Efter SL § 6, stk. 1, litra a, kan bl.a. ordinære afskrivninger fradrages ved indkomstopgørelsen. Bestemmelse var indtil 1957, hvor den første afskrivningslov blev gennemført, hovedhjemlen til at foretage skattemæssige afskrivninger.

Det må antages, at en ejers adgang til at afskrive på et aktiv, der benyttes erhvervsmæssigt, alene er reguleret i afskrivningsloven og ikke tillige af SL § 6, stk. 1, litra a, jf. SKM2009.479.VLR, hvor det blev afvist, at der kunne afskrives på en golfbane. I dommen udtales følgende:

"Særligt efter indførelsen af den seneste afskrivningslov i 1998 er anvendelsesområdet for statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, til at foretage skattemæssige afskrivninger blevet begrænset. Det fremgår af forarbejderne til 1998-afskrivningsloven (lov nr. 433 af 26. juni 1998), at formålet med loven bl.a. var at overflytte en række regler for afskrivninger, der fandtes andre steder i skattelovgivningen, til afskrivningsloven, således at afskrivningsreglerne som udgangspunkt blev samlet i én lov, jf. Folketingstidende 1997-98, 2. samling, tillæg A, side 2487. Det fremgår af afskrivningslovens § 1, at der efter reglerne i denne lov kan foretages skattemæssig afskrivning på udgifter til anskaffelse og forbedring af aktiver, der benyttes erhvervsmæssigt af den skattepligtige. På denne baggrund må en ejers adgang til at foretage sådanne afskrivninger på et aktiv, der benyttes erhvervsmæssigt, anses for alene at være reguleret af reglerne i afskrivningsloven og ikke tillige af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. De afskrivninger, som H1 Golf A/S har foretaget på selskabets golfbaneanlæg, har derfor ikke hjemmel i statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a."

Følgende gennemgang af praksis illustrerer, hvilke typer udgifter, der kan afskrives med hjemmel i SL § 6, stk. 1, litra a.

Fradrag indrømmetI TfS 1985,6 HRD (Slusedommen) besluttede et skibsværft på grund af afsætningsvanskeligheder at omlægge produktionen fra fiskekuttere til mindre fragtskibe, hvilket nødvendiggjorde en udbygning af en kommunalt ejet sluse. Skibsværftet påtog sig at afholde en del af anlægsudgifterne til bygningen af en ny sluse og påtog sig yderligere visse forpligtelser med hensyn til slusens drift og nedrivning. Højesteret fandt, at udgiften udelukkende var en erhvervsmæssig udgift, der tjente til sikring af værftets fremtidige indkomst, og at udgiften derfor ikke havde en sådan karakter, at den kunne fratrækkes fuldt ud som en driftsomkostning i afholdelsesåret. Efter det oplyste om værftets forpligtelser med hensyn til drift og eventuel nedrivning af slusen fandtes udgiften derimod at have en sådan forbindelse med værftets fremtidige indtægtserhvervelse, at udgiften kunne afskrives efter SL § 6, stk. 1, litra a, idet det fandtes uden betydning, at værftet ikke var ejer af slusen, hvilket alene skyldtes bestemmelse truffet af en anden offentlig myndighed.   

Efter Højesterets dom TfS 1985, 6 HRD, må erhvervsdrivendes bidrag til anlæg af offentlige gågader og parkeringspladser anses for afskrivningsberettigede efter SL § 6, stk. 1, litra a. Afskrivningsperioden kan i almindelighed sættes til 30 år. Det forudsættes, at anlæggene er udsat for en sådan fysisk forringelse, at værdien ikke kan opretholdes gennem normal vedligeholdelse, se TfS 1987.125 DEP og TfS 1987, 109 DEP, hvor selskaber, der som lejere afholdt udgifter til udskibningsanlæg og udgifter til forbedringer af en sejlrende, kunne afskrive udgifterne over 10 år i medfør af SL § 6, stk. 1, litra a. 

I TfS 1987, 315 HRD blev et vognmandsfirmas udgifter til indskud i en fragtmandshal anset for afskrivningsberettigede efter SL § 6, stk. 1, litra a.

I TfS 1987, 559 ØLD havde et selskab afholdt udgifter til anlæg af en rørledning og et jernbanespor i tilslutning til selskabets tanklager, der blev anvendt til opbevaring af flydende ammoniak. Projektet måtte imidlertid opgives bl.a. som følge af miljømæssige protester. Landsretten lagde til grund, at anlægget, herunder projekteringsudgifterne, i fuldført stand ville have været afskrivningsberettiget. Da selskabet desuden havde afholdt udgifterne ud fra berettigede forventninger om at kunne opnå de fornødne tilladelser fra myndighederne til projektets gennemførelse, og da alene kommunens ændrede holdning til projektet havde hindret dets udførelse, fandt Landsretten, at selskabet kunne afskrive de forgæves afholdte udgifter i medfør af SL § 6, stk. 1, litra a.

SKM2001.209.LSR. En skatteyder var berettiget til at fradrage udgifter, der medgik til vedligeholdelse og renovering af et vejanlæg som driftsomkostning. Landsskatteretten henviste til, at skatteyder var forpligtet til at afholde udgiften over for grundejerforeningen, at vejanlægget var en forudsætning for, at der kunne udøves erhvervsmæssig virksomhed på ejendommene og, at udgiften derfor ansås for at have en driftsmæssig betydning for skatteyders løbende indtjening. Da skatteyder ikke ejede vejanlægget var det uden betydning for fradragsretten, om udgiften var medgået til dækning af grundejerforeningens drifts- eller anlægsudgifter.

SKM2010.229.SR. Et erstatningsbeløb, der i henhold til § 6 i lov nr. 1392 af 27/12 2008 om fremme af vedvarende energi, skulle betales af en vindmølleejer for værdiforringelse på naboejendommen, fandtes at have en sådan tilknytning til den løbende indkomsterhvervelse, at udgiften kunne afskrives efter SL § 6, stk. 1, litra a. Længden af afskrivningsperioden fandtes at kunne fastsættes til 10 år.

Fradrag nægtetI TfS 1988, 444 SD blev en virksomhed nægtet afskrivningsadgang på bidrag til offentlige parkeringspladser. Kommunens vedligeholdelsesforpligtelse var her ikke begrænset til vedligeholdelse i dette begrebs skattemæssige forstand, men bestod reelt i, at kommunen skulle sørge for, at parkeringspladserne var til stede og kunne benyttes af virksomhedens kunder i en ubestemt fremtid. Statsskattedirektoratet fandt, at de afholdte udgifter, der tilførte virksomheden et »aktiv« i form af en nytteværdi for driften af virksomheden, bevarede sin værdi for indkomsterhvervelsen i en ubestemt fremtid, hvorfor der ikke indtrådte nogen værdiforringelse af »aktivet«. Der kunne derfor ikke foretages skattemæssige afskrivninger på nogen del af de afholdte udgifter.

SKM2003.578.LSR. Et selskab kunne ikke afskrive på et tilskud til etablering af en rundkørsel på offentlig vej.

SKM2008.615.LSR. Et selskab manglede kapacitet til drift af it-systemer for kunder og afholdt udgifter i forbindelse med planlægningen af et byggeri. Da selskabet skiftede ejere, blev kapacitetsbehovet løst, og det planlagte byggeri blev opgivet. Landsskatteretten konkluderede, at udgiften ikke kunne fradrages eller afskrives efter SL § 6, stk. 1, litra a. Udgiften havde ikke en direkte forbindelse med indkomsterhvervelsen og vedrørte ikke indtjeningen på det eksisterende indkomstgrundlag.

SKM2009.479.VLR. Der var ikke hjemmel i § 6, stk. 1, litra a, til at afskrive på et golfbaneanlæg. Landsretten fastslog, at en ejers adgang til at foretage skattemæssige afskrivninger på et aktiv, der benyttes erhvervsmæssigt, alene må anses at være reguleret af reglerne i afskrivningsloven og ikke tillige af SL § 6, stk. 1, litra a. Retten begrunder dette med, at særligt efter indførelsen af den seneste afskrivningslov i 1998 er anvendelsesområdet for SL § 6, stk. 1, litra a, til at foretage skattemæssige afskrivninger blevet begrænset. Det fremgår af forarbejderne til 1998-afskrivningsloven (lov nr. 433 af 26. juni 1998), at formålet med loven bl.a. var at overflytte en række regler for afskrivninger, der fandtes andre steder i skattelovgivningen, til afskrivningsloven, således at afskrivningsreglerne som udgangspunkt blev samlet i én lov, jf. Folketingstidende 1997-98, 2. samling, tillæg A, side 2487. Det fremgår af AL § 1, at der efter reglerne i denne lov kan foretages skattemæssig afskrivning på udgifter til anskaffelse og forbedring af aktiver, der benyttes erhvervsmæssigt af den skattepligtige.

RationaliseringsudgifterRationaliseringsudgifter tillades normalt belastet driftsregnskabet og således fradraget i indkomstopgørelsen for det enkelte år. Udgifter, der i forhold til virksomhedens omfang er betydelige, afskrives efter skøn i det enkelte tilfælde over en periode på 5-10 år og undtagelsesvis over et kortere åremål.  De af et selskab afholdte rationaliseringsugifter blev af Landsskatteretten anset for så betydelige i forhold til selskabets størrelse, at de kunne afskrives over en 5-årig periode, TfS 1997, 126 LSR. Bygninger samt om- og tilbygninger til bygninger, maskiner og andre afskrivningsberettigede genstande, der anskaffes eller forbedres i tilslutning til en rationalisering, behandles efter afskrivningslovens regler. Se afsnit E.C.4.9 om afskrivning af ombygningsudgifter for lejede lokaler.

SKM2011.602.HR vedrørte et selskab, der blev omstruktureret derved, at en del af det indskydende selskab ved en grenspaltning var blevet videreført i et nyt selskab. Det indskydende selskab havde i forbindelse med en børsnotering af det nye selskab solgt nogle aktier i den nye selskab. Højesteret fastslog, at sagen angik udgifter til advokater, revisorer, investeringsbanker, projektskrivning og ejendomsopmåling m.v. afholdt med henblik på gennemførelse af en udskillelse af en afdeling fra det indskydende selskab i det nye selskab og det nye selskabs børsnotering samt et herved forbundet aktiesalg. Højesteret fastslog, at der således ikke var tale om udgifter vedrørende driften, herunder dennes rationalisering, men udgifter vedrørende ændring af selskabsstruktur, børsnotering og aktiesalg. Udgifterne var således ikke driftsudgifter efter SL § 6, stk. 1, litra a. (Tidligere instans SKM2010.151.ØLR).