Indhold

Dette afsnit beskriver kort nogle af de væsentlige regler for betaling af skatter og andre afgifter end selve spilleafgiften omfattet af lov om afgifter af spil, som spiludbydere og personer, der har vundet gevinster, skal være opmærksomme på.

Afsnittet indeholder:

  • Indkomstskat af visse gevinster
  • Moms/lønsumsafgift
  • Beskatning ved erhvervsmæssig drift med spiludbud
  • Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser mv.

Indkomstskat af visse gevinster

Gevinster fra spil omfattet af SPILAL er fritaget for indkomstskat. Se SPILAL § 1, stk. 3.

Gevinster vundet i spil udbudt i et andet EU-land eller i et EØS-land er også fritaget for indkomstskat, hvis de er vundet i et spil, som er godkendt og kontrolleret af en offentlig myndighed i dette land, og det tilsvarende spil her i landet ikke indkomstbeskattes. Er dette ikke tilfældet, eller er gevinsten vundet på spil udbudt i et land uden for EU, er gevinsten indkomstskattepligtig. Se SKM2009.276.LSR, SKM2015.213.SR, SKM2016.152.SR og afsnit C.A.6.4 om skattepligt af gevinster.

Som hovedregel antages, at spil købt fysisk direkte på stedet (kiosker, spillebutikker, spillehaller og kasinoer) er anerkendt og kontrolleret af landets myndighed. Samme antagelse kan ikke umiddelbart gøres, hvis spillet er købt online, og sådanne gevinster kan derfor være skattepligtige.

Fritagelse for indkomstskat af gevinster vundet i et andet EU-land eller i et EØS-land er betinget af, at vinderen kan fremlægge den fornødne dokumentation for, at gevinsten er vundet i et spil, som er godkendt og kontrolleret af en offentlig myndighed i det pågældende land. Se SKM2004.121.DEP og afsnit C.A.6.4 om skattepligt.

For offentlige konkurrencer er det kun konkurrencer med et element af tilfældighed, der er omfattet af SPILAL. Præmier opnået ved deltagelse i øvrige konkurrencer er indkomstskattepligtige. Der kan f.eks. være tale om præmier opnået ved deltagelse i konkurrencer af litterær, kunstnerisk, videnskabelig eller teknisk karakter samt prisbelønninger for besvarelse af opgaver af denne art. Der vil være mulighed for at fratrække medgåede udgifter til løsning af opgaven i præmiens værdi.

Eksempler

En dansker er på ferie i et andet EU-land og køber en lodseddel fra det nationale lotteri i en butik og går desuden en tur på kasino. Eventuel gevinst vundet på lodsedlen eller i kasinoet skal ikke medregnes som skattepligtig indkomst. Men det skal kunne dokumenteres, hvorfra gevinsten kommer, ellers vil den være skattepligtig som personlig indkomst.

Er danskeren derimod på ferie i et land uden for EU, fx USA, og deltager i spil der, skal vundne gevinster altid medregnes til den skattepligtige indkomst.

Se også

  • Afsnit C.A.6.4 om skattepligt af gevinster fra spil.
  • Afsnit E.A.9.12 om spil uden indsats for mere omkring afgrænsning af spil omfattet af lov om afgifter af spil og konkurrencer, der ikke er omfattet af lov om afgifter af spil.

Moms/lønsumsafgift

Spil om penge er fritaget for moms efter ML § 13, stk. 1, nr. 12, men virksomheder etableret her i landet skal til gengæld betale lønsumsafgift efter LAL § 1, stk. 1. Se afsnit D.A.5.12 om lotterier og lignende samt spil om penge og afsnit D.B.2.8 Lotterier og lignende samt spil om penge LAL § 1, stk. 1.

Det er kun udbud af spil, der er momsfritaget. Forhandlere, der sælger spil i andres navn og for en andens regning anses ikke for at udbyde spil, og derfor skal der beregnes moms af den opkrævede betaling (forhandlerens provision). Se SKM2009.428.SKAT.

I tilfælde, hvor forhandleren varetager al daglig drift og fremstår over for spilleren som spiludbyder, anses spillestedet for at levere spilleydelsen i eget navn. Formidlingsydelsen er momsfri, men virksomheden er omfattet af lønsumsafgiftsloven. Se SKM2010.137.SKAT.

Eksempler

Den provision, som kiosker, boder på hestevæddeløbsbaner mv. modtager for at sælge andres spil, fx skrabespil, lotto, og sportsvæddemål, er momspligtig.

En spillehal eller restauration med gevinstgivende spilleautomater, der over for spilleren fremstår som spiludbyder, kan anses for at udbyde spillet i eget navn, og undlade at betale moms af provisionen fra indehaveren af spilletilladelsen.

Beskatning ved erhvervsmæssig drift med spiludbud

Virksomheder der udbyder spil, og som er etableret her i landet, skal betale skat efter skattelovgivningens almindelige regler.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Landsskatteretskendelser

SKM2009.276.LSR

Indtægt fra pokerspil var skattefri, i det omfang det kunne godtgøres, at indtægten stammede fra spil med licens i et andet EU/EØS-land.

SKAT

SKM2015.213.SR

Gevinster vedrørende hestevæddemål fra to online-væddemålsvirksomheder i Gibraltar og UK, som blev vundet af en dansk skattepligtig under ophold i et andet EU-land, hvor væddemålene blev udbudt lovligt, var fritaget fra beskatning i Danmark, da spillene var godkendt og kontrolleret af en offentlig myndighed i et andet EU- eller EØS-land og opfyldte betingelserne m.v. i spillelovgivningen i det pågældende medlemsland.

Afgørelsen er også refereret under afsnit C.A.6.4 om skattepligt af gevinster.

SKM2016.152.SR

Skatterådet tog stilling til, at gevinster vundet ved online-væddemål på svenske hestevæddeløb var indkomstskattepligtige, allerede fordi spillene blev anset for udbudt på Isle of Man, som er udenfor EU/EØS.

Endvidere bekræftede Skatterådet, at gevinster vundet ved online-væddemål på svenske hestevæddeløb foretaget fra UK hos en godkendt udbyder i UK ikke var indkomstskattepligtige. Det var en forudsætning for svaret, at spørger kunne dokumentere, at gevinsten var vundet i et spil, som var godkendt og kontrolleret af en offentlig myndighed i UK. Det var endvidere en forudsætning, idet spillet var købt online, at den offentlige myndigheds godkendelse og kontrol også tog sigte på kontrol af onlinespil. Endelig var det en forudsætning, at de omhandlede spil på heste ikke måtte anses for væddemål med faste odds, jf. § 12 i lov nr. 848 af 1. juli 2010 om spil eller i øvrigt ville være i strid med den danske lovgivning om spil - herunder puljespil.