Konkurslovens regler om modregning i konkurs vedrører alene modregning med aktiver, der indgår i konkursmassen. Fordringer, som skyldneren erhverver efter konkursdekretets afsigelse, fx skyldnerens indtægter ved egen virksomhed under konkursen, indgår ikke i konkursmassen, jf. afsnit H.3.12.
Der kan modregnes mellem fordringer, der begge er stiftet på eller før fristdagen, dvs. da eller før skifteretten har modtaget konkursbegæringen. Der kan ligeledes modregnes mellem fordringer, der begge er stiftet efter fristdagen, men inden konkursdekret er afsagt. Der kan således ikke modregnes hen over fristdagen eller hen over den dato, hvor konkursdekret er afsagt.
Der kan på den måde ikke modregnes med skyldige skatte- og afgiftsbeløb mv., som vedrører perioden forud for fristdagen, i krav, som skyldneren efter fristdagen måtte få mod statskassen, herunder negative afgiftstilsvar vedrørende perioden efter fristdagen. Der kan endvidere ikke modregnes med skyldige skatte- og afgiftsbeløb mv. vedrørende perioden efter fristdagen i krav, som konkursboet måtte få mod statskassen, efter at konkursdekretet er afsagt.
Se som eksempel UfR 1986, 718 ØLD, hvor det daværende toldvæsen ikke havde ret til at modregne sit simple krav i refusion af moms for tab på debitorer konstateret under bobehandlingen, da tabet efter den daværende ML § 13, stk. 6, kunne fradrages i den periode, det var konstateret. Se i øvrigt UfR 1994, 308 VLD, hvor kreditnotaer på arbejde udført før betalingsstandsningens indtræden skulle henføres til perioden før konkursen.
Højesteret har i SKM2008.417.HR udtalt, at stiftelsestidspunktet er betalingstidspunktet, og at tidspunktet for Skatteankenævnets afgørelse er uden betydning. Baggrunden for sagen var, at et udlæg foretaget før fristdagen i et bankindestående blev ophævet, idet den udlagte skatterestance var ophørt ved en af Skatteankenævnet foretagen ændret ligning. SKAT foretog herefter modregning i det udlagte beløb for skatterestancer påløbet før konkursen. Stiftelsestidspunktet for krav på tilbagebetaling af det ved udlægget indvundne provenu, som senere viste sig at være betalt med urette, blev anset for at være betalingstidspunktet og betingelserne for modregning over for skyldners konkursbo blev anset for opfyldt, jf. konkurslovens § 42, stk. 1.
Højesteret har i SKM2007.730.HR (UfR 2007, 3052 HD) som tredjeinstans givet Skatteministeriet medhold i en påstand om anerkendelse af et krav på 1.251.192,13 kr. som massekrav i et konkursbo, idet ToldSkat den 12. marts 2003 til boet havde udbetalt en den 4. marts 2003 angivet negativ eksportmoms på 1.389.982 kr., selv om ToldSkat kunne have modregnet med sit modkrav på 1.251.192,13 kr. Skyldneren havde selv indgivet konkursbegæring den 28. februar 2003, og konkursdekret blev afsagt den 7. marts 2003 og offentliggjort i Statstidende den 13. marts 2003. ToldSkat, der således ikke havde kendskab til konkursen, da udbetalingen fandt sted, krævede den 18. marts 2003 beløbet tilbagebetalt, hvilket kurator afviste.
Såvel skifteret som landsret frifandt boet for Skatteministeriets krav om anerkendelse af kravet som massekrav, men Højesteret udtalte med henvisning til forløbet forud for bekendtgørelsen af konkursen, at kurator måtte være klar over, at told- og skatteforvaltningen ikke ville have foretaget betalingen, hvis man havde været bekendt med konkursen, idet der ikke var noget grundlag for at antage, at told- og skatteforvaltningen havde til hensigt at give afkald på sin adgang til efter konkurslovens § 42, stk. 1, at modregne med skyldige skatter og afgifter. Da told- og skatteforvaltningen befandt sig i en vildfarelse ved indbetalingen, måtte spørgsmålet afgøres efter principper svarende til dem, som gælder for krav om tilbagesøgning af beløb, der er betalt i urigtig formening om skyld (condictio indebiti). Disse principper førte til, at betalingen under de nævnte omstændigheder ikke kunne anses for bindende - heller ikke, selv om ToldSkat ved en mere omfattende restancekontrol kunne have konstateret, at selskabet var i restance med moms og skat - og Højesteret gav derfor Skatteministeriet medhold i, at beløbet skulle anerkendes som massekrav.
Vedrørende stiftelsen af overskydende skat, B-skat, restskat og særlig indkomstskat har Højesteret fastslået, at kravene stiftes ved indkomstårets udløb - dvs. den 1. januar i det følgende år, idet udløbet først da er en realitet - uanset hvornår skatten opgøres eller pålignes, jf. UfR 1985.619 HD. Er den overskydende skat omfattet af konkursmassen efter KL § 32, er modregning reguleret af KL § 42. Er den overskydende skat derimod undtaget fra konkursmassen, jf. KL § 33, kan der modregnes efter de almindelige regler, se fx UfR 1997, 910 HD og afsnit H.3.10.1. Se nærmere om overskydende skat i relation til konkursmassen i afsnit H.3.10.1.1.
Bestemmelsen hjemler en udvidelse af adgangen til at modregne over for konkursboet, da modregning kan foretages, selv om kravet ikke er forfaldent til betaling.
Skatte- og afgiftsbeløb mv., der er stiftet efter fristdagen, men inden konkursdekretet er afsagt, kan modregnes i tilgodehavender, der er stiftet i samme periode, selv om skatte- og afgiftskravene er uforfaldne.
En fordring på skyldneren, der er erhvervet fra 3. mand inden for 3 måneder før fristdagen, kan ikke bruges til modregning over for en fordring, som skyldneren havde, da den anden erhvervede sin fordring, jf. KL § 42, stk 3. Det samme gælder, hvis erhvervelsen er sket mere end 3 måneder før fristdagen, og erhververen da indså eller burde indse, at skyldneren var insolvent. Begrundelsen for reglen er, at skyldnerens kreditor sædvanligvis være parat til at sælge sin fordring til underkurs, når hans skyldner står over for konkurs. De, som selv skylder skyldneren noget, vil være interesseret i at erhverve fordringen med henblik på modregning, hvilket vil være til skade for de øvrige kreditorer i et senere konkursbo.
Når RIM udbetaler beløb, fx negative afgiftstilsvar, hvor der ikke eksisterer noget aktuelt modkrav, bør RIM ved udbetalingen tage forbehold om tilbagesøgning i tilfælde af, at der senere måtte opstå et krav, hvori der kunne være modregnet. Modregningsforbeholdet kan fx være relevant ved delregistrerede virksomheder, hvor momsen på eksportdelen bliver udbetalt, før momsen på den tilsvarende hovedvirksomhed skal indbetales. Det samme gælder, hvor en virksomhed (et bo) har fået udbetalt negativ moms, og det under en senere kontrol i virksomheden viser sig, at der for den samme periode skal efteropkræves et beløb, og der i øvrigt kun er delvis dækning til fordringen i boet. Se i den forbindelse SKM2008.915.SHR, hvor overskydende skat blev udbetalt til et konkursbo, selv om der burde være foretaget modregning med skyldig moms. Den skyldige moms var på udbetalingstidspunktet endnu ikke opgjort, idet resultat af netop gennemført momskontrol endnu ikke forelå. I udbetalingsskrivelse var ikke taget forbehold om modregning. Det var der derimod i tidligere opgørelser, idet det var anført, at udbetaling af overskydende skat ikke ville ske, forinden momskontrol var gennemført, ligesom der var taget forbehold om modregning. SKAT havde inden for 3 uger efter udbetalingen telefonisk over for kurator anført, at udbetalingen beroede på en fejl og ønskedes tilbagebetalt. Tilbagesøgning ud fra condictio indebiti lignende betragtninger blev tilladt, idet det blev lagt til grund, dels at kurator på udbetalingstidspunktet vidste, at der var et momstilgodehavende, og at momskontrollen ikke var afsluttet, dels at kurator ikke havde disponeret i tillid til betalingen, og dels at SKAT havde krævet tilbagebetaling i løbet af ca. 3 uger. Tilbagesøgningskravet anset for massekrav, jf. konkurslovens § 93, nr. 3.
Efterstillede fordringer kan kun benyttes til modregning, hvis boet giver dækning til sådanne fordringer, jf. KL § 43.