Det er karakteristisk for skader og erstatninger, at skadevolder leverer en ny vare/ydelse eller udbetaler et erstatningsbeløb som kompensation for den tabte eller mangelfulde vare/ydelse. Da moms som udgangspunkt kun skal beskatte værditilvæksten, opstår spørgsmålet om, hvordan momsen af den kompenserende vare /ydelse eller det udbetalte erstatningsbeløb skal behandles momsmæssigt.

Fradragsret for moms af omkostninger til udbedring af skader er ikke lovfæstet, men reguleret dels af domstolspraksis, dels af administrativ praksis.

Udgangspunktet er, at den skadelidte virksomhed har fradrag for momsen af udbedringsomkostningerne, forudsat, at den er momsregistreret og har fuld momsfradragsret for købsmomsen. Se afsnit D.A.11.1 om de generelle betingelser for momsfradragsret.

Hvis den skadelidte ikke er momsregistreret eller ikke har fuld fradragsret for købsmomsen, kan den skadevoldende virksomhed i stedet få momsfradragsret, hvis denne er momsregistreret og skaden vedrører skadevolders momspligtige virksomhed. Se afsnit D.A.11.1.8.2 om skader udbedret af skadelidte.

Ved "skadelidt" forstås den, der ejer de beskadigede/tabte ting. Det gælder også i forbindelse med beskadigelse/tyveri af varer, som er udlejet eller leaset, selv om lejeren påtager sig erstatningsansvar for skader på eller tyveri af det lejede udstyr.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse samt
evt. tilhørende SKAT-meddelelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

SKAT

 Mn. 152/68

Genoprettelse af skader

I tilfælde, hvor der sker skade på en registreret virksomheds varelager eller driftsmidler, herunder bygninger, kan virksomheden medregne afgiften på indkøb, reparationer mv. til genoprettelse af skaden til den indgående afgift i samme omfang, som virksomheden efter reglerne i lovens §§ 15 og 16 kan medregne afgiften på indkøb mv. af de pågældende varer og driftsmidler til den indgående afgift.

Dette gæler, uanset om virksomheden (skadelidte) selv må bære tabet ved skaden, eller om den kan få tabet dækket ved erstatning fra en skadevolder eller et forsikringsselskab.

Det tab, der i sidstnævnte tilfælde skal erstattes, bliver således værdien (genanskaffelsesprisen, reparationsprisen) uden afgift.