Vejledningspligt og forhåndsbesked.
Bortset fra områder, hvor der findes regler, der forpligter myndighederne
til at afgive en egentlig bindende forhåndsbesked, f.eks. lov om bindende forhåndsbesked
om skattespørgsmål, er udgangspunktet, at myndighederne ikke er bundet
af en forhåndsbesked, der er et led i almindelig responderende virksomhed,
hvilket navnlig har praktisk betydning i de tilfælde, hvor forhåndsbeskeden
ville stille modtageren gunstigere end lovgivningen eller gældende praksis.
Som det fremgår af de nedenfor omtalte domme vil en sådan forhåndsbesked
dog efter omstændighederne blive anset for bindende, efter synspunkter svarende
til, hvornår en forvaltningsakt ikke kan ændres i bebyrdende retning,
hvilket bl.a. beror på, om borgeren har indrettet sig i tillid til den oprindelige
afgørelse.
Spørgsmålet er imidlertid, om myndighederne overhovedet er forpligtede
til at afgive en forhåndsbesked, bortset fra de tilfælde, hvor der findes
særskilt hjemmel for bindende forhåndsbesked. Den eventuelle forpligtelse
afhænger af den nærmere rækkevidde af bestemmelsen i forvaltningslovens
§ 7 om myndighedens vejledningspligt, der er en kodifikation af gældende
ret inden forvaltningsloven, og som har følgende ordlyd: "En forvaltningsmyndighed
skal i fornødent omfang yde vejledning og bistand til personer, der retter
henvendelse om spørgsmål inden for myndighedens sagsområde".
Denne vejledningspligt er først og fremmest afhængig af, at der ligger
en konkret henvendelse fra en borger i relation til en afgørelsessag. Dernæst
indebærer bestemmelsen, at en myndighed er forpligtet til at gøre borgeren
opmærksom på de eventuelle bestemmelser, der måtte have betydning
for borgerens særlige retstilling i det konkrete tilfælde, herunder dispensationsmuligheder.
Endvidere indebærer vejledningspligten, at myndigheden skal oplyse borgeren
om hvilke oplysninger, det vil være relevant at fremlægge under en sags
behandling, herunder ved anvendelse af blanketter m.v., ligesom myndigheden skal
vejlede om kompetencespørgsmål og klagemuligheder. Hvad angår vejledning
om egentlig lovfortolkning antages pligten hertil kun at gælde i det omfang
den pågældende myndighed har afgørelseskompetence i forhold til det
af borgeren rejste spørgsmål, jf. Hans Gammeltoft Hansen m.fl.: Forvaltningsret,
s. 259 og Jon Andersen i Juridisk Grundbog, Bind 4, s. 101. Dette indebærer,
at en myndig med afgørelseskompetence vedrørende den rejste forespørgsel
i realiteten er forpligtet til at afgive en vejledende forhåndsudtalelse om
sagens materielle resultat, i det omfang resultatet beror på lovfortolkning.
Er der derimod tale om en myndighed uden afgørelseskompetence vedrørende
det rejste spørgsmål, vil der ikke være pligt til at vejlede om sagens
materielle udfald.
Domspraksis viser dog, at uanset, om der er tale om tilfælde, hvor myndigheden
har været forpligtet eller ej, vil en klar forhåndsbesked uden tilknyttet
forbehold om, at den har vejledende karakter, efter omstændighederne, blive
tillagt en bindende virkning for myndigheden, hvis borgeren ville lide tab ved en
senere afgørelse, der ikke er i overensstemmelse med forhåndsbeskeden.
Hvis den vejledende forhåndsbesked ikke kan tillægges bindende virkning,
kan der i stedet for eventuelt blive tale om erstatningsansvar for myndigheden for
forkert vejledning. En forkert vejledning i form af urigtig fortolkning vil dog
alene kunne medføre erstatningsansvar i åbenbare særlige kvalificerede
tilfælde, idet fortolkningstvivl som udgangspunkt ikke antages at kunne være
en erstatningspådragende årsag jf. Poul Andersen: Offentligretligt erstatningsansvar
s. 96 og Claus Haagen Jensen og Orla Friis Jensen i Juristen 1976, s. 78.
Er der tale om en sådan åbenbar fejl, at erstatningsansvar kan komme på
tale, vil ansvaret endvidere afhænge af, hvorvidt forhåndsbeskeden er
givet uden forbehold eller fremtræder som vejledende, jf. f.eks. UfR 1985.1061
(H). I denne dom fik en kommune i en 4-3 afgørelse medhold i, at den ikke var
erstatningsansvarlig for en erklæring om, at nogle bygninger, så vidt
det kunne konstateres, var opført i overensstemmelse med gældende lovgivning,
idet der ikke efterfølgende kunne opnås den ønskede dispensation.
Egen skyld vil ligeledes kunne forhindre et erstatningsansvar, jf. f.eks. dommen
UfR 1957.516 (H), refereret nedenfor, hvor en udtalelse fra et vurderingsråd
ikke var bindende ved den senere vurdering, og hvor der heller ikke var grundlag
for erstatningsansvar, bl.a. fordi det kunne bebrejdes borgeren, at han havde undladt
at oplyse om nogle salgsforhandlinger.
Fra domspraksis kan anføres følgende afgørelser om eventuelle bindende
virkninger af forhåndsbesked som led i responderende virksomhed:
- UfR 1937.591 (Ø). En overassistent i Nationalbankens valutakontor havde
telefonisk meddelt en importør, at denne kunne forvente en indførselstilladelse
for tørret frugt fra Grækenland. Importøren disponerede herefter
i tillid hertil, hvorefter valutakontoret senere afslog at give nævnte tilladelse.
Retten gav valutakontoret medhold i, at forhåndsudtalelsen ikke var bindende,
fordi den under hensyn til overassistentens stilling ikke kunne anses for et forpligtende
tilsagn fra valutakontoret, idet importøren havde måttet forstå,
at udtalelsen ikke indeholdt mere end en oplysning, som overassistenten mente at
kunne give til besvarelse af det til ham stillede spørgsmål.
- UfR 1939.1150 (Ø). En borger fik i 1935 et tilsagn fra Statsministeriet
om, at der på nærmere bestemte vilkår kunne gives tilladelse til
efterforskning af olie, gas, salt og andre råstoffer i undergrunden. Et af
vilkårene gik ud på, at såfremt der indenfor en fastsat frist blev
fundet et af de pågældende råstoffer, ville ministeriet meddele eneretsbevilling
til at efterforske alle de nævnte råstoffer i 50 år. Dette blev efterfølgende
bekræftet af statsministeriet efter anmodning. Efter at have påbegyndt
boringer, der alene resulterede i saltfund, bad borgeren påny Statsministeriet
bekræfte det tidligere tilsagn om, at eneretsbevilling i 50 år alene var
betinget af fund af et råstof. Ministeriet svarede i 1937, at en sådan
eneretsbevilling kun ville omfatte det eller de råstoffer, der rent faktisk
var fundet, jf. § 4, nr. 7 i lov nr. 27 af 19. februar 1932 om efterforskning
og indvinding af råstoffer i Danmarks undergrund. Uanset at borgeren gjorde
gældende, at omfanget af hans investeringer var bestemt af tilsagnet fra 1935,
fik han ikke medhold i, at han havde krav på eneretsbevilling til andet end
saltindvinding, idet retten under henvisning til ovennævnte § 4, nr. 7
fastslog, at ministeriet ikke ved dom kunne tvinges til at opfylde, hvad der ikke
havde hjemmel i den om forholdet gældende lovgivning.
- UfR 1948.1237 (H). Sagen drejede sig bl.a. om, hvorvidt et skib, der blev beslaglagt
af den tyske besættelsesmagt og senere sank, kunne anses for omfattet af den
dagældende lov om krigsforsikring om løsøre. Ved landsretsdommen
fik Finansministeriet og Forvaltningsnævnet for Krigsforsikringen af løsøre
medhold i, at nævnte lov ikke omfattede det pågældende skib. Højesteret
kom til det modsatte resultat, og begrundede det med henvisning til nogle afgivne
udtalelser fra de pågældende myndigheder, hvilke udtalelser værftet
havde indrettet sig efter. Under disse omstændigheder blev det endvidere ikke
tillagt betydning, at en lovpligtig anmeldelse om skibet til forvaltningsnævnet
var undladt.
- UfR 1957.516 (H). En udtalelse fra et vurderingsråd om en grundværdi,
der var foranlediget af en anmodning om en uforbindende udtalelse fra en borger,
blev ikke anset for bindende ved den senere vurdering, selv om der var disponeret
i tillid til udtalelsen. Borgeren fik heller ikke medhold i et erstatningskrav mod
Finansministeriet, selv om retten lagde til grund, at vurderingsrådet havde
begået en fejl ved ikke at forhøre sig om eventuelle salgsforhandlinger,
idet det i lige så høj grad kunne bebrejdes borgeren, at han ikke af egen
drift havde oplyst vurderingsrådet herom.
- UfR 1968.375 (Ø). I forbindelse med påklage af et lejevurderingsråds
afgørelse rettede borgeren telefonisk henvendelse til ankeinstansen, vurderingsankenævnet,
for at få oplyst, hvornår klagen senest skulle være modtaget. Som
følge af fejlinformation fra vurderingsankenævnet blev klagen modtaget
for sent og derfor afvist. Ved dommen blev vurderingsankenævnet tilpligtet
at realitetsbehandle klagen med henvisning til, at klageren havde disponeret på
grundlag af det telefoniske svar.
- UfR 1972.28 (H). En eksportør rettede telefonisk henvendelse til forstanderen
for Statens Plantetilsyn og anmodede om tilladelse til at genindføre et parti
kartofler, der som følge af mistanke om angreb af ringbakteriose var blevet
afvist i England. Forstanderen svarede, at partiet ved indførsel til Danmark
ville blive forlangt destrueret, hvorfor han rådede til at hælde partiet
i havet, hvilket eksportøren gjorde. Da en forudsætning for statslig dækning
af et sådant tab var, at der var udstedt et lovligt påbud om destruktion,
afviste Landbrugsministeriet at dække tabet, idet betingelserne for udstedelse
af påbud ikke fandtes opfyldt. Ved dommen fik eksportøren med henvisning
til forstanderens tilkendegivelse medhold i, at han skulle stilles på samme
måde, som hvis der var givet et lovligt påbud om destruktion.
- UfR 1975.369 (H). En borger købte i 1965 en ubebygget grund, hvor der var
givet tilladelse til helårsbyggeri. I 1969 anmodede borgeren om en foreløbig
byggetilladelse, hvilket kommunen besvarede ved at henholde sig til den tidligere
tilladelse til helårsbyggeri. I februar 1970 søgte borgeren egentlig byggetilladelse,
hvilket blev afslået som følge af en byudviklingsplan samt bestemmelserne
i den fra 1. januar 1970 gældende by- og landzonelov. Højesteret gav ikke
borgeren medhold i, at der skulle gives tilladelse til byggeriet, fordi den foreløbige
byggetilladelse givet i 1969 ikke kunne sidestilles med en egentlig byggetilladelse,
ligesom borgeren ikke havde foretaget konkrete dispositioner i henhold til den foreløbige
tilladelse i tiden inden byudviklingsplanen og by- og landzoneloven kunne gøres
gældende.
Som antaget ovenfor bekræfter dommene, at en minimumsbetingelse for en forhåndsbeskeds
bindende virkning vil være, at modtageren har disponeret i tillid til forhåndsbeskeden,
ligesom forhåndsbesked må fremtræde uden forbehold og være entydig.
Endvidere vil det være en betingelse, at modtageren har fremlagt alle tilgængelige
relevante oplysninger. Uanset om disse betingelser er opfyldt, vil en forhåndsbesked,
der direkte strider mod lovregler, normalt ikke kunne tillægges bindende virkning,
jf. UfR 1939.1150 (Ø), hvilket er i overensstemmelse med, hvad der gælder
om tilbagekaldelse af forvaltningsakter, jf. ovenfor under 2, litra a. Som tidligere
omtalt kan der i stedet for blive tale om erstatningsansvar. Endelig må det,
ud over det allerede anførte, antages at være en betingelse for en forhåndsbeskeds
bindende virkning, at den har en vis autoritativ karakter, jf. herved dommen UfR
1937.591 (Ø), hvor der ikke var tale om bindende virkning, bl.a. under hensyn
til, at svaret var afgivet af en overassistent. Dommen UfR 1972.28 (H), hvor svaret
var givet af forstanderen for Statens Plantetilsyn, fik det modsatte udfald.
Dette krav om en vis autoritativ karakter betyder formentlig også, at bortset
fra tilfælde, hvor en underordnet myndighed har endelig afgørelseskompetence,
vil en forhåndsbesked fortrinsvis kunne have en bindende virkning, hvis den
hidrører fra en overordnet myndighed. Dette synes i hvert fald at være
gældende på skatteområdet, hvor der i en række domme har været
tale om, at en forhåndsudtalelse fra en central myndighed blev anset for bindende.
Dette gælder dommene UfR 1976.658 (H), Medd. fra SKD 1982, s. 53 og TfS 1994.477
(Ø), medens det i dommene TfS 1985.160 (V) og TfS 1994.232 (V) er fastslået,
at der ikke kan støttes ret på en forhåndsbesked fra en kommunal
ligningsmyndighed, i begge domme bl.a. med henvisning til de overordnede tilsynsmyndigheders
revisionsbeføjelser. Dommene refereres nærmere i afsnit 3.
Som et særligt tilfælde kan nævnes dommen TfS 1986.161 (Ø),
hvor "forhåndsbeskeden" bestod i den fortrykte lejeværdiberegning
på selvangivelsen, og blev anset for bindende, da skatteyderen havde indrettet
sig i tillid hertil.
I de tilfælde, hvor en forhåndsudtalelse må anses for bindende, kan
der ligesom i tilfælde, hvor en forvaltningsakt ellers ikke kan ændres
i bebyrdende retning, indtræde sådanne bristende forudsætninger at
den bindende virkning bringes til ophør. Det gælder for det første,
hvis det faktiske grundlag ændrer sig væsentligt, ligesom generelle retlige
ændringer, f.eks. lovændringer, og praksisændringer, vil føre
til samme resultat, jf. f.eks. UfR 1973.18 (H), hvor en praksisændring vedrørende
selskabers fradrag for ydelser til stifterne kunne gøres gældende med
fremtidig virkning. Det må dog anses for usikkert, om den tidligere tilkendegivelse
om fradrag overhovedet kunne anses for bindende, jf. P. Spleths kommentar i UfR
1973 B, s. 174. Dommen omtales nærmere i afsnit 3 og 4. Spørgsmålet
er imidlertid, om den bristende forudsætning simpelthen kan bestå i, at
myndigheden eliminerer den bindende virkning for fremtiden efter varsel herom. Dette
vil fortrinsvis kunne ske i tilfælde, hvor varslet giver borgeren mulighed
for på en rimelig måde at kunne indrette sig efter den ændrede opfattelse,
jf. UfR 1980.73 (H) omtalt under 2, litra a, hvorimod det samme næppe vil være
tilfældet, hvis der på grundlag af den tidligere forhåndsbesked er
truffet afgørende dispositioner der ikke uden væsentligt tab kan ændres,
jf. Claus Haagen Jensen og Orla Friis Jensen i Juristen 1976, s. 76.