Når der disponeres over indbetalte præmier/bidrag ved tilbagebetaling eller overførsel efter indkomståret efter PBL § 21 A, stk. 1 og 2, PBL § 22, stk. 1 og PBL § 22 A, stk. 1, skal disse dispositioner med virkning fra indkomståret 2010 indberettes til CPS.

Når der disponeres over indbetalte præmier/bidrag ved tilbagebetaling eller overførsel i indkomståret efter PBL § 21 A, stk. 1 og 2, PBL § 22, stk. 1 og PBL § 22 A, stk. 1, skal disse dispositioner med virkning fra indkomståret 2014 indberettes til CPS.

Der kan kun ske overførsel efter PBL § 21 A fra en arbejdsgiveradministreret pensionsordning til en anden arbejdsgiveradministreret pensionsordning, og overførsel fra en privattegnet pensionsordning kan kun ske til en anden privattegnet pensionsordning.

Ved indberetning af disse tilbagebetalinger/overførsler skal rettekoderne 3, 4, 5 og 8 anvendes. Se eksempler i næste afsnit.

Blanket 07.051, 07.052 og 07.083, som anvendes i forbindelse med tilbagebetaling/overførsel af pensioner, skal ikke sendes til Skattestyrelsen for indkomstår 2010 og frem. De skal opbevares i pensionsinstituttet i 5 år efter udløbet af det kalenderår, hvor i beløbet er udbetalt eller overført til en anden pensionsordning.

 

 Vi har konstateret, at den typiske fejl i PBL § 21 A overførsler er, at der flyttes fra en arbejdsgiveradministreret ordning frem for en privattegnet ordning først. Såfremt kunden f.eks. har en privattegnet ratepension, SKAL der ske flytning fra den private ordning forud for den arbejdsgiveradministrerede. Se prioriteringsreglen i Den juridiske vejledning - afsnit C.A. 10.2.2.3.3

Hvordan skal der rettes hvis en kunde fejlagtigt har fået flyttet en arbejdsgiveradministreret ordning frem for en privattegnet ordning i forbindelse med en § 21 A overførsel?

Eksempel:

Indkomstår 2016

I institut A
Indbetalt på en privattegnet ratepension                             20.000 kr.

I institut B
Indbetalt på en arbejdsgiver adm. ratepension                    52.400 kr.

På årsopgørelsen for indkomståret 2016 får kunden oplyst, at der ikke kan foretages fradrag for de 20.000 kr., som er indbetalt på privattegnet ratepension, da der kun er fradrag for i alt 52.400 kr.

1. marts 2017 anmoder kunden fejlagtigt institut B om at få overflyttet 20.000 kr. fra den arbejdsgiver adm. ratepension til en arbejdsgiver adm. livsvarig liv.

Institut B overfører pengene og indberetter rettelsen til CPS. Minus 20.000 på rate og plus 20.000 på livsvarigt liv, og med en rettekode 5 på begge transaktioner.

Feltet for fradrag af ratepension er låst på årsopgørelsen. Kunden vil typisk kontakte Skattestyrelsens kundecenter efterfølgende for at få fradrag for de 20.000 kr., som er indbetalt på den privattegnede ordning.

Da reglen er, at der altid først skal disponeres over den private ordning frem for den arbejdsgiver adm. ordning i forbindelse med overførsler/udbetalinger efter PBL § 21 A mf., vil Skattestyrelsens kundecenter oplyse kunden om, at der er disponeret forkert, og at kunden skal få det rettet ved deres pensionsinstitut/ter.

Hvordan skal/kan det rettes:
Overførslen fra den arbejdsgiver adm. ratepension til den arbejdsgiver adm. livsvarige liv kan ikke tilbageføres. Denne overførsel vil ikke kunne omdisponeres og vil derfor blive opfattet som en PBL § 41 overførsel (overførsel af et pensionsdepot) i stedet for en PBL § 21 A overførsel (overførsel af for meget indbetalt til en pensionsordning).

Derfor skal institut B tilbageføre deres indberetninger* til CPS således:

  • Plus 20.000 kr. på rate pensionen
  • Minus 20.000 kr. på livsvarigt liv

Begge indberetninger skal være med rettekode 5.

*Indberetningerne ændres, men pengene flyttes ikke idet § 41 overførslen ikke kan ændres.

 

Efterfølgende skal institut A overføre 20.000 kr. fra den private ratepension til en privat livsvarig liv.

Overførslen skal indberettes til CPS således:

  • Minus 20.000 kr. på privat ratepension
  • Plus 20.000 kr. på privat livsvarigt liv

Begge indberetninger skal være med rettekode 4.

Når disse rettelser fremgår af skatteoplysningerne skal kunden igen henvende sig til Skattestyrelsen for at få ændret årsopgørelsen med et fradrag for den private livsvarige liv.