Indhold

Dette afsnit indeholder en beskrivelse af de varegrupper, som er omfattet af reglerne om afgift på pvc og ftalater.

Afsnittet indeholder:

  • Afgiftspligtige varer med indhold af pvc, der er blødgjort med ftalater eller andre blødgørere
  • Afgiftspligtige varer nævnt i PVCAL bilag 1
  • Dækningsafgift
  • Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre.

Se også

Dækningsafgift, der skal betales, når afgiftspligtige varer indgår i en i øvrigt afgiftsfri vare E.A.1.2.

Afgiftspligtige varer med indhold af pvc, der er blødgjort med ftalater eller andre blødgørere

Kun visse varegrupper med indhold af pvc, der er blødgjort med ftalater eller andre blødgørere, er omfattet af reglerne. Blød pvc indeholder typisk 20 - 50 pct. blødgører. Se PVCAL § 1 og PVCAL bilag 1.

Afgiftsgrundlaget er begrænset til varer, hvor mængden af pvc og ftalater kan opgøres som en standardsats efter varens gennemsnitlige indhold af pvc og ftalater. Afgiften er således ikke gjort variabel efter det nøjagtige indhold af pvc og ftalater.

Det er ofte teknisk muligt at anvende andre materialer end blød pvc til fremstilling af varer nævnt i PVCAL bilag 1. Det er også ofte muligt at anvende andre blødgørere end ftalater.

Afgiftspligtige varer nævnt i PVCAL bilag 1

De afgiftslagte varer nævnt i PVCAL bilag 1 er:

  1. Bløde rør og slanger samt fittings dertil af blødgjort plast
  2. Gulvbelægningsmaterialer, vægbeklædning og loftsbeklædning
  3. Selvklæbende folier og tape i ruller eller strimler
  4. Tagfolier, membranfolier, tagplader og ovenlysvinduer
  5. Tidsskriftskassetter, ringbind, brevordnere, chartekker og plastlommer
  6. Handsker, forklæder, beskyttelsesdragter og regntøj
  7. Presenninger
  8. Dækketøj, gardiner, rullegardiner, forhæng (inkl. badeforhæng) og gardinkapper
  9. Isolerede elektriske ledninger, kabler og andre isolerede elektriske ledere
  10. Tagrender, nedløbsrør, stålplader og -profiler.

Ad 1) Bløde rør og slanger samt fittings dertil af blødgjort plast

Der betales afgift af bløde rør og slanger samt fittings dertil af plast blødgjort med ftalater eller andre blødgørere.

Ved rør og slanger forstås hule rør og slanger i form af halvfabrikata eller færdigvarer, som almindeligvis anvendes til fremføring og fordeling af væsker og gas. Dette dækker bløde rør og slanger af flad, rund, oval, kvadratisk, rektangulær eller af regelmæssig polygonal (mangekantet) form. 

Alle bløde rør og slanger indeholdende pvc blødgjort med ftalater eller andre blødgørere er omfattet af afgiften.

Bløde rør til anvendelse i civile fly og slanger til medicinsk brug, som er CE-mærket er undtaget for afgiften.

Eksempler på afgiftspligtige rør, slanger mv.:

  • levnedsmiddelslanger
  • have- og vandslanger
  • industrislanger.

Ad 2) Gulvbelægningsmaterialer, vægbeklædning og loftsbeklædning

Der betales afgift af gulvbelægningsmaterialer, vægbeklædning, loftsbeklædning og korkfliser med indhold af pvc blødgjort med ftalater eller andre blødgørere. Afgiften omfatter materialer i ruller eller fliser og selvklæbende materialer.

Ved væg- eller loftsbeklædning af plast forstås varer i ruller, der er egnede til væg- eller loftsdekoration. Beklædningen består af et plast permanent, der er fastgjort til et underlag af andet materiale end papir. Det er en forudsætning, at plastlaget på beklædningens overside er kornet, mønsterpresset, mønstertrykt, mønsterpræget, farvet eller på anden måde dekoreret.

Ad 3) Selvklæbende folier og tape i ruller eller strimler

Der betales afgift af selvklæbende folier og tape i ruller eller strimler med indhold af pvc blødgjort med ftalater eller andre blødgørere.

Eksempler på afgiftspligtige selvklæbende folier og tape:

  • selvklæbende plasttapeter
  • selvklæbende folier til skilte- og dekorationsformål
  • afmærkningstape.

Ad 4) Tagfolier, membranfolier, tagplader og ovenlysvinduer

Der betales afgift af tagfolier, membranfolier, tagplader og ovenlysvinduer med indhold af pvc blødgjort med ftalater eller andre blødgørere.

Ved tagfolier forstås folier, der anvendes som af- og inddækning mod vand.

Ved membranfolier, forstås folier til fundamenter, bassiner og lignende.

Ad 5) Tidsskriftskassetter, ringbind, brevordnere, chartekker og plastlommer

Der betales afgift af tidsskriftskassetter, ringbind, brevordnere, charteks og plastlommer med indhold af pvc blødgjort med ftalater eller andre blødgørere.

Afgiften omfatter også giroordnere (mindre brevordnere), combi-ringbind, plastlommer, fotolommer, diaslommer, plastomslag, plastetuier, visitkortlommer, kataloglommer og signallommer mv.

Ad 6) Handsker, forklæder, beskyttelsesdragter og regntøj

Der betales afgift af handsker, forklæder, beskyttelsesdragter og regntøj med indhold af pvc blødgjort med ftalater eller andre blødgørere.

Ved regntøj forstås beklædning, der er fremstillet af vandtæt metervare. Herudover skal det færdige regntøj været tapet i sømmene, og sømmene skal være vandtætte. Det er uden betydning, om der er for i regntøjet.

Ad 7) Presenninger

Der betales afgift af presenninger med indhold af pvc blødgjort med ftalater eller andre blødgørere.

Ved presenninger forstås presenninger til afdækning i eksempelvis byggesektoren samt lagertelte. Presenninger kan være sømmet langs kanterne og kan være forsynet med snørehuller, snore stropper osv.

Afgiften omfatter presenningsdug, der anvendes til beskyttelse mod vejrliget af gods, der er oplagret under åben himmel eller indladet i skibe, jernbanevogne etc., herunder dug fremstillet ud fra metervarer, som er pvc-belagt nylon eller polyester.

Plane presenninger, som kan bruges til overdækning er afgiftspligtige. Fx er en plan presenning, som er forsynet med snørehuller til fastgørelse med snore om en høstak, pool eller et dæk på et mindre skib, afgiftspligtig.

Det er uden betydning, om en presenning er rektangulær, kvadratisk, rund m.v.

Løse, faconformede, ikke-plane overtræk formet til fx maskiner, grill og havemøbler, er ikke omfattet af afgiftspligten. Med faconformede menes i de nævnte genstandes facon.

Presenninger til lastbiler og sættevogne/påhængsvogne til lastbiler er fritaget for afgift.

Ad 8) Dækketøj, gardiner, rullegardiner, forhæng (inkl. badeforhæng) og gardinkapper

Der betales afgift af dækketøj, gardiner, rullegardiner, forhæng, badeforhæng og gardinkapper med indhold af pvc blødgjort med ftalater eller andre blødgørere.

Afgiften omfatter færdigvarer som fx bordduge, dækkeservietter og slagteriforhæng.

Ad 9) Isolerede elektriske ledninger, kabler og andre isolerede elektriske ledere

Der betales afgift af isolerede elektriske ledninger, kabler og andre isolerede elektriske ledere. Det gælder også, hvis de er forsynet med forbindingsdele.

Der betales afgift af optiske fiberkaber, der er fremstillet af individuelt overtrukne fibre. Det gælder også hvis de er samlet med elektriske ledere eller er forsynet med forbindelsesdele.

Ad 10) Tagrender, nedløbsrør, stålplader og -profiler

Der betales afgift af tagrender, nedløbsrør, stålplader og - profiler med indhold af pvc blødgjort med ftalater eller anden blødgører.

Dækningsafgift

Det fremgår af PVCAL § 2, at der skal betales afgift af varer, der ikke umiddelbart henhører under ovennævnte varegrupper, men som indeholder en eller flere afgiftspligtige varer, der udgør mindst 10 pct. af varens samlede vægt. Afgiften skal alene svares af den afgiftspligtige del af den samlede vare.

Et eksempel på en sammensat vare er et brusehoved påsat en slange, hvor alene slagen er fremstillet af blød pvc. Der skal i dette tilfælde alene betales afgift af slangen.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse samt tilhørende SKAT-meddelelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Højesteret

SKM2016.504.HR

Højesteret udtalte (dissens), at pvc-afgiftsloven i sin oprindelige affattelse i 1999 ikke omfattede de omhandlede grillbetræk. Højesteret lagde navnlig vægt på, at de eksempler på anvendelse af presenninger, der var nævnt i lovens forarbejder, adskilte sig meget væsentligt fra anvendelsen af grillbetræk.

Højesteret fastslog dernæst, at der ved ændringen af pvc-afgiftsloven i 2004 ikke skete en udvidelse af det afgiftspligtige vareområde, således at løse, faconformede grillbetræk fremover skulle anses for at være en presenning i pvc-afgiftslovens forstand.

De pågældende grillbetræk var derfor ikke afgiftspligtige efter pvc-afgiftsloven. Landsretten og byretten var nået til det modsatte resultat.

SKAT har som følge af dommen fra Højesteret udsendt et styresignal SKM2016.595.SKAT

Landsretsdomme

SKM2015.701.VLR

Landsretten udtalte, at det er i overensstemmelse med pvc-afgiftslovens ordlyd og formål at forstå anvendelsen af betegnelsen presenning i lovens bilag 1, nr. 7, som omfattende de omhandlede produkter til afdækning af grill. Dvs. afgiftspligtige efter pvc-afgiftsloven.

Landsretten udtalte videre, at der i hvert fald efter lovændringen i 2004, hvor henvisningen i lovens bilag 1, nr. 7, til position 3926.90.91 i EU's kombinerede nomenklatur udgik, ikke er tilstrækkelig grundlag for heroverfor at tillægge indholdet af de forklarende bemærkninger til toldposition 63.06 afgørende betydning ved fortolkningen af rækkevidden af den danske afgiftslovs anvendelse af betegnelsen presenning.

Afgiftspligt.

Højesteret har ved SKM2016.504.HR underkendt Landsretten.

Byretsdomme

SKM2014.532.BR

Efter bl.a. ordlyden af og forarbejderne til pvc-afgiftsloven anså retten (3 dommere) betræk til grill for at være presenninger i pvc-afgiftslovens forstand. Grilbetrækkene var dermed afgiftspligtige, og sagen blev hjemvist til opgørelse af afgiftens størrelse.

Se SKM2015.701.VLR

Landsskatteretskendelser

SKM2006.100.LSR

SKM2006.317.SKAT

LSR: Ingen holdepunkter for at fortolke pvc-afgiftsloven, så der lægges afgift på emballagetape med indhold af hård pvc. Ingen afgiftspligt.

SKAT: Praksis ændres. Ingen afgift på tape med indhold af hård pvc og uden indhold af blød pvc. Sager genoptages.

Pvc-afgiftsloven blev ændret ved lov nr. 127 af 27. februar 2004. Afgiften på hård pvc blev ophævet med virkning fra 1. marts 2004.

SKAT

SKM2013.822.SR

Skatterådet bekræfter, at der ikke skal svares afgift efter pvc-afgiftsloven ved import af kabelskrot, når ledninger og kabler i kabelskrottet ikke længere er anvendelige.

Udtalelser fra Teknologisk Institut

SKM2002.227.TSS

Teknologisk Institut udtaler, at der er tale om regntøj, når det er undersøgt om metervaren er vandtæt. Herudover skal det færdige regntøj være tapet i sømmene, og sømmene skal være vandtætte. Det har ingen betydning for definitionen, om der er foer i regntøjet.

SKAT: Afgrænsningen af vareområdet skal ske i overensstemmelse med definitionen fra Teknologisk Institut.