Indhold

Dette afsnit handler om kompetence og sagsbehandling.

Afsnittet indeholder:

  • Kompetence
  • Frist
  • Krav til meddelelsen
  • ►Gældende ret pr. 25. maj 2018◄
  • ►Bestemmelsesnøgle.◄

Kompetence

Ved anmodninger om indsigt efter reglerne i PDL §§ 31 - 34, er det den dataansvarlige, her SKAT, der har kompetencen til at afgøre om anmodningen kan imødekommes. Se PDL § 31, stk.1.

Afgørelser truffet af den dataansvarlige vedrørende den registreredes rettigheder kan indbringes for Datatilsynet til endelig administrativ afgørelse. Se PDL §§ 58 og 61.

Datatilsynets afgørelser kan indbringes for domstolene efter grundlovens § 63, hvorefter domstolene er berettiget til at påkende ethvert spørgsmål om øvrighedsmyndighedens grænser. Datatilsynets afgørelser kan også indbringes for Folketingets Ombudsmand.

►Efter den 25. maj 2018 vil indbringelse for Datatilsynet fremgå af databeskyttelsesforordningens art. 57, stk. 1, litra f.◄

Frist

Den dataansvarlige, her SKAT, skal som hovedregel snarest besvare en anmodning om indsigt. Se PDL § 31, stk. 2, 1. pkt.

Den tid, der går med at besvare en anmodning om indsigt, kan imidlertid være afhængig af, hvilken form for behandling der er tale om. Der er derfor ikke fastsat nogen absolut frist. Der er i stedet indsat en regel om, at den dataansvarlige skal underrette den registrerede, hvis det undtagelsesvis tager længere tid end 4 uger at besvare anmodningen. Underretningen af den registrerede skal indeholde oplysninger om grunden til, at der ikke kan træffes afgørelse inden for 4 uger efter modtagelsen, samt om hvornår afgørelsen kan forventes at foreligge. Se PDL § 31, stk. 2, 2. pkt.

Gældende ret pr. 25. maj 2018

Efter den 25. maj 2018 den dataansvarlige uden unødig forsinkelse og i alle tilfælde senest en måned efter modtagelsen af anmodningen besvare denne, jf. databeskyttelsesforordningens art. 12, stk. 3.

I helt særlige tilfælde kan denne periode forlænges med yderligere to måneder, hvis det er nødvendigt, under hensyntagen til anmodningernes kompleksitet og antal, og skal underrette den registrerede om samt begrunde enhver sådan forlængelse.

Krav til meddelelsen

Meddelelser om indsigt i oplysninger efter PDL § 31, stk. 1, skal på begæring gives skriftligt. Se PDL § 34, stk. 1, 1. pkt.

Kravet om skriftlighed indebærer, at oplysningerne skal fremtræde i en sådan form, at de kan læses umiddelbart og uden brug af tekniske hjælpemidler. Meddelelsen bør normalt foreligge i form af en maskinel udskrift af behandlingen. Meddelelsen må ikke indeholde koder mv., som ikke er umiddelbart forståelige.

I tilfælde, hvor hensynet til den registrerede taler derfor, kan meddelelse af indsigt dog gives i form af en mundtlig underretning om indholdet af oplysningerne. Se PDL § 34, stk. 1, 2. pkt. Det kan bl.a. være tilfældet med hensyn til oplysninger om den registreredes helbredsforhold.

Se Datatilsynets vejledning nr. 126 af 10. juli 2000, punkt 3.4.

Der gælder ikke regler om betaling for skriftlige meddelelser om indsigt fra offentlige myndigheder, ►hvorfor dette er gratis◄.

Hvis en registreret person har fået meddelelse om oplysninger efter PDL § 31, stk. 1, har den pågældende ikke krav på en ny meddelelse før 6 måneder efter, medmindre der godtgøres en særlig interesse heri. Se PDL § 33.

Den registrerede har således mulighed for - uanset fristen - at få indsigt i tilfælde, hvor den pågældende kan sandsynliggøre, at der i modsætning til tidligere meddelelse nu behandles oplysninger om den pågældende, eller at der er sket væsentlige ændringer i de oplysninger eller forhold, der behandles. Se Datatilsynets vejledning nr. 126 af 10. juli 2000, punkt 3.6.5.

►Pr. 25. maj 2018 vil kravene til den meddelelse, som SKAT skal give, fremgå databeskyttelsesforordningens art. 12, stk. 1. SKAT kan ikke efter denne dato afvise at imødekomme en anmodning med henvisning til 6 månedersfristen, men en anmodning vil kunne afvises, hvis den er åbenbart grundløs eller overdreven, især fordi de gentages, jf. forordningens art. 12, stk. 5, litra b.◄

Gældende ret pr. 25. maj 2018

►Efter den 25. maj 2018 vil det ikke længere være persondatalovens regler, der gælder. I stedet vil det være reglerne i databeskyttelsesforordning, som vil være gældende. For en nærmere gennemgang af ændringerne i PDL § 31-34, se afsnit 6.1 (A.A.6.3.1).◄

Bestemmelsesnøgle

Bestemmelse i PDL Bestemmelse i databeskyttelsesforordningen
§ 31, stk. 2, 2. pkt. Art. 12, stk. 3
§ 33 Bestemmelsen videreføres ikke. Dog vil anmodning kunne afvises hvis den er åbenbart grundløs eller overdreven, især fordi de gentages, jf. forordningens art. 12, stk. 5, litra b.
§ 34, stk. 1 Art. 12, stk. 1
§ 58 Art. 57, stk. 1, litra f