Indhold
Dette afsnit beskriver reglerne for afgiftsfritagelse og afgiftsgodtgørelse.
Afsnittet indeholder
- Varer til fremstilling af chokolade- og sukkervarer
- Fremstilling af afgiftsfri varer
- Apotekervarer
- Leverancer til udlandet
- Afgiftsfrihed ved indførsel.
Varer til fremstilling af chokolade- og sukkervarer
Råstofafgiftspligtige varer, der modtages fra udlandet af fremstillingsvirksomheder registreret som oplagshavere vedrørende chokolade- og sukkervarer, med henblik på fremstilling af varer omfattet af chokolade- og sukkervareafgift, er fritaget for råstofafgift. Se CHOAL § 20, stk. 1, nr. 1.
SKAT kan give bevilling til godtgørelse af råstofafgift af afgiftsberigtigede varer, der erhvervsmæssigt overføres til en registreret oplagshaver til fremstilling af varer, der er afgiftspligtige som chokolade- og sukkervarer. Se CHOAL § 20, stk. 3, nr. 1.
Fremstilling af afgiftsfri varer
SKAT kan give bevilling til afgiftsfritagelse for råstofafgiftspligtige varer, der erhvervsmæssigt anvendes til fremstilling af varer, der ikke ved modtagelse fra udlandet ville være dækningsafgiftspligtige. Se CHOAL § 20, stk. 2.
Apotekervarer
Råstofafgiftspligtige varer, der anvendes til fremstilling af varer, hvis udlevering er forbeholdt apotekerne efter lov om apotekervæsenet § 34, jf. lovbekendtgørelse nr. 248 af 2. juli 1962, er fritaget for afgift. Se CHOAL § 20, stk. 1, nr. 2.
Leverancer til udlandet
SKAT kan meddele bevilling til godtgørelse af afgiften af afgiftsberigtigede råstofafgiftspligtige varer, der erhvervsmæssigt, enten leveres til udlandet, eller anvendes til fremstilling af varer, som efterfølgende leveres til udlandet. Se CHOAL § 20, stk. 3, nr. 2 og stk. 4.
SKAT kan endvidere meddele bevilling til godtgørelse af afgiften af afgiftsberigtigede dækningsafgiftspligtige varer, der erhvervsmæssigt leveres til udlandet. Se CHOAL § 22, stk. 8.
Registrerede varemodtagere kan efter afgiftsperiodens udløb angive det godtgørelsesberettigede beløb for råstof-/dækningsafgiftspligtige varer leveret til udlandet direkte på afgiftsangivelsen. Se CHOAL § 20, stk. 4, 2. pkt.
Afgiftsfrihed ved indførsel
Der er afgiftsfrihed for varer, der indføres eller modtages fra udlandet, i samme omfang og under tilsvarende betingelser som fastsat for afgiftsfrihed efter ML § 36, stk. 1, nr. 1-3. Se CHOAL § 21 og § 22, stk. 8.
Se også
Se også afsnit E.A.1.7 om afgiftsfritagelse og afgiftsgodtgørelse.
►Bemærk◄
►I henhold til § 8 i lov nr. 1686 af 26. december 2017 kan virksomheder, der den 1. januar 2018 har et lager af varer, der er afgiftsberigtiget med en højere afgift end efter CHOAL kapitel 2 (råstofafgiften) eller CHOAL § 22, stk. 4, nr. 1-3 (dækningsafgiften af kokos, behandlede jordnødder samt andre nødder og kerner), på grundlag af en specificeret lageropgørelse få godtgjort afgiftsdifferencen for uåbnede poser mv. § 8 i lov nr. 1686 af 26. december 2017 indeholder derimod ikke nogen bestemmelse om godtgørelse af afgiftsdifferencen for varer, der er afgiftsberigtiget med en højere sats end CHOAL § 22, stk. 4, nr. 6.◄
►Godtgørelse ydes kun for varer, der er bestemt til fremstilling eller afsætning, og kun såfremt den samlede godtgørelse af afgift af varerne efter lovens § 8 overstiger 500 kr. For at få godtgørelse skal virksomheden udarbejde en opgørelse, der skal indeholde oplysninger om leverandørens navn, adresse og cvr-nummer. SKAT kan gøre godtgørelsen betinget af, at virksomheden fremlægger dokumentation for, at afgiften er betalt. Anmodning om godtgørelse med de anførte oplysninger skal være SKAT i hænde senest den 14. januar 2018.◄
►En lignende godtgørelsesordning vil gælde for virksomheder, der 1. januar 2020 har et lager af afgiftsberigtigede varer efter CHOAL kap 2 eller CHOAL § 22, stk. 4, nr. 1-3. Anmodning om godtgørelse af afgiften af disse varer skal, med ovennævnte oplysninger, være told- og skatteforvaltningen i hænde senest 14. januar 2020. Se § 8 i lov nr. 1686 af 26. december 2017.◄
►Se i øvrigt SKATs nyhedsbrev af 22. december 2017: Lov L 109 om ændring af afgifter på nødder, te og alkoholsodavand.◄