Indhold

Dette afsnit beskriver reglerne om afgiftsfritagelse og afgiftsgodtgørelse.

Afsnittet indeholder:

  • Afgiftsfritagelse eller godtgørelse for varer der leveres til udlandet
  • Afgiftsfritagelse for varer der modtages fra udlandet
  • Afgiftsfritagelse for varer der leveres til diplomatiske repræsentationer.

Afgiftsfritagelse eller godtgørelse for varer der leveres til udlandet

Der er ikke afgift på afgiftspligtig kaffe og ekstrakter heraf mv., som registrerede oplagshavere leverer til udlandet. Virksomheder, der ikke er registrerede som oplagshavere, kan få bevilling til afgiftsgodtgørelse for varer, der leveres til udlandet. Se FORBRAL § 24, stk. 1, 1. og 2. pkt.

Registrerede varemodtagere kan efter afgiftsperiodens udløb angive det godtgørelsesberettigede beløb for varer leveret til udlandet direkte på afgiftsangivelsen. Se FORBRAL § 24, stk. 1, 3. pkt.

Afgiftsfritagelse for varer der modtages fra udlandet

Der er ikke afgift på varer, der modtages fra udlandet, i samme omfang og under tilsvarende betingelser, som gælder for afgiftsfrihed efter ML § 36, stk. 1, nr. 1-3. Se afsnit D.A.10.3 indførsel ML § 36. Se FORBRAL § 24, stk. 2.

Afgiftsfritagelse for varer der leveres til diplomatiske repræsentationer

Der er ikke afgift på varer, der leveres til diplomatiske repræsentationer, internationale institutioner mv., der er omtalt i TDL § 4 og personer, der er tilknyttet disse. Se FORBRAL § 24, stk. 3.

►Bemærk◄

►Afgiften af te og teekstrakter mv. er ophævet ved lov nr. 1686 af 26. december 2017. I henhold til lovens § 8 kan virksomheder, der den 1. januar 2018 har et lager af afgiftsbelagt te eller teekstrakt mv., der er afgiftsberigtiget efter forbrugsafgiftslovens § 11 b, på grundlag af en specificeret lageropgørelse få godtgjort afgiftsdifferencen for uåbnede poser eller beholdere. Godtgørelse ydes kun for varer bestemt til fremstilling eller afsætning, og kun såfremt den samlede godtgørelse af afgift af varerne efter lovens § 8 overstiger 500 kr. For at få godtgørelse skal virksomheden udarbejde en opgørelse, der skal indeholde oplysninger om leverandørens navn, adresse og cvr-nummer. Told- og skatteforvaltningen kan gøre godtgørelsen betinget af, at virksomheden fremlægger dokumentation for, at afgiften er betalt. Anmodning om opgørelse med de anførte oplysninger skal være told- og skatteforvaltningen i hænde senest den 14. januar 2018. ◄