Den præcise fastlæggelse af finansielle transaktioner skal ske efter de generelle principper i TPG kap 1, som beskrives i afsnit C.D.11.3.

Ved den præcise fastlæggelse af en kontrolleret finansiel transaktion indgår følgende økonomisk relevante karakteristika (de 5 sammenlignelighedsfaktorer):

  • Vilkårene for den finansielle transaktion i henhold til kontrakten
  • Parternes bidrag til den finansielle transaktionen i form af funktioner, aktiver og risiko
  • Karakteristika ved transaktionen
  • De økonomiske omstændigheder hvorunder hvornår transaktionen finder sted
  • Den forretningsstrategi der forfølges af parterne

I dokumentationen skal disse forhold og formålet med den konkrete finansielle transaktion beskrives. Se afsnit C.D.11.13.1.2.4.4.

Det skal også fremgå af dokumentationen, hvilke koncernselskaber der træffer de væsentlige beslutninger ved den finansielle transaktion, og hvilke koncernselskaber der har kontrol over de økonomisk relevante risici forbundet med den finansielle transaktion, se TPG 1.85, 1.103 og afsnit C.D.11.3.1.2.2.

Kontrol over risici ved de finansielle transaktioner

Risikoen ved de finansielle transaktioner vil variere og være afhængig af de økonomiske relevante forhold ved den pågældende finansielle transaktion. Risikoen påvirkes både af forhold for låntager og långiver.

Om låntagers forhold er det relevant at vurdere låntagers kreditværdighed, formålet med det ydede lån, hvorvidt der stilles sikkerhed for lånet og risikoen ved den finansierede aktivitet.

Der vil være en lavere finansiel risiko, når:

  • låntager har en høj kreditværdighed

  • der er taget sikkerhed i de finansierede aktiver.    

Der vil være højere finansiel risiko, når:

  • låntager har en lav kreditværdighed

  • der ikke er taget sikkerhed i de finansierede aktiver.

Størrelsen af et lån kan også påvirke risikoen. Et stort udlån vil typisk være forbundet med en større risiko for långiver.

Om långivers forhold er det blandt andet relevant at vurdere, i hvilket omfang långiver har kontrol over risikoen ved udlånet.

Se også

TPG 1.85, 1.103-1.104 og 6.59 - 6.64.

Afsnit C.D.11.13.1.2.4.4 om dokumentationspligt for kontrollerede finansielle transaktioner.

Afsnit C.D.2.4.4.1 om beskæring af adgangen til at fradrage renter og kurstab på lån ved tynd kapitalisering i koncernforhold, SEL § 11.

Afsnit C.D.11.3.1 om analyse af økonomisk relevante egenskaber (sammenlignelighedsfaktorer).

Afsnit C.D.11.3.1.2 om funktions- og risikoanalysen.