Indhold
Dette afsnit indeholder en gennemgang af DBO'ens artikler, artikel 1 - 32 og den tilhørende protokol (indsat ved protokolændring i 2009).
Bemærk
►Ved gennemgangen er det som udgangspunkt anført, om artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst fra 2017. Se DBO'en om den præcise ordlyd.◄
►Se også OECD's modeloverenskomst afsnit C.F.8.2.2.1-32, som indeholder en nærmere gennemgang af de enkelte artikler i modeloverenskomsten.◄
Artikel 1: De af DBO'en omfattede personer
►Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.◄
►Artiklen indeholder ikke modeloverenskomstens artikel 1, stk. 2 og artikel 1, stk. 3.◄
Se afsnit C.F.8.2.2.1 om OECD's modeloverenskomst artikel 1.
Artikel 2: De af DBO'en omfattede skatter
Artiklen er ændret ved protokol af 11. marts 1997, artikel 2.
Artiklen svarer til OECD's modeloverenskomst. Se afsnit C.F.8.2.2.2 om OECD's modeloverenskomst artikel 2.
Artikel 3: Almindelige definitioner
Artiklen er ændret ved protokol af 11. marts 1997, artikel 3.
Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.
"Danmark" betyder Kongeriget Danmark, og dækker også territorialfarvandet, som dette er fastlagt efter international ret.
Definitionen af "Danmark" er ændret, så udtrykket ikke længere dækker kontinentalsoklen. Se protokol af 11. marts 1997, artikel 3. Danmark kan derfor anvende interne regler for kulbrintebeskatning. Se bemærkningerne til artikel 3 i L 211 af 2. april 1997.
DBO'en omfatter ikke Grønland.
DBO'en er ved noteudveksling mellem Danmark og Schweiz udvidet til at omfatte Færøerne. Se BKI nr. 37 af 2. juni 1978. Færøerne er dog ikke omfattet af protokol af 11. marts 1997. Se protokol af 11. marts 1997, artikel 3.
►Definitionen af "international trafik" afviger fra modeloverenskomsten.◄
Se også
Se også afsnit C.F.8.2.2.3 om OECD's modeloverenskomst artikel 3.
Artikel 4: Skattemæssigt hjemsted
Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.
Artiklen indeholder ikke en henvisning til staten, enhver politisk underafdeling og lokal myndighed. Se artikel 4, stk. 1.
"Hjemmehørende i en af de kontraherende stater" omfatter også personlige selskaber (Personengesellschaften) oprettet eller organiseret efter lovgivningen i aftalelandene. Se artikel 4, stk. 1.
For at være hjemmehørende efter DBO'en stilles der ikke krav om, at personen bliver beskattet af sin globalindkomst. Se artikel 4, stk. 1.
►Artikel 4, stk. 1 nævner ikke anerkendte pensionsinstitutter. Artikel 4, stk. 3 nævner ikke kravet om indgåelse af en aftale mellem de to landes kompetente myndigheder.◄
Se også
Se også afsnit C.F.8.2.2.4 om OECD's modeloverenskomst artikel 4.
Artikel 5: Fast driftssted
Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.
Et bygnings-, anlægs- eller monteringsarbejde udgør først et fast driftssted, når det har en varighed af mere end 24 måneder. Se artikel 5, stk. 2, litra g.
En afhængig repræsentant hvis virksomhed er begrænset til indkøb af varer for foretagendet udgør ikke et fast driftssted. Se artikel 5, stk. 4.
Eksempel
En kunstner spurgte, om hun ville få fast driftssted, hvis hun drev galleri fra sin bolig i Danmark, der pr. dispensation havde fået sommerhusstatus. Skatterådet svarede, at den fulde skattepligt ville genindtræde ved ophold i forbindelse med at varetage indtægter, erhvervet fra galleriet. Galleriet ville, hvis hun fortsat kunne anses for hjemmehørende i Schweiz efter overenskomsten og galleriet blev drevet erhvervsmæssigt, udgøre et fast driftssted. Se SKM2006.212.SR.
Bemærk
Artiklen indeholder ikke modeloverenskomstens artikel 5, stk. 4, litra f om opretholdelsen af et fast driftssted, udelukkende ved at kombinere de omstændigheder der i øvrigt er nævnt i bestemmelsen.
Se også
Se også afsnit C.F.8.2.2.5 om OECD's modeloverenskomst artikel 5.
Artikel 6: Indkomst af fast ejendom
Artiklen svarer til OECD's modeloverenskomst. Se afsnit C.F.8.2.2.6 om OECD's modeloverenskomst artikel 6.
Artikel 7: Fortjeneste ved forretningsvirksomhed
Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.
Artiklen indeholder en bestemmelse om fradrag for omkostninger, som foretagendet har afholdt for det faste driftssted. Det gælder også for generalomkostninger til ledelse og administration. Se artikel 7, stk. 3.
Hvis det har været sædvane at fastsætte den fortjeneste, der kan henføres til et fast driftssted, på grundlag af fordeling af foretagendets samlede fortjeneste, skal dette stadig være muligt. Se artikel 7, stk. 4.
Indkomst fra forsikringsforetagender, der har faste driftssteder i begge lande, skal efter fradrag af en andel på 10 %, der tilfalder det land hvor foretagendet har sit sæde, fordeles efter forholdet mellem de faste driftssteders bruttopræmieindtægter og foretagendets samlede bruttopræmieindtægter. Se artikel 7, stk. 5.
Fortjeneste skal ikke henføres til et fast driftssted, hvis det faste driftssted kun har foretaget vareindkøb for foretagendet. Se artikel 7, stk. 6.
Den fortjeneste, der skal henføres til det faste driftssted, skal opgøres efter samme metode år for år, medmindre der er grunde for en anden fremgangsmåde. Se artikel 7, stk. 7.
Denne artikel skal også anvendes på indkomster fra aktiv eller passiv deltagelse i et foretagende i selskabsform. Se artikel 7, stk. 9.
Bemærk
Artiklen indeholder ikke modeloverenskomstens artikel 7, stk. 3, om korresponderende justering.
Kommanditselskaber i Schweiz betragtes ikke som selvstændige skattesubjekter.
Se også
Se også afsnit C.F.8.2.2.7 om OECD's modeloverenskomst artikel 7.
Artikel 8: Skibs- og luftfart
Artiklen er ændret ved protokol af 11. marts 1997, artikel 4.
Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.
Danmark kan kun beskatte den del af fortjenesten i SAS, som erhverves af den danske partner i SAS. Se artikel 8, stk. 4.
Se også
Se også afsnit C.F.8.2.2.8 om OECD's modeloverenskomst artikel 8.
Artikel 9: Indbyrdes afhængige foretagender
Artiklen Afviger fra OECD's modeloverenskomst.
Artiklen indeholder ikke modeloverenskomsten artikel 9, stk. 2, om korresponderende justering.
Se også
Se også afsnit C.F.8.2.2.9 om OECD's modeloverenskomst artikel 9.
Artikel 10: Udbytte
Der er indsat ny artikel ved protokol af 21. august 2009, artikel I.
Artiklen afviger fra OECD’s modeloverenskomst, se nærmere om OECD’s modeloverenskomst artikel 10, C.F.8.2.2.10.
Kildelandet kan beskatte udbytter med 15 pct., såfremt den retmæssige ejer af udbyttet er hjemmehørende i den anden kontraherende stat.
Ejerandelskrav
Hvis det modtagende selskab direkte ejer mindst 10 pct. af den samlede aktiekapital i det udbetalende selskab, som anses for hjemmehørende i kildelandet, og det modtagende selskab (dog ikke interessentskab) anses for at være den retmæssige ejer af udbyttet, kan kildelandet dog ikke beskatte udbytter.
Hvis den retmæssige ejer er en pensionskasse eller anden lignende institution, der udbyder pensionsordninger på nærmere bestemte kriterier, se art. 10, stk. 3, litra b, kan kildelandet heller ikke beskatte udbytter.
Artikel 10 finder ikke anvendelse i de situationer, hvor den retmæssige ejer driver erhverv i den stat, hvor det udbetalende selskab er hjemmehørende, gennem et fast driftssted eller udøver frit erhverv. Se nærmere om den situation i artikel 10, stk. 4.
"Pensionskasse eller anden lignende institution" omfatter i Danmark pensionsordninger omfattet af afsnit I i pensionsbeskatningsloven. Se protokollen.
Der er også opregnet de pensionsordninger, som i Schweiz er omfattet af udtrykket.
Det vil herefter afhænge af kildelandets interne regler, om beskatningsretten udnyttes. Se om Danmarks interne regler for beskatning af udbytte i selskabskonstruktioner samt om begrebet retmæssig ejer samt LL § 3 i afsnit C.D.8.10.5 Udbytteindtægter (begrænset skattepligt – selskaber).
Tilbagesøgning af schweizisk udbytteskat
Ansøgning om refusion af schweizisk udbytteskat udfærdiges på blanket 89, der kan bestilles hos de schweiziske skattemyndigheder på adressen:
Eidgenössische Steuerverwaltung, Eigerstrasse 65, CH-3003 Bern, Schweiz.
Blanketten indsendes sammen med fornøden dokumentation til:
Skattecenter Høje-Taastrup, Postboks 60, 2630 Taastrup.
Skattecentret videresender ansøgningen til de schweiziske skattemyndigheder.
Tilbagesøgning af udbytteskat for investeringsforeninger
Danmark og Schweiz har indgået et gensidigt aftalememorandum om investeringsforeningers tilbagesøgning af udbytte- og renteskat. Se SKM2007.312.SKAT.
Se også
Se afsnit A.B.4.1.4.2 om tilbagebetaling af dansk udbytteskat.
Artikel 11: Renter
Artiklen er ændret ved protokol af 21. august 2009, artikel II.
Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.
Renter kan kun beskattes i bopælslandet. Se artikel 10, stk. 1.
Bemærk
Kildelandet kan beskatte renter, der tilfalder et fast driftssted eller et fast sted, som pågældende driver erhvervsvirksomhed fra i kildelandet. Se artikel 10, stk. 3.
Tilbagesøgning af renteskat for investeringsforeninger
Danmark og Schweiz har indgået et gensidigt aftalememorandum om investeringsforeningers tilbagesøgning af udbytte- og renteskat. Se SKM2007.312.
Bemærk
Kommanditselskaber i Schweiz er ikke selvstændige skattesubjekter.
Se også
Se også afsnit C.F.8.2.2.11 om OECD's modeloverenskomst artikel 11.
Artikel 12: Royalties
Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst, se nærmere om OECD’s modeloverenskomst artikel 12 i afsnit C.F.8.2.2.12
"Royalties" omfatter også anvendelsen af eller retten til at benytte (leasing) industrielt, kommercielt eller videnskabeligt udstyr. Se artikel 12, stk. 2.
Se nærmere om Danmarks interne regler for beskatning af royalty i afsnit C.F.3.1.9 og om begrebet retmæssig ejer i afsnit C.F.8.2.2.10.1.3.
Se også afsnit C.F.8.2.2.12.3 om tilbagebetaling af dansk royaltyskat.
Artikel 13: Fortjeneste ved afståelse af formuegenstande
Artiklen er ændret ved protokol af 11. marts 1997, artikel 5.
Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.
Danmark kan kun beskatte den del af fortjenesten i SAS, som erhverves af den danske partner i SAS. Se artikel 13, stk. 4.
Bemærk
Artiklen omfatter ikke fortjeneste ved salg af skibe, der anvendes til transport i indre farvande. Denne fortjeneste er derfor omfattet af artikel 13, stk. 5 (opsamlingsbestemmelse).
Artiklen indeholder ikke modeloverenskomstens artikel 13, stk. 4, om kildelandsbeskatning af fortjeneste ved salg af aktier i ejendomsaktieselskaber. Denne fortjeneste er derfor omfattet af artikel 13, stk. 5 (opsamlingsbestemmelse).
Se også
Se også afsnit C.F.8.2.2.13 om OECD's modeloverenskomst artikel 13.
Artikel 14: Frit erhverv
Artiklen svarer til OECD's modeloverenskomst fra før 2000. Artikel 14 om frit erhverv udgik af modeloverenskomsten i 2000. Se afsnit C.F.8.2.2.14 om OECD's modeloverenskomst artikel 14 fra før 2000.
Artikel 15: Personlige tjenesteydelser
Artiklen er ændret ved protokol af 11. marts 1997, artikel 6.
Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.
183-dages-reglen anvendes i forhold til skatteåret. Se artikel 15, stk. 2, litra a.
Vederlaget for personligt arbejde, der udføres ombord på et skib eller luftfartøj ikke beskattes i det land, hvor foretagendets virkelige ledelse har sit sæde. Hvis vederlaget ikke beskattes dér, kan vederlaget beskattes i det andet land. Se artikel 15, stk. 3.
Vederlag, som en person, der er hjemmehørende i Danmark, erhverver for arbejde udført på et af SAS' luftfartøjer i international trafik, kan kun beskattes i Danmark. Se artikel 15, stk. 4.
Se også
Se også
- Artikel 16 om bestyrelseshonorarer
- Artikel 17 om løn til kunstnere og sportsfolk
- Artikel 19 om løn for offentligt hverv
- Afsnit C.F.8.2.2.15 om OECD's modeloverenskomst artikel 15.
Artikel 16: Bestyrelseshonorarer
Artiklen svarer til OECD's modeloverenskomst. Se afsnit C.F.8.2.2.16 om OECD's modeloverenskomst artikel 16.
Artikel 17: Kunstnere og sportsfolk
Artiklen svarer til OECD's modeloverenskomst. Se afsnit C.F.8.2.2.17 om OECD's modeloverenskomst artikel 17.
Bemærk
Artikel 17 anvendes ikke på optrædende kunstnere og sportsfolk, der er offentligt ansat. De er omfattet af artikel 19.
Artikel 18: Pensioner
Artiklen er ændret ved protokol af 21. august 2009, artikel IV.
Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.
Private pensioner og andet lignende vederlag, kan, uanset om de stammer fra et tidligere tjenesteforhold eller ikke, beskattes i kildelandet, hvis
- modtageren har haft fradrag i kildelandet for betalte bidrag til pensionsordningen, eller
- modtageren ikke er blevet beskattet i kildelandet af bidrag, som er indbetalt af en arbejdsgiver.
"Pensioner" omfatter ikke kun periodiske udbetalinger, men også sumudbetalinger. Se protokol af 21. august 2009, artikel X, punkt 2.
Overgangsregel
Personer, som er flyttet fra det ene kontraherende land til det andet før den 21. august 2009, og som senest på dette tidspunkt modtog pensioner, der kan beskattes i kildelandet efter artikel 18, fritages for beskatning i kildelandet af de pågældende beløb. Se protokol af 21. august 2009, artikel XI, litra b. Begge betingelser skal være opfyldt.
Danmark kan derfor beskatte personer, der flytter fra Danmark til Schweiz efter den 21. august 2009, af udbetalinger fra deres danske pensionsordninger. Danmark kan også beskatte personer, der allerede var flyttet til Schweiz den 21. august 2009, men som først senere er begyndt at modtage udbetalinger fra danske pensionsordninger.
Hvis en person opfylder betingelserne for skattefritagelse i overgangsreglen, gælder fritagelsen også for andre danske pensionsordninger, som den pågældende har, men hvor udbetalingerne ikke var påbegyndt før den 21. august 2009. Se bemærkningerne til L 17 af 7. oktober 2009, punkt 3.3.
Sociale ydelser
Ydelser efter den sociale sikringslovgivning kan kun beskattes i bopælslandet. Se artikel 18, stk. 2, og artikel 21, stk. 1.
Fradrag for pensionsbidrag til ordninger i det andet land
Bidrag til pensionsordninger i det ene land, som betales af eller på vegne af en person, der yder personligt arbejde i det andet land, skal skattemæssigt behandles på samme måde og undergives samme betingelser og begrænsninger som bidrag til en pensionsordning i arbejdslandet. Se artikel 28, stk. 3.
Det fremgår af protokol af 21. august 2009, hvilke pensionskasser, der er omfattet af bestemmelsen. For Danmarks vedkommende drejer det sig om pensionsordninger omfattet af PBL afsnit 1. "Pensionskasse" eller "pensionsordning" indbefatter investeringsfonde og trusts, hvor alle interesser i fondene eller trustene besiddes af pensionskasser eller pensionsordninger. Se protokol af 21. august 2009, artikel X.
Se også
Se også afsnit
- C.A.10.3.3 om fradrag for bidrag til schweiziske pensionsordninger
- C.F.8.2.2.18 om OECD's modeloverenskomst artikel 18.
Artikel 19: Offentlige hverv
Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.
Vederlag fra "offentligretlige juridiske personer" er omfattet af artikel 19.
Løn for varetagelse af offentligt hverv, kan kun beskattes i det land, der udbetaler lønnen. Hvis arbejdet udføres i det andet land af en person, der er statsborger i det andet land, og som ikke samtidig er statsborger i det land, der udbetaler lønnen, kan lønnen kun beskattes i det land, hvor arbejdet udføres.
Pension for varetagelse af offentligt hverv kan kun beskattes i det land, der udbetaler pensionen.
Vederlag til offentligt ansatte kunstnere og sportsfolk er omfattet af bestemmelserne i denne artikel og ikke af artikel 17.
"Pensioner" omfatter ikke kun periodiske udbetalinger, men også sumudbetalinger. Se protokol af 21. august 2009, artikel X, stk. 2.
Se også
Se også afsnit C.F.8.2.2.19 om OECD's modeloverenskomst artikel 19.
Artikel 20: Studerende
Artiklen svarer til OECD's modeloverenskomst. Se afsnit C.F.8.2.2.20 om OECD's modeloverenskomst artikel 20.
Artikel 21: Indkomst, der ikke udtrykkeligt er omtalt
Artiklen er ændret ved protokol af 21. august 2009, artikel V.
Artiklen svarer til OECD's modeloverenskomst. Se afsnit C.F.8.2.2.21 om OECD's modeloverenskomst artikel 21.
Bemærk
Sociale ydelser efter sikringslovgivningen, fx folkepension, er omfattet af artikel 21.
Artikel 22: Formue
Artiklen ►afviger fra◄ OECD's modeloverenskomst. Se afsnit C.F.8.2.2.22 om OECD's modeloverenskomst artikel 22.
►Skibe og luftfartøjer, der benyttes i international trafik, og aktiver - bortset fra fast ejendom - som anvendes i sådan skibs- og luftfartsvirksomhed, kan kun beskattes i den kontraherende stat, i hvilken foretagendets virkelige ledelse har sit sæde.◄
Bemærk
Denne artikel har kun praktisk betydning for ejendomsværdiskat, som anses for en partiel formueskat, da Danmark ikke har generel formuebeskatning.
Artikel 23: Metoder til ophævelse af dobbeltbeskatning
Artiklen er ændret ved protokol af 11. marts 1997, artikel 7 og ved protokol af 21. august 2009, artikel VI.
Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.
Danmark giver almindelig creditlempelse på skat af indkomst, som Schweiz kan beskatte efter DBO'en. Se artikel 23, stk. 1, litra a og b.
Hvis indkomsten efter DBO'en kun kan beskattes i Schweiz, lempes skatten efter metoden exemption med progression. Indkomsten medregnes i beskatningsgrundlaget, og skatten nedsættes med den del af skatten, som svarer til den indkomst, der stammer fra Schweiz. Se artikel 23, stk. 1, litra c.
Schweiz giver som hovedregel lempelse efter metoden exemption med progression. Se artikel 23, stk. 2, litra a.
Skat på udbytte, der udbetales fra et dansk selskab til en person eller et selskab, der er hjemmehørende i Schweiz, lempes dog efter særlige creditregler. Se artikel 23, stk. 2, litra b.
Se også
Se også afsnit C.F.8.2.2.23 om OECD's modeloverenskomst artikel 23.
Artikel 24: Ikke-diskriminering
Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.
Artiklen indeholder ikke modeloverenskomstens artikel 24, stk. 2, om statsløse personer.
Artiklen indeholder ikke modeloverenskomstens artikel 24, stk. 4, om renter og royalties.
Se også
Se også afsnit C.F.8.2.2.24 om OECD's modeloverenskomst artikel 24.
Artikel 25: Fremgangsmåden ved indgåelse af gensidige aftaler
Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst.
Artiklen indeholder ikke nogen frist for indgivelse af anmodning om indledning af den gensidige aftaleprocedure.
Artiklen indeholder modeloverenskomstens voldgiftsbestemmelse i dens fulde udstrækning. Se artikel 25, stk. 5. Bestemmelsen er indsat ved artikel VII i protokol af 21. august 2009.
Der er dog aftalt en såkaldt mestbegunstigelsesklausul, der betyder, at voldgiftsbestemmelsen først får virkning fra det tidspunkt, hvor
- Danmark notificerer, at det har tilvejebragt sine interne forudsætninger og procedurer for at kunne gennemføre bestemmelsen om voldgift, eller
- en DBO mellem Danmark og et tredjeland, som omfatter bestemmelsen om voldgift, får virkning. Se protokol af 21. august 2009, artikel XI, litra c.
Se også
Se også
- Afsnit C.F.8.2.2.25 om OECD's modeloverenskomst artikel 25
- SKM2007.312.SKAT om aftalememorandum indgået mellem landene om ansøgning om tilbagebetaling af rente- og udbytteskat for medlemmer i investeringsforeninger.
Artikel 26: Tilbagebetalingsprocedure
Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst. Denne bestemmelse findes ikke i modeloverenskomsten.
DBO'en berører ikke retten til at det enkelte land som kildeland kan indeholde af skat af udbytte, rente eller royalties. Se artikel 26, stk. 1.
Kildelandets indeholdte skat skal imidlertid tilbagebetales efter anmodning, for så vidt dens opkrævning er begrænset af overenskomsten. Se artikel 26, stk. 2.
Fristen for anmodning om tilbagebetaling er tre år regnet fra udløbet af det kalenderår, hvor udbyttet, renten eller royaltyen er forfaldet til betaling. Se artikel 26, stk. 3.
Indgivelse af anmodning om tilbagebetaling af indeholdt skat skal altid indeholde en officiel attestation fra det land, hvor den skattepligtige er hjemmehørende, om, at forudsætningerne for fuld skattepligt i dette land er til stede. Se artikel 26, stk. 4.
De kompetente myndigheder vil i medfør af artikel 25 træffe aftale om de nærmere enkeltheder vedrørende fremgangsmåden. Se artikel 26, stk. 5.
Se også
Se også DBO'en artikel 26 om indholdet af bestemmelsen.
Artikel 27: Udveksling af oplysninger
Artiklen er ændret ved protokol af 21. august 2009, artikel VIII.
Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst. Artiklen omfatter oplysninger om skatter omfattet af overenskomsten. Se artikel 27, stk. 1.
Se også
Se også afsnit C.F.8.2.2.26 om OECD's modeloverenskomst artikel 26.
Artikel 28: Forskellige bestemmelser - herunder specialregler for dødsboer
Artiklen er ændret ved protokol af 21. august 2009, artikel IX.
Artiklen afviger fra OECD's modeloverenskomst. Denne bestemmelse findes ikke i modeloverenskomsten.
Bidrag til pensionskasser og lignende i et land, som betales af eller på vegne af en person, der yder personligt arbejde i det andet land, skattemæssigt skal behandles på samme måde og undergives samme betingelser og begrænsninger som bidrag til en pensionsordning i sidstnævnte land.
Både fradragsberettigede pensionsbidrag og pensionsbidrag, der kan se bort fra, fordi de er betalt af en arbejdsgiver, er omfattet.
Det er en betingelse, at den pågældende lønmodtager m.fl. var medlem af ordningen, inden vedkommende begyndte at arbejde i det andet land, og at det andet land anser pensionsordningen for overordnet at svare til skattemæssigt anerkendte pensionsordninger i det andet land.
Se artikel 28, stk. 3.
Ændringsprotokollen indeholder en opregning af, hvilke pensionsordninger der omfattes af formuleringen om fradrags- og bortseelsesret. Se protokol af 21. august 2009, artikel X, stk. 1.
Eksempel
Bidraget til en schweizisk arbejdsmarkedspension var fuldt fradragsberettiget, uanset at dette var beregnet af bruttoindtægten hidrørende fra Danmark, Norge og Sverige. Se TfS 1997, 917 LSR.
Se også
Se også DBO'en artikel 28 om indholdet af bestemmelsen.
Artikel 29: Diplomatiske og konsulære tjenestemænd
Artiklen svarer til OECD's modeloverenskomst. Se afsnit C.F.8.2.2.28 om OECD's modeloverenskomst artikel 28.
Artikel 30: Territorialudvidelse
Artiklen svarer til OECD's modeloverenskomst. Se afsnit C.F.8.2.2.29 om OECD's modeloverenskomst artikel 29 om territorial udvidelse.
Bemærk
DBO'en omfatter Færøerne.
Artikel 31: Ikrafttræden
DBO'en trådte i kraft den 15. oktober 1974 og har virkning fra 1. januar 1974.
Ændringsprotokol af 11. marts 1997 trådte i kraft den 30. december 1997 og har virkning fra 1. januar 1998.
Ændringsprotokol og dertil knyttet protokol af 21. august 2009 trådte i kraft 22. november 2010 og har virkning fra 1. januar 2011.
Se også
Se også afsnit C.F.8.2.2.30 om OECD's modeloverenskomst artikel 30 om ikrafttræden.
Artikel 32: Ophør
Artiklen svarer til OECD's modeloverenskomst. Se afsnit C.F.8.2.2.31 om OECD's modeloverenskomst artikel 31.
Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre
Skemaet viser relevante afgørelser på området:
Afgørelse samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse
|
Afgørelsen i stikord
|
Yderligere kommentarer
|
SKAT
|
SKM2015.393.SR
|
En person, der var bosiddende i Schweiz, ville anskaffe sig en lejlighed i København til brug for ferie og lignende. Personen drev erhverv i et schweizisk selskab, der havde danske kunder. Da selskabet ikke ville udøve erhverv fra lejligheden, ville selskabet ikke få fast driftssted her i landet. |
|
SKM2014.326.SR
|
Artikel 15 og 23. Skatterådet fandt ikke, at spørgers fulde skattepligt til Danmark ophørte efter sin fraflytning, da boligen ikke var solgt og hustruen opretholdt det fælles hjem i Danmark. Skatterådet kunne ikke bekræfte, at spørger bliver skattemæssigt hjemmehørende i Schweiz, da han har personlige og økonomiske interesser i Danmark. |
Se også SKM2014.393.SR, om lempelse for den pågældendes schweiziske lønindkomst. |
SKM2006.212.SR
|
Artikel 5. En kunstner spurgte, om hun ville få fast driftssted, hvis hun drev galleri fra sin bolig i Danmark, der pr. dispensation havde fået sommerhusstatus. Skatterådet svarede, at den fulde skattepligt ville genindtræde ved ophold i forbindelse med at varetage indtægter, erhvervet fra galleriet. Galleriet ville, under forudsætning af, at hun fortsat kunne anses for hjemmehørende i Schweiz efter overenskomsten, og at galleriet blev drevet erhvervsmæssigt, udgøre et fast driftssted
|
|
SKM2002.252.LR
|
Artikel 4. En forespørger bosiddende i Schweiz ville under nærmere beskrevne omstændigheder blive fuldt skattepligtig til Danmark, hvis vedkommende erhvervede en helårsbolig i Danmark og samtidig en måned om sommeren tog arbejde i Danmark for en dansk arbejdsgiver. Vedkommende ville dog fortsat være at betragte som hjemmehørende i Schweiz efter artikel 4, også selv om den skattepligtige tilmeldte sig folkeregisteret i Danmark.
|
|
Royalties skal anses for at stamme fra det land, hvor den person, som betaler royalties, er hjemmehørende. Hvis royalties betales fra et fast driftssted i et land, anses de for at stamme derfra. Det vil herefter afhænge af kildelandets interne regler, om beskatningsretten kan udnyttes. Se nærmere om Danmarks interne regler for beskatning af royalty i afsnit C.F.3.1.9 og om begrebet retmæssig ejer i afsnit C.F.8.2.2.10.1.3.