Indhold
Dette afsnit beskriver, hvordan betaling af told skal ske til SKAT - alt efter om man som importør/varemodtager, er importørregistreret eller ej. Desuden muligheden for henstand med betalingen.
Afsnittet indeholder :
- Regel
- Betaling af told
- Kontoregnskab og importspecifikation
- Restancer
- Bortfald af kreditret
- Bagatelgrænse
- Henstand med betalingen
- Henstandsperioden
Regel
EU-forordning nr. 952/2013 af 9. oktober 2103 (EUTK) art. 110 og 111, ), toldloven (TDL), se lovbekendtgørelse nr. 1223 af 20. september 2016 og bekendtgørelse nr. 403 af 3. maj 2012 om toldbehandling, som ændret ved bek. nr. 536 af 11. juni 2012, bek. nr. 1665 af 27. december 2013, bek. nr. 340 af 7. april 2016, bek.nr. 589 af 1. juni 2016 og xbek.nr. 1453 af 30. november 2016x
Betaling af told
Importørregistrerede virksomheder der har stillet sikkerhed har toldkredit
Importører med toldkredit skal indbetale told med videre senest den 16. i måneden efter afregningsperioden, se TDL § 30.
Se om bagatelgrænser sidst i dette afsnit.
Importørregistrerede virksomheder der ikke har stillet sikkerhed har ikke toldkredit
Er der ikke stillet sikkerhed for betalingen af told, skal tolden af varerne betales senest den 5. hverdag efter fortoldningsdagen. Virksomheden får sendt et indbetalingskort fra SKAT for hver fortoldning, se TDL § 33, stk. 4.
Overskrides denne frist, skal varemodtageren betale en afgift på 230 kr. for den pågældende fortoldningsangivelse, se TDL § 34, stk. 1.
Afgiften skal betales senest den 16. i måneden efter afregningsperioden.
Importørregistrerede virksomheder der ikke har eller er frataget toldkredit
Tolden skal betales ved fortoldningens afslutning, hvis varemodtageren er nægtet eller har fået frataget sin toldkredit, se TDL § 33, stk. 2. Se afsnit F.A.33.2 om vareindførsel i erhvervsmæssigt øjemed under sikkerhedsstillelse.
Ikke importørregistrerede virksomheder (fx privatpersoner)
Virksomheder, der ikke er importørregistrerede, fx privatpersoner, skal indbetale told-, moms- og afgiftsbeløbet, som det fremgår af skemaet:
Virksomheder(der ikke er importørregistreret) eller privatpersoner
|
kan betale via netbank
|
Ved betaling skal oplyses:
|
med adresse i Nordsjælland/København
|
med kortart +73 til kreditnummer 81406731
|
- Navn
- Eventuelt CVR-nummer
- Referencenummer
- At betalingen vedrører fx told, moms osv.
|
med adresse i det øvrige Danmark
|
med kortart +73 til kreditnummer 81450536
|
- Navn
- Eventuelt CVR-nummer
- Referencenummer
- At betalingen vedrører fx told, moms osv.
|
Se om "Betaling af told" på www.skat.dk.
Ekspeditionsafgift ved skønsmæssig ansættelse, herunder hvor SKAT ikke foretager en ansættelse.
Ekspeditionsafgift for fortoldningsangivelser, der er blevet skønsmæssigt ansat, skal betales efter de regler, der gælder for varemodtagerens betaling af told, se TDL § 81, stk. 2 . Se afsnit F.A.33.10 om skønsmæssig ansættelse under ekspeditionsafgift. Ekspeditionsafgiften er 550 kr. for hver angivelse, se TDL § 81, stk. 3.
Ekspeditionsafgift efter TDL § 81, stk. 3 skal betales selvom SKAT ikke har foretaget en skønsmæssig ansættelse efter TDL § 13, idet der skal betales ekspeditionsafgift for hver angivelse, der indgives for sent. Se TDL § 81, stk. 1 sidste punktum.
Kontoregnskab og importspecifikation
Den importørregistrerede virksomheds konto
De beregnede toldbeløb mv. debiteres importørens/varemodtagerens konto for den måned, hvor fortoldningen er antaget.
Importspecifikation
Omkring den 10. i hver måned får importøren/varemodtageren tilsendt en importspecifikation med oplysning om de enkelte fortoldninger, godtgørelser, indbetalinger med videre for den nærmest forudgående afregningsperiode.
Importspecifikationen bliver sendt som almindeligt brev, med mindre importøren selv vælger at hente den via TastSelv Erhverv på http://www.skat.dk/. Når virksomheden har tilmeldt sig TastSelv, vil importspecifikationen ikke længere blive sendt som brev.
TastSelv - fordel
Fordelen ved at hente importspecifikationen i Tast Selv er bl.a., at importøren modtager en reminder pr. mail, om at importspecifikationen er dannet.
Hjælp til importspecifikation
Importøren/varemodtageren har mulighed for at få hjælp til de enkelte referencenumre på importspecifikationen. Der er mulighed for at få "spørge adgang", således at man kan se oplysninger som fx afsender, varekode, speditør med mere vedrørende den enkelte fortoldning. Der kan søges om adgang ved at udfylde blanket 40.027 og sende den til SKAT.
Betalingsform
Toldbeløb mv. skal indbetales af importøren/varemodtageren til SKAT. Der kan betales via netbank og PBS. Udbetaling af toldbeløb som importøren/varemodtageren skal have tilbage fra SKAT bliver overført til dennes nemkonto.
Virksomheder, der anvender TastSelv indbetaler beløbet ved at bruge betalingslinje, der fremgår af den elektroniske importspecifikation.
Virksomheder der får tilsendt importspecifikationen skal bruge det girokort, som er vedhæftet den tilsendte importspecifikation til indbetalingen.
Indbetalingsdag
Hvis sidste rettidige betalingsdag falder på en lørdag, søndag eller helligdag, anses indbetalingen for rettidig, når der betales den første hverdag efter sidste rettidige indbetalingsdag. Se nærmere toldbekendtgørelsens § 62.
Betaling er rettidig, når
- beløbet er indbetalt til et posthus, et pengeinstitut, via netbank eller til SKAT senest sidste rettidige betalingsdag
- beløbet er indbetalt via PBS. Godkendelse af betalingstræk skal være sket i TastSelv Erhverv senest kl. 15.50 på bankdagen før sidste rettidige indbetalingsdag. Godkendte betalingstræk sendes til NETS (PBS) kl. ca. 16 dagen før betalingsdagen.
- beløbet er betalt kontant eller ved dankort hos SKAT.
Beløb under 75 kr. skal ikke indbetales, når der er stillet sikkerhed for betalingen af told, se om bagatelgrænser sidst i dette afsnit.
Udbetaling
Begæring om godtgørelse skal indgives senest den 20. dag i en afregningsperiode. Se TDL § 36, stk. 2.
Toldbeløb med videre udbetales af SKAT til importøren/varemodtageren via nemkonto.
Beløb under 75 kr. udbetales ikke, med mindre der anmodes om udbetaling af et lavere beløb. Se EUTK art. 116, stk. 2 og se om bagatelgrænser sidst i dette afsnit.
Restancer
Reglerne omkring inddrivelse af restancer fremgår af Den juridiske vejledning 2016-1 afsnit G.A om inddrivelse.
Bortfald af kreditret
Fratagelse af kredit
SKAT kan straks fratage en importørregistreret virksomhed retten til kredit for betaling af told, se TDL § 38, hvis virksomheden
- ikke afgiver en fortoldningsangivelse inden for den frist, der er fastsat efter TDL § 13
- ikke betaler skyldig told rettidigt
- hvis der er oplysninger om varemodtagerens forhold, der gør det overvejende sandsynligt, at tolden ikke vil blive betalt rettidigt.
I visse tilfælde kan en importørregistreret virksomhed nægtes eller fratages en allerede opnået toldkredit, se TDL § 33, stk. 2 og 3. Det gælder hvis varemodtageren:
- er et bo under konkursbehandling eller tvangsakkordforhandling
- er død
- efter en udlægsforretning er blevet fundet ude af stand til for tiden at betale sin gæld eller har standset sine betalinger
- er under frivillig akkord eller likvidation
- i øvrigt ikke vurderes kreditværdig.
Såfremt der er sket fratagelse af kreditten, skal der betales kontant.
Generhvervelse af toldkredit
Toldkreditten kan generhverves på betingelse af, at
- importøren/varemodtageren har betalt rettidigt i et halvt år
- importøren/varemodtagerens resultatopgørelse for den seneste periode viser overskud efter renter, men før evt. afskrivninger
- der fremlægges kommenterede drifts- og likviditetsbudgetter, der dels har været overholdt i det halve år, hvor varemodtageren har betalt rettidigt, dels viser en fornuftig positiv udvikling.
SKAT har pligt til at undersøge kreditværdigheden af varemodtageren.
For mindre importører/varemodtagere kan regnskabskravene slækkes, men det kræves fortsat, at varemodtageren kan sandsynliggøre, at betaling fremover vil ske rettidigt.
Se nærmere TDL § 38.
Bagatelgrænse
Der er en grænse (bagatelgrænse) for, hvor små beløb der skal indbetales, og hvor små beløb SKAT skal udbetale.
Ordningen med bagatelgrænser fungerer på følgende måde:
Indberetningen udfyldes på sædvanlig måde.
- Hvis det beløb, der skal betales i henhold til importspecifikationen er 75 kr. eller derunder, opkræves beløbet ikke
- Hvis beløbet, der skal udbetales i henhold til importspecifikationen er 75 kr. eller derunder, udbetaler SKAT ikke beløbet, med mindre der er anmodes om udbetaling af et mindre beløb. Se EUTK art. 116, stk. 2.
Se om bagatelgrænse på www.skat.dk under "Sådan betaler du til SKAT".
Henstand med betalingen.
Skat kan efter ansøgning fra den pågældende person og mod at der stilles sikkerhed, bevilge henstand med betalingen efter EUTK art. 110 på en af følgende måder:
- Særskilt for hver enkelt import-eller eksportafgiftsbeløbet, der bogføres i overensstemmelse med EUTK art. 105, stk. 1 første afsnit, eller EUTK art. 105, stk. 4.
- Samlet for alle de import- eller eksportafgiftsbeløb, der bogføres i overensstemmelse med EUTK art. 105, stk. 1, første afsnit, i en periode, der fastsættes af SKAT, dog højst på 31 dage.
- Samlet for alle de import- eller eksportafgiftsbeløb, der bogføres samlet i overensstemmelse med EUTK art. 105, stk. 1, andet afsnit.
Henstandsperioden.
Henstand efter EUTK art. 110 kan bevilges i 30 dage, regnet fra dagen efter den dag, hvor toldskylden meddeles debitor. Se nærmere EUTK art. 111, herunder hvordan de 30 dage beregnes i forhold til bevillingen.