Indhold

Dette afsnit handler om mulighederne for fradrag for udgifterne til sagkyndig bistand i skattesager.

Afsnittet indeholder:

  • Skattesager indbragt eller anlagt før den 14. juni 2009
  • Skattesager indbragt eller anlagt den 14. juni 2009 eller senere
  • Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre.

Skattesager indbragt eller anlagt den 14. juni 2009 eller senere

Efter LL § 7 Q, stk. 3, 1. pkt., kan udgifter til sagkyndig bistand i sager om skatteansættelser og skattesager ikke trækkes fra i indkomstopgørelsen.

Efter LL § 7 Q, stk. 3, 2. pkt., kan selskaber med videre og selvstændigt erhvervsdrivende dog trække udgifterne fra i indkomstopgørelsen - men kun i det omfang, der ikke kan ydes omkostningsgodtgørelse efter skatteforvaltningslovens kapitel 19.

Denne bestemmelse har virkning for udgifter vedrørende sager, der er

  • indbragt eller anlagt efter den 14. juni 2009, dvs. efter bestemmelsens ikrafttræden
  • indbragt eller anlagt senest den 14. juni 2009, men som er indbragt for en ny instans efter den 14. juni 2009.

Ændringen i bestemmelsen fra og med den 14. juni 2009 skal ses i sammenhæng med de samtidigt ændrede regler for omkostningsgodtgørelse i skattesager efter skatteforvaltningslovens kapitel 19. Efter disse regler var skattepligtige, som er omfattet af SEL §§ 1 og 2 og FBL § 1, ikke berettigede til omkostningsgodtgørelse. Se afsnit A.A.13.3 "Hvem kan få godtgørelse?".

Det fremgår af bemærkningerne til den ændrede bestemmelse, at selskaber med videre samt selvstændigt erhvervsdrivende nu kunne fratrække udgifter til sagkyndig bistand i sager om skatteansættelser og skattesager, mens andre skattepligtige forsat ikke havde fradrag for sådanne udgifter.

Det er en forudsætning for selvstændigt erhvervsdrivendes fradrag

  • at der ikke er adgang til omkostningsgodtgørelse for de samme udgifter - det gælder, uanset med hvilken procentsats omkostningsdækningen ydes
  • at skattesagen vedrører erhvervsvirksomheden.

For selskaber mv., som efter ændringen af reglerne om omkostningsgodtgørelse ikke kunne få omkostningsgodtgørelse, var der fradrag for udgifter til sagkyndig bistand, uanset på hvilket stadium i sagen udgifterne afholdtes.

Udgifter til sager, der var indbragt eller anlagt inden den 14. juni 2009, men som er indbragt for en ny instans efter den 14. juni 2009, behandles efter disse regler. Se dog nedenfor om ændringen for sager, hvor bistanden er udført den 1. januar eller senere.

Særligt om skattesager, hvor bistanden er udført den 1. januar 2017 eller senere.

Skatteforvaltningslovens kapitel 19 om omkostningsgodtgørelse xblevx ændret ved § 1 i lov nr. 1665 af 20. december 2016 om ændring af skatteforvaltningsloven og ligningsloven. Loven er trådt i kraft den 1. januar 2017.

Lovændringen medfører blandt andet, at skattepligtige selskaber og fonde på ny kan få omkostningsgodtgørelse for udgifter til sagkyndig bistand med videre, hvor bistanden udføres den 1. januar 2017 eller senere. Se nærmere om de ændrede omkostningsgodtgørelsesregler i afsnit A.A.13 Omkostningsgodtgørelse i forbindelse med klagesager.

Fradragsretten som nævnt ovenfor for selskaber med videre og selvstændigt erhvervsdrivende er opretholdt, men med ændringslovens § 2, nr. 1, præciseres det i LL Q 7 Q, stk. 3, 2. pkt., at der kun kan gives fradrag for udgifter i det omfang, der ikke kan ydes godtgørelse efter skatteforvaltningslovens kapitel 19 "for de samme udgifter". Fx kan der, hvis udgifterne kun godtgøres med 50 pct., ikke gives fradrag for de resterende 50 pct.

Desuden kan udgifter til sagkyndig bistand i klagesager om omkostningsgodtgørelse, hvor bistanden udføres den 1. januar 2017 eller senere, ikke fradrages i den skattepligtige indkomst, selvom der ikke ydes godtgørelse for udgifterne, jf. den ændring af SKFL § 52, stk. 7, som sker ved ændringslovens § 1, stk. 4. Se den nye bestemmelse i LL § 7 Q, stk. 3, 3. pkt., som indsættes med ændringslovens § 2, nr. 1.

Ændringslovens § 2 har virkning for de sager om klage over SKATs afgørelse om omkostningsgodtgørelse, som påklages til den administrative klageinstans eller indbringes for domstolene den 1. januar 2017 eller senere. Se ændringslovens § 3, stk. 4.

Praksis

Bistand, der er ydet, uden at der har været uenighed mellem SKAT og en skattepligtig, anses ikke for en skattesag, der er omfattet af LL § 7 Q. Se SKM2008.941.VLR.

Et selskab, der påtog sig administrationen af en række kommanditselskaber og interessentskaber, var ikke rette udgiftsholder og kunne derfor ikke få fradrag for advokatudgifter. Se SKM2008.418.BR.

Skattesager indbragt eller anlagt før den 14. juni 2009

For sager, der var indbragt eller anlagt før den 14. juni 2009, gælder LL § 7 Q, stk. 3, i den affatning, som tidligere fremgik af ligningsloven (lovbekendtgørelse nr. 176 af 11. marts 2009).

Efter den tidligere affatning af LL § 7 Q kunne udgifter til bistand i skattesager ikke fratrækkes ved indkomstopgørelsen. Se SKM2006.672.VLR.

Se også

Se også

  • afsnit A.A.13.14 om den skattemæssige behandling af omkostningsgodtgørelse, herunder tredjemandstilskud, jf. LL § 7 Q.
  • afsnit C.C.2.2.2.15, hvor om fradragsmulighederne for udgifter til advokat- og revisorbistand i andre sager end skattesager er beskrevet i. Der beskrives også reglerne for fradrag for udgifter til udarbejdelse af regnskab og selvangivelse.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse
 samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Landsretsdomme

SKM2008.941.VLR

Et selskab ønskede fradrag for udgifter til revisorbistand, som var afholdt fordi skatteforvaltningen havde rejst forskellige spørgsmål til selvangivelsen.

For landsretten nedlagde selskabet subsidiær påstand om fradrag med et mindre beløb, der svarede til den del af det samlede beløb, der kunne henføres til spørgsmål, som ikke resulterede i uenighed.

Landsretten lagde til grund, at skatteforvaltningen havde anmodet om dokumentation og supplerende oplysninger til brug for behandling af selvangivelserne for indkomstårene 1996 - 1999. Anmodningen indeholdt ikke nogen tilkendegivelse om, at skatteforvaltningen på et eller flere punkter var uenige i de selvangivne oplysninger.

Landsretten lagde endvidere til grund, at revisor efterfølgende hjalp selskabet med at skaffe den ønskede dokumentation og besvare skatteforvaltningens spørgsmål, og at skatteforvaltningen på den baggrund godkendte de selvangivne oplysninger på 13 af 17 forskellige punkter.

Herefter anførte landsretten, at udgifter til udarbejdelse af regnskab som udgangspunkt er fradragsberettigede, og at dette gjaldt, selv om en uvæsentlig del af udgifterne var medgået til at udfylde selvangivelse. Parternes uenighed vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt udgifterne til revisors efterfølgende bistand, helt eller delvist var omfattet af reglen i den dagældende LL § 7 Q, stk. 3, når selvangivelsen var indgivet. Blandt andet med henvisning til forarbejderne fandt landsretten, at den bistand, som revisor ydede selskabet i forbindelse med de 13 punkter, havde haft en nær forbindelse til selskabets udarbejdelse af regnskab og selvangivelse for de pågældende år. Bistanden var derfor ydet, uden at der under forløbet havde været uenighed mellem skatteforvaltningen og selskabet. Bistanden vedrørte endvidere dokumentation og uddybning af de oplysninger, der lå til grund for skatteregnskabet. Landsretten fandt, at der ikke var tilstrækkeligt sikkert grundlag for at karakterisere bistanden vedrørende de 13 punkter som ydet i forbindelse med en skattesag. Selskabet fik derfor fradrag for udgifter til den del af bistanden, der vedrørte disse punkter.

SKM2006.672.VLR

Sagsøgeren udlejede to lejligheder i en ejendom, hun også selv beboede. Sagen angik en række spørgsmål om fradrag for forskellige udgifter i udlejningsejendommen i indkomstårene 1998, 1999 og 2000. Landsretten gav Skatteministeriets medhold i, at bl.a. en revisorudgift, som var medgået til bistand i skattesager, ikke var fradragsberettiget efter den dagældende LL § 7 Q.

Sagsøgeren mente, at udgiften til revisor ubestridt var anvendt i forbindelse med en skattesag, men at skattesagen vedrørte ejendommens drift, hvorfor revisorudgiften burde anses som en driftsudgift, der var omfattet af SL § 6, stk. 1, litra a. Hertil bemærkede landsretten, at da udgiften vedrørte en skattesag, kunne den ikke være medgået til erhvervelse af skattepligtige indtægter og derfor ikke være omfattet af SL § 6, stk. 1, litra a.

Byretsdomme

SKM2008.418.BR

Et selskab havde indgået administrationsaftale med en række kommanditselskaber og interessentskaber, der havde til formål at investere i plantager. Ifølge aftalerne skulle selskabet stå for den daglige administration af kommanditselskabernes og interessentskabernes ejendomme, herunder føre bogholderi og lignende. I indkomstårene 1998-2000 afholdt selskabet en række forskellige udgifter til advokat vedrørende

  • kommanditselskaberne og interessentskaberne
  • bestyrelsesansvar, vurdering af rådgiveransvar i forbindelse med afvikling af investeringsprojekterne,
  • sager mod offentlige myndigheder mv.

Selskabet mente, at advokatudgifterne var fradragsberettigede driftsomkostninger.

Byretten fandt, at de omtvistede udgifter til advokatbistand i det hele vedrørte de af selskabet administrerede interessentskaber og kommanditselskaber og deres virksomhed, og at selskabet ikke havde været forpligtet til at afholde dem. Udgifterne kunne derfor ikke anses for at være anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde selskabets indkomst, og de var derfor ikke fradragsberettigede efter SL § 6, stk. 1, litra a.