betales godtgørelse for tort (godtgørelse for ærekrænkelse og lignende) samt evt. godtgørelse for lidelse, hvis frihedsberøvelse i forbindelse med politifremstilling har fundet sted.

Det påhviler skyldneren at bevise, at han eller hun har lidt et tab ved det ulovlige udlæg. Egen skyld hos skyldneren kan medføre, at kravene nedsættes eller bortfalder.

Det kan i visse tilfælde ikke udelukkes, at tredjemand lider tab ved en udlægsforretning. Her opstår tabet i reglen først, når det udlagte tvangsrealiseres. Omfanget af inddrivelsesmyndighedens erstatningsansvar vil her bero på, om inddrivelsesmyndigheden har været uden kendskab til tredjemands ret, eller om inddrivelsesmyndigheden har kendt eller haft mistanke om tredjemands ret. Erstatningen kan i førstnævnte tilfælde ikke gå udover, hvad det udlagte indbragte ved tvangsauktion, mens erstatningen i sidstnævnte tilfælde kan overstige auktionsprovenuet.

Konstateres det under tvangsrealisationen af et udlagt aktiv, at en anden kreditor har haft et bedre prioriteret udlæg end inddrivelsesmyndigheden, må auktionsprovenuet udbetales til denne bedre stillede kreditor. Der kan ikke i dette tilfælde gøres et større erstatningskrav gældende mod inddrivelsesmyndigheden, fx kravet på restkøbesum i henhold til en kreditkøbskontrakt med gyldigt ejendomsforbehold.

Krav på erstatning eller godtgørelse for tort og lidelse skal fremsættes over for inddrivelsesmyndigheden, fogedretten, eller de almindelige domstole, senest tre måneder efter det tidspunkt, da vedkommende blev i stand til at gøre kravet gældende, jf. RPL § 505, stk. 3.