For ferskvandsdambrug gælder Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 1567 af 7. december 2016 om ferskvandsdambrug.

Bekendtgørelsen har til formål at indføre en resultatbaseret forvaltning, der har indbygget incitamenter for dambrug til at anvende bedste tilgængelige teknik, der samtidig giver mulighed for produktionsudvidelse uden at forureningen øges.

For at forbedre de fysiske forhold i og omkring vandløb kan vandløbsmyndigheden beslutte, at der gennemføres restaureringsforanstaltninger, herunder genopretning af vandløbs naturlige løb og fjernelse af fysiske spærringer for gennemstrømningen. Se vandløbsloven § 37 i, lovbekendtgørelse nr. 1219 af 28. september 2016.

Efter vandforsyningslovens § 22, stk. 4 i, lovbekendtgørelse nr. 1204 af 28. september 2016, fremgår, at der ved tilladelser til indvinding af overfladevand til dambrug altid skal opretholdes en vandforsyning på mindst halvdelen af medianminimumsvandføringen i vandløbet.

Der er fortsat en række dambrug, som endnu ikke har en miljøgodkendelse.

Et dambrugs produktion forstås, som vægten af tilvæksten af de fisk (incl. døde fisk), der hvert år er produceret på dambruget.

Foderkvotienten forstås, som den mængde foder målt i kilo, der går til at producere et kilo fisk.

Størrelsen af det årlige højest tilladelige foderforbrug eller de maksimalt tilladelige udledningskvoter fastsættes af godkendelsesmyndigheden.

Godkendelsesmyndigheden udmelder årlige foderkvoter eller maksimale årlige udledningskvoter er. Her er der taget hensyn til aktuelle forhold på det enkelte dambrug og til relevante miljøhensyn i fx vand- og naturplaner.

Der kan søges oplysning hos godkendelsesmyndigheden om det enkelte dambrugs fodertildeling eller udledningskvoter, hvis det er nødvendigt for vurderingen.

Et dambrugs handelsværdi/ejendomsværdi udtrykkes bedst ud fra dets mulige produktion.

Et produktionsdambrugs ejendomsværdi skønnes at udgøre ca. 12.000 - 15.000 kr. pr. ton tilladt fodertildeling.

For dambrug, der reguleres på udledninger, anvendes det tilladelige foderforbrug, som anført i bekendtgørelse nr. 1567 af 7. december 2016.

Der skelnes ikke mellem traditionelle dambrug og modeldambrug.

I den kapitaliserede værdi af fodertildelingen/vandvindingsretten indgår værdien af

  • det grundareal, der kan henføres til selve dambrugsproduktionen
  • produktionsbygninger
  • vej- og sporanlæg i tilknytning til fodrings- og oprensningsarbejder
  • igangværende damme, bundfældningsbassiner og hovedstemmeværk.

For dambrug med produktion af moderfisk fastsættes foderforbruget særskilt for denne del af produktionen, og den tilladte fodertildeling målt i ton kapitaliseres med ca. 22.000 - 25.000 kr. Det skyldes, at foderkvotienten er væsentlig mere gunstig end for sædvanlige produktionsdambrug.

Til den kapitaliserede værdi lægges værdien af boliger, hvor der tages udgangspunkt i forslagsberegningerne for parcelhuse, og værdien af eventuelle arealer til andre formål. Se afsnit H.A.3.2.5.