Omstruktureringssituationer kan være forbundet med relativt store omstruktureringsomkostninger. Dette kan eksempelvis være omkostninger forbundet med nedlukning eller flytning af produktion, fratrædelsesgodtgørelse til opsagte medarbejdere eller omkostninger til implementering af nye IT-systemer.
I en omstruktureringssituation er det derfor nødvendigt at tage stilling til, hvilken part der skal afholde de afledte omstruktureringsomkostninger.
I nogle tilfælde afholdes omstruktureringsomkostninger af den enhed, som omstruktureringen vedrører. I andre situationer skal omstruktureringsomkostningerne helt eller delvist afholdes af en anden eller andre koncernenheder, der opnår en afledt økonomisk fordel af omstruktureringen.
Spørgsmålet er, om der mellem uafhængige parter under sammenlignelige omstændigheder ville være betalt en kompensation, samt i givet fald hvad størrelsen på denne kompensation ville være mellem uafhængige parter.
TPG 9.103 - 9.122 omhandler fire forskellige betingelser, der kan være relevante i forhold til denne vurdering:
- Hvad er de aftalemæssige betingelser for det arrangement, som bliver afsluttet, udløber eller genforhandlet? Herunder om det fremgår af det kontraktuelle aftalegrundlag, at der skal betales en kompensation? - TPG 9.104 - 9.105.
Udgangspunktet, for en vurdering af om parterne har handlet på armslængde vilkår, er, om de har handlet i overensstemmelse med det skriftlige grundlag mellem parterne. Det forhold at det skriftlige grundlag ikke indeholder en bestemmelse om kompensation, vil imidlertid ikke nødvendigvis betyde, at dette svarer til armslængde vilkår.
- Er de aftalemæssige betingelser for en ændring i overensstemmelse med armslængde-princippet, eller er det i overensstemmelse med armslængdeprincippet, såfremt der ikke findes en aftale? - TPG 9.106 - 9.114.
Det skal med andre ord vurderes, om uafhængige parter ville have fastsat en tilsvarende aftale, eller hvis der ikke findes en aftale, om uafhængige parter ville have undladt at fastsætte en aftale.
- Hvad siger de civilretlige regler eller retspraksis i forhold til adgangen til en erstatning for en ophævelse eller ændring af en aftale? - TPG 9.115.
- Ville en uafhængig part have været villig til at betale erstatning til den part, som får ophævet eller ændret en aftale? - TPG 9.116 - 9.122.
Dette skal vurderes ud fra begge parters perspektiv. Det skal endvidere vurderes ud fra det samlede grundlag, dvs. såvel ud fra selve omstruktureringen samt de fordele, som parterne forventer denne indebærer.