Afsnittet beskriver reglerne om fradrag for lønmodtagere, der har erhvervsmæssig befordring for flere samtidige arbejdsgivere.

Indhold

Afsnittet indeholder:

• Regel
• Betingelser for fradrag
• Broafgifter
• Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre.

Regel

Lønmodtagere kan ligesom selvstændige m.fl. fratrække erhvervsmæssige befordringsudgifter som nævnt i LL § 9 B, stk. 1, hvis de

• i forbindelse med kundeopsøgende aktiviteter afholder udgifter til befordring, der vedrører flere arbejdsgivere på én gang
• medregner eventuelle befordringsgodtgørelser efter LL § 9 B, stk. 4, 1. pkt. ved indkomstopgørelsen. Se LL § 9 B, stk. 4, 3. og 4. pkt.

Begrænsningen af fradragsretten for lønmodtageres udgifter til det beløb, hvormed de samlede udgifter overstiger ►6.100 kr.◄ i ►2018◄ efter LL § 9, stk. 1, gælder ikke fradrag for befordring omfattet af LL § 9 B, stk. 4. Se LL § 9, stk. 2.

Baggrunden for bestemmelsen er, at lønmodtagere, der har flere arbejdsgivere på én gang, og hvis befordring samtidig vedrører flere af disse arbejdsgivere, kan have vanskeligheder med at få udbetalt skattefri godtgørelse.

Betingelser for fradrag

Betingelserne for at foretage fradraget er,

• at lønmodtageren har mindst to arbejdsgivere
• at befordringen foretages for mindst to arbejdsgivere på én gang
• at lønmodtagerens arbejde består i kundeopsøgende aktiviteter.

Der er derfor i bestemmelsen opstillet snævre betingelser for at foretage fradraget, og bestemmelsen skal administreres i overensstemmelse hermed. Fradrag for udgifter til befordring efter LL § 9 B, stk. 4, kan ikke kombineres med modtagelse af skattefri godtgørelser. Se LL § 9 B, stk. 4, 4. pkt. Dette gælder i relation til såvel den enkelte befordring som til årets samlede befordring. Det er derfor en forudsætning for at foretage fradrag, at samtlige godtgørelser, der modtages i årets løb, indtægtsføres.

Betingelsen om antal arbejdsgivere kan illustreres af to afgørelser fra praksis. I begge tilfælde blev det afvist, at bestemmelsen i LL § 9 B, stk. 3 (nu stk. 4) kunne anvendes:

• TfS 1997, 564 LSR handlede om en skatteyder, der var beskæftiget som opmåler i en fagforening. Hendes arbejdsopgave var på anmodning fra mestre eller svende på forskellige arbejdspladser at foretage opmåling af det udførte arbejde, der skulle danne grundlag for beregning af akkorden. Hun gjorde gældende, at beskæftigelsen blev udført for flere arbejdsgivere, idet hun var ansat efter godkendelse af mestrene og kunne afskediges efter anmodning fra disse. Desuden var hendes løn reelt betalt af både mestrene og svendene. Landskatteretten fandt, at betingelsen om flere arbejdsgivere ikke var opfyldt, idet hendes kørsel for flere mestre/svende alene var afledet af og dermed afhængig af hendes ansættelsesforhold i fagforeningen.
• TfS 1998, 191 LSR vedrørte en direktør og eneste ansatte i et selskab, der formidlede salg af møbler for 7-8 danske virksomheder på det engelske marked. Direktøren havde i sin indkomstopgørelse foretaget fradrag for faktiske udgifter reduceret med de af selskabet modtagne godtgørelser til anvendelse af en bil indregistreret i England og benyttet til befordringen i England. Til befordringen i Danmark udbetalte selskabet skattefri godtgørelse for kørsel med en bil indregistreret her i landet. Landsskatteretten lagde vægt på det formelle ansættelsesforhold i det danske selskab. Det var også selskabet, som havde indgået samarbejdsaftalerne med de danske virksomheder. Retten henviste desuden til, at det af forarbejderne til bestemmelsen fremgik, at denne var indført, fordi handelsrejsende med kørsel for flere arbejdsgivere på én gang kunne have svært ved at få udbetalt skattefri kørselsgodtgørelse. Det bemærkedes i den forbindelse, at skatteyderen netop havde fået godtgørelse for samtlige kørte kilometer for selskabet og dermed de danske virksomheder.

Der er typisk tale om befordring, der foregår efter et fast mønster, men hvor der konstant køres til en lang række forskellige arbejdspladser. Når befordringen vedrører flere arbejdsgivere, falder den strækning, der køres, fx på to forskellige dage, i overvejende grad sådan, at vejen ville være sammenfaldende, hvis befordringen blev udført for hver arbejdsgiver for sig.

Kundeopsøgende aktiviteter består typisk i at køre ud til kunder, nye såvel som gamle, for at sælge virksomhedens produkter, uanset om produkterne har karakter af varer eller tjenesteydelser. Den kundeopsøgende aktivitet skal have en vis fast karakter over året.

Betingelserne for at foretage fradrag kan eksempelvis være opfyldt for handelsrejsende, der virker for afsætning af varer for flere arbejdsgivere. Som et andet eksempel kan nævnes assurandører, der er ansat i flere selskaber og tegner forsikringer for disse selskaber. Hvorvidt der foreligger ansættelsesforhold i flere selskaber, skal afgøres ud fra en konkret bedømmelse i det enkelte tilfælde.

Da det er en forudsætning, at den samlede befordring vedrører flere (mindst to) arbejdsgivere på en gang, kan der ikke foretages fradrag for udgifter til befordring i forbindelse med fx et fast job om dagen og et bijob om aftenen. Sådan befordring kan i stedet fratrækkes efter reglerne i LL § 9 C.

Forudsætningen for at fratrække udgifter til erhvervsmæssig befordring er som for selvstændige m.fl., at de almindelige betingelser i LL § 9 B er opfyldt. Se afsnit C.A.4.3.3.3.1.

Fradraget kan efter den skattepligtiges valg foretages med:

• Faktiske udgifter eller
• Skatterådets sats.

Anvendes Skatterådets satser, gælder den høje sats kun for de første 20.000 km, der i alt er kørt erhvervsmæssigt i indkomståret. Se TfS 1997, 196 HRD. Dommen er refereret i afsnit C.A.4.3.3.3.2. Fradraget efter LL § 9 B, stk. 4, foretages i den personlige indkomst. Se PSL § 3, stk. 2, nr. 9.

Broafgifter

Lønmodtagere, der er omfattet af LL § 9 B, stk. 4, 3. pkt., kan fratrække udgifter til passage af broer, tunneller mv. med de faktiske omkostninger. Fradraget foretages i den personlige indkomst.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Skemaet viser relevante afgørelser på området.