Skattepligten ved fraflytning indtræder på det tidspunkt, hvor skattepligten til Danmark ophører.
Bemærk
Hvis skattepligten ophører, fordi personen dør, er det reglerne for dødsbobeskatning, der skal anvendes. Se KGL § 37, stk. 1.
En persons skattepligt ophører i følgende tilfælde:
- Personen flytter fra Danmark og den fulde skattepligt efter KSL § 1 ophører. Det gælder dog ikke, hvis personen i stedet bliver begrænset skattepligtig af erhvervsvirksomhed med fast driftssted her i landet efter KSL § 2, stk. 1, nr. 4, og fordringer og finansielle kontrakter indgår som en del af denne erhvervsvirksomhed.
Hvis fuld skattepligt afløses af begrænset skattepligtig efter KSL § 2, stk. 1, nr. 4, skal personen fraflytterbeskattes af de fordringer og kontrakter, der ikke omfattes af den begrænsede skattepligt til Danmark.
Fordringer og finansielle kontrakter, som den skattepligtige overfører fra det faste driftssted til udlandet, er også omfattet af fraflytterbeskatningen.
- Personen overgår efter bestemmelserne i en dobbeltbeskatningsoverenskomst til at blive hjemmehørende i en fremmed stat, Færøerne eller Grønland. Dette gælder ikke, hvis personen efter flytningen af sit skattemæssige hjemsted fortsat ejer fordringerne/kontrakterne som en del af en erhvervsvirksomhed med fast driftssted her i landet.
Skattepligten indtræder på det tidspunkt, hvor det skattemæssige hjemsted flyttes. Der skal kun ske beskatning ved fraflytning, hvis fordringerne eller kontrakterne efter ændringen af skattemæssigt hjemsted ikke længere kan beskattes i Danmark.
- Fordringer eller kontrakter - som ejes af en person som en del af en erhvervsmæssig virksomhed med fast driftssted her i landet efter KSL § 2, stk. 1, nr. 4 - udgår af det faste driftssteds skattepligtige virksomhed, eller personen ophører med at drive erhvervsmæssig virksomhed her i landet gennem et fast driftssted. Dette gælder dog ikke, hvis personen bliver fuldt skattepligtig til Danmark.
Skattepligten indtræder på det tidspunkt, hvor fordringerne eller kontrakterne udgår af virksomheden, eller hvor virksomheden ophører.