SFL § 32, stk. 1, nr. 2 - Ændringen er en direkte følge af en ændring af et afgiftstilsvar eller godtgørelse af afgift vedrørende den afgiftspligtige/godtgørelsesberettigede for samme eller anden afgiftsperiode.

Der skal være en relevant og direkte årsagssammenhæng mellem den ansættelse, der giver anledning til følgeændringen og følgeændringen.

Bestemmelsen anvendes, når et afgiftstilsvar/godtgørelse ændres indenfor 3 års fristen med den følge, at et afgiftstilsvar/godtgørelse udenfor 3 års fristen skal ændres.

Der kan ikke foretages konsekvensforhøjelser som følge af en forhøjelse for et andet år.

Eksempel

Sagen angik om den sagsøgende bank havde krav på ekstraordinær genoptagelse af sit lønsumsafgiftstilsvar for perioden 1. januar 1997 - 31. juli 2005 i medfør af SFL § 32, stk. 1, nr. 2. Efter denne regel, der svarer til reglen i lovens § 27, stk. 1, nr. 2, om ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelser, kan et afgiftstilsvar uanset fristerne i lovens § 31 fastsættes eller ændres efter anmodning fra den afgiftspligtige eller efter told- og skatteforvaltningens bestemmelse, hvis ændringen er en ”direkte følge” af en ændring af et afgiftstilsvar vedrørende den afgiftspligtige for samme eller en anden afgiftsperiode. Sagsøgeren havde rejst et tilbagebetalingskrav på ca. 11 mio. kr. vedrørende den nævnte periode.

Sagsøgeren gjorde gældende, at sagsøgeren i medfør af SFL § 32, stk. 1, nr. 2, også havde krav på ekstraordinær genoptagelse og nedsættelse af sit lønsumsafgiftstilsvar, da en sådan nedsættelse ifølge sagsøgeren var en direkte følge af ændringen af momstilsvaret.

Skatteministeriet bestred, at det skulle være en direkte følge af nedsættelsen af sagsøgerens momstilsvar, at den skønsmæssige fordeling af sagsøgerens lønsum på lønsumsafgiftspligtige og ikke-lønsumsafgiftspligtige aktiviteter i henhold til den dagældende lønsumsafgiftsbekendtgørelse dermed skulle ændres for samme periode, og at lønsumsafgiftstilsvaret derfor også skulle nedsættes. Der består ikke nogen sådan direkte sammenhæng mellem de to regelsæt i henholdsvis den matematiske beregningsregel i momslovens § 38, stk. 1, og reglen vedrørende medarbejdernes skønnede faktiske anvendte tidsforbrug i den dagældende lønsumsafgiftsbekendtgørelses § 4, stk. 4. 

I anden række gjorde ministeriet gældende, at der ikke er hjemmel i direkte følge-reglen for en afgiftspligtig til at opnå en dobbelt-nedsættelse af to afgiftstilsvar, lige så vel som der ikke er hjemmel for skattemyndighederne til at foretage en dobbelt-forhøjelse af to afgiftstilsvar. Reglen skal fortolkes symmetrisk som gældende ens for skattemyndighederne og de afgiftspligtige.

Retten frifandt ministeriet (3 dommere). Retten bemærkede, at bestemmelsen i SFL § 32, stk. 1, nr. 2, efter sin ordlyd og forarbejder indebærer et krav om, at den ønskede ændring er en direkte følge af en ændring af et afgiftstilsvar eller godtgørelse af en afgift. Dette vil som udgangspunkt indebære, at den pågældende ændrings eksistens og størrelse umiddelbart følger af den oprindelige afgiftsændring eller – godtgørelse. Videre henviste retten til, at efter den dagældende lønsumsafgiftslovs § 4, stk. 4, og den bekendtgørelse, som var udstedt i medfør af loven, skulle de omfattede virksomheder efter en sektoropdeling af virksomheden fordele lønsummen til medarbejderne på baggrund af, om disse var beskæftiget med momspligtig eller momsfri virksomhed. Var en sådan opdeling af virksomheden ikke foretaget, skulle der ske en skønsmæssig fordeling. Virksomhedens skønsmæssige fordeling ville som udgangspunkt blive lagt til grund af ligningsmyndighederne, såfremt den skønnede fordeling af lønsummen svarede til forholdet mellem virksomhedens momspligtige og ikke momspligtige omsætning. Banken havde i den omtvistede periode ikke foretaget en sektoropdeling af virksomheden med tilhørende fordeling af lønsummen, men foretaget en skønsmæssig fordeling af lønsummen på baggrund af forholdet mellem bankens momspligtige og ikke momspligtige omsætning. Uanset at denne omsætningsfordeling efter bekendtgørelsens § 4, stk. 4, som udgangspunkt ville blive godkendt af ligningsmyndighederne, havde banken ikke et retskrav på at få lagt den momsmæssigt opgjorte omsætningsfordeling til grund for opgørelsen af lønsumsafgiftsgrundlaget, hvorved retten henviste til Vestre Landsrets dom af 24. juni 2016 (SKM2016.565.VLR), idet der også kan indgå andre elementer i den skønsmæssige fordeling. En ændring af bankens lønsumsafgift var derfor ikke en direkte følge af ændringen af bankens fradragsprocent efter momslovens § 38, stk. 1, se  SKM2017.517.BR

Vedrørende den tilsvarende bestemmelse på skatteområdet - Se afsnit A.A.8.2.2.1.2.2.

Fra skatteområdet - Højesteret fandt, at ændringen for indkomståret 2001 vedrørende samme aktieavance måtte anses for en direkte følge af Landsskatterettens kendelse om skatteansættelsen for indkomståret 2000, hvorfor ændringen af skatteansættelsen for indkomståret 2001 var rettidig, jf. SFL § 27, stk. 1, nr. 2. Se SKM2011.533.HR.

Fra skatteområdet - Byretten fandt, at ændringen af skatteansættelsen for 2003 var en direkte følge af ændringen for 2002. Det blev ikke tillagt betydning, at SKAT allerede på det tidspunkt, hvor SKAT foretog forhøjelsen for 2002, var i besiddelse af tilstrækkelige oplysninger til at foretage en korrekt periodisering. Betingelserne for genoptagelse i henhold til SFL § 27, stk. 1, nr. 2 var opfyldt. Se SKM2012.721.ØLR.

Fra skatteområdet - Efter skift af revisor i juni 2006 blev det konstateret, at et selskabs åbningsbalance primo regnskabsåret 2005/2006 viste en aktivmasse, som var 63.717.371 kr. højere end anført i regnskabet for 2004/2005. Det var ubestridt, at beløbet skulle indtægtsføres i selskabet. SKAT henførte, i mangel af dokumentation for andet, det fulde beløb til beskatning i det seneste indkomstår, 2006. I klagen til Landsskatteretten anførte selskabet bl.a., at det "allerede nu kan ... konkluderes vedrørende indkomståret 2006, at selskabets skatteansættelse for dette år er ansat 16.448.530,21 kr. for lavt." Bl.a. på den baggrund nedsatte Landsskatteretten forhøjelsen til 16.448.530 kr., mens Landsskatteretten fandt, at den resterende del, 47.268.841 kr., skulle henføres til beskatning i indkomståret 2005, som dog ikke var omfattet af den påklagede afgørelse.  SKAT forhøjede som konsekvens heraf selskabets indkomst for 2005 med 47.268.841 kr. jf. SFL § 27, stk. 1, nr. 2. Landsskatteretten stadfæstede denne afgørelse. Landsretten fandt heller ikke afgørelsen ugyldig som følge af begrundelsesmangler eller manglende hjemmel. Se SKM2012.596.ØLR

Fra skatteområdet - Ansættelsen for 2004 var en direkte følge af ansættelsen for 2002 og 2003, men reaktionsfristen i SFL § 27, stk. 2, var ikke overholdt, da SKAT siden selskabet indgav selvangivelse havde haft kendskab til forholdet. Se SKM2012.390.BR

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

 

Afgørelser 

Afgørelsen i stikord

Kommentarer

Højesteretsdomme

SKM2011.533.HR

Højesteret fandt, at ændringen for indkomståret 2001 vedrørende samme aktieavance måtte anses for en direkte følge af Landsskatterettens kendelse om skatteansættelsen for indkomståret 2000, hvorfor ændringen af skatteansættelsen for indkomståret 2001 var rettidig, jf. SFL § 27, stk. 1, nr. 2.

Landsretsdomme

SKM2012.721.ØLR Byretten fandt, at ændringen af skatteansættelsen for 2003 var en direkte følge af ændringen for 2002. Det blev ikke tillagt betydning, at SKAT allerede på det tidspunkt, hvor SKAT foretog forhøjelsen for 2002, var i besiddelse af tilstrækkelige oplysninger til at foretage en korrekt periodisering. Betingelserne for genoptagelse i henhold til SFL § 27, stk. 1, nr. 2 var opfyldt.  
SKM2012.596.ØLR

Efter skift af revisor i juni 2006 blev det konstateret, at et selskabs åbningsbalance primo regnskabsåret 2005/2006 viste en aktivmasse, som var 63.717.371 kr. højere end anført i regnskabet for 2004/2005. Det var ubestridt, at beløbet skulle indtægtsføres i selskabet. SKAT henførte, i mangel af dokumentation for andet, det fulde beløb til beskatning i det seneste indkomstår, 2006. I klagen til Landsskatteretten anførte selskabet bl.a., at det "allerede nu kan ... konkluderes vedrørende indkomståret 2006, at selskabets skatteansættelse for dette år er ansat 16.448.530,21 kr. for lavt." Bl.a. på den baggrund nedsatte Landsskatteretten forhøjelsen til 16.448.530 kr. mens Landsskatteretten fandt, at den resterende del, 47.268.841 kr., skulle henføres til beskatning i indkomståret 2005, som dog ikke var omfattet af den påklagede afgørelse.

SKAT forhøjede som konsekvens heraf selskabets indkomst for 2005 med 47.268.841 kr. jf. SFL § 27, stk. 1, nr. 2. Landsskatteretten stadfæstede denne afgørelse.

Landsretten fandt heller ikke afgørelsen ugyldig som følge af begrundelsesmangler eller manglende hjemmel.

Byretsdomme
SKM2017.517.BR

Sagen angik om den sagsøgende bank havde krav på ekstraordinær genoptagelse af sit lønsumsafgiftstilsvar for perioden 1. januar 1997 - 31. juli 2005 i medfør af SFL § 32, stk. 1, nr. 2. Efter denne regel, der svarer til reglen i lovens § 27, stk. 1, nr. 2, om ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelser, kan et afgiftstilsvar uanset fristerne i lovens § 31 fastsættes eller ændres efter anmodning fra den afgiftspligtige eller efter told- og skatteforvaltningens bestemmelse, hvis ændringen er en ”direkte følge” af en ændring af et afgiftstilsvar vedrørende den afgiftspligtige for samme eller en anden afgiftsperiode. Sagsøgeren havde rejst et tilbagebetalingskrav på ca. 11 mio. kr. vedrørende den nævnte periode.

Sagsøgeren gjorde gældende, at sagsøgeren i medfør af skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, nr. 2, også havde krav på ekstraordinær genoptagelse og nedsættelse af sit lønsumsafgiftstilsvar, da en sådan nedsættelse ifølge sagsøgeren var en direkte følge af ændringen af momstilsvaret.

Skatteministeriet bestred, at det skulle være en direkte følge af nedsættelsen af sagsøgerens momstilsvar, at den skønsmæssige fordeling af sagsøgerens lønsum på lønsumsafgiftspligtige og ikke-lønsumsafgiftspligtige aktiviteter i henhold til den dagældende lønsumsafgiftsbekendtgørelse dermed skulle ændres for samme periode, og at lønsumsafgiftstilsvaret derfor også skulle nedsættes. Der består ikke nogen sådan direkte sammenhæng mellem de to regelsæt i henholdsvis den matematiske beregningsregel i momslovens § 38, stk. 1, og reglen vedrørende medarbejdernes skønnede faktiske anvendte tidsforbrug i den dagældende lønsumsafgiftsbekendtgørelses § 4, stk. 4.

I anden række gjorde ministeriet gældende, at der ikke er hjemmel i direkte følge-reglen for en afgiftspligtig til at opnå en dobbelt-nedsættelse af to afgiftstilsvar, lige så vel som der ikke er hjemmel for skattemyndighederne til at foretage en dobbelt-forhøjelse af to afgiftstilsvar. Reglen skal fortolkes symmetrisk som gældende ens for skattemyndighederne og de afgiftspligtige.

Retten frifandt ministeriet (3 dommere). Retten bemærkede, at bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, nr. 2, efter sin ordlyd og forarbejder indebærer et krav om, at den ønskede ændring er en direkte følge af en ændring af et afgiftstilsvar eller godtgørelse af en afgift. Dette vil som udgangspunkt indebære, at den pågældende ændrings eksistens og størrelse umiddelbart følger af den oprindelige afgiftsændring eller – godtgørelse. Videre henviste retten til, at efter den dagældende lønsumsafgiftslovs § 4, stk. 4, og den bekendtgørelse, som var udstedt i medfør af loven, skulle de omfattede virksomheder efter en sektoropdeling af virksomheden fordele lønsummen til medarbejderne på baggrund af, om disse var beskæftiget med momspligtig eller momsfri virksomhed. Var en sådan opdeling af virksomheden ikke foretaget, skulle der ske en skønsmæssig fordeling. Virksomhedens skønsmæssige fordeling ville som udgangspunkt blive lagt til grund af ligningsmyndighederne, såfremt den skønnede fordeling af lønsummen svarede til forholdet mellem virksomhedens momspligtige og ikke momspligtige omsætning. Banken havde i den omtvistede periode ikke foretaget en sektoropdeling af virksomheden med tilhørende fordeling af lønsummen, men foretaget en skønsmæssig fordeling af lønsummen på baggrund af forholdet mellem bankens momspligtige og ikke momspligtige omsætning. Uanset at denne omsætningsfordeling efter bekendtgørelsens § 4, stk. 4, som udgangspunkt ville blive godkendt af ligningsmyndighederne, havde banken ikke et retskrav på at få lagt den momsmæssigt opgjorte omsætningsfordeling til grund for opgørelsen af lønsumsafgiftsgrundlaget, hvorved retten henviste til Vestre Landsrets dom af 24. juni 2016 (SKM2016.565.VLR), idet der også kan indgå andre elementer i den skønsmæssige fordeling. En ændring af bankens lønsumsafgift var derfor ikke en direkte følge af ændringen af bankens fradragsprocent efter momslovens § 38, stk. 1.

►Anket◄
SKM2012.390.BR

Ansættelsen for 2004 var en direkte følge af ansættelsen for 2002 og 2003, men reaktionsfristen i SFL § 27, stk. 2 var ikke overholdt, da SKAT siden selskabet indgav selvangivelse havde haft kendskab til forholdet.