Indhold
Dette afsnit indeholder reglerne om beskatning af indtægter og udgifter på blandet benyttede ejendomme, hvor ejendomsværdien er fordelt efter VUL § 33, stk. 5.
Afsnittet indeholder:
- Definition
- Indtægter
- Udgifter
- Udlejning af privat bolig
- Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre.
Definition
Ved blandet benyttede ejendomme forstås ejendomme, der indeholder en eller to selvstændige lejligheder, og som uden at være landbrugsejendomme mv., jf. VUL § 33, stk. 4, eller skovejendomme, jf. VUL § 33, stk. 7, både tjener til bolig for ejeren og benyttes erhvervsmæssigt i væsentligt omfang.
Når den erhvervsmæssige anvendelse af ejendommen er væsentlig og udgør mindst 25 pct. af ejendommens samlede værdi, fordeler vurderingsmyndigheden ejendomsværdien. Se VUL § 33, stk. 5, 1. og 2. pkt.
Ejendomsværdien fordeles på den del af ejendommen, der tjener til bolig for ejeren, og på den øvrige ejendom.
Når der er en vurderingsfordeling på ejendommen efter VUL § 33, stk. 5, 1. og 2. pkt., kan ejeren anvende virksomhedsordningen på den erhvervsmæssigt anvendte del af ejendommen, når betingelser herfor i øvrigt er opfyldte.
Se i afsnit (C.C.5) om de nærmere betingelser for at anvende virksomhedsordningen.
Indtægter
En ejer skal ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst medregne indtægter på ejendommen på sædvanlig vis efter skattereglerne.
Når der er en vurderingsfordeling af ejendomsværdien efter VUL § 33, stk. 5, 1. og 2. pkt., skal indtægter vedrørende den erhvervsmæssigt benyttede del af ejendommen medregnes ved opgørelsen af den personlige indkomst (virksomhedsindkomsten). Se PSL § 3, stk.1.
Der beregnes ejendomsværdiskat af boligdelen. Se EVSL § 4, nr. 5.
Se afsnit (C.H.3.2.2) om indtægter på fast ejendom og afsnit (C.H.3.5.5.4) om ejendomsværdiskat på ejendomme med særlige forhold.
Se nedenfor i dette afsnit om udlejning af privat bolig.
Udgifter
Når der er en vurderingsfordeling af ejendomsværdien efter VUL § 33, stk. 5, 1. og 2. pkt., kan ejeren ved indkomstopgørelsen fratrække de faktiske drifts- og vedligeholdelsesudgifter vedrørende den erhvervsmæssigt benyttede del af ejendommen efter statsskattelovens regler. Se LL § 15 J, stk. 1, sammenholdt med LL § 15 K, stk. 6, og SL § 6, litra a og litra e.
Bemærk
Hvis der ikke er en vurderingsfordeling af ejendomsværdien, er der ikke fradrag for drifts- og vedligeholdelsesudgifter på ejendommen.
Se afsnit (C.H.3.2.3.1) om fradrag for driftsomkostninger og afsnit (C.H.3.2.3.4) om fradrag for vedligeholdelsesudgifter.
►I en situation, hvor der ikke er foretaget en vurderingsfordeling efter VUL § 33, stk. 5, i de pågældende indkomstår, og ejendommen uomtvisteligt burde have været vurderet med en sådan vurderingsfordeling, og også bliver det ved den efterfølgende vurdering, er der dog fradrag for den andel af drifts- og vedligeholdelsesudgifterne samt ejendomsskatterne, der kan henføres til den erhvervsmæssigt benyttede del af ejendommen. Se SKM2017.95.LSR.◄
Der er fradrag for ejendomsskatter mv., der vedrører den erhvervsmæssigt benyttede del af ejendommen, selv om der ikke er en vurderingsfordeling af ejendomsværdien, hvis den erhvervsmæssige benyttelse udgør 10 pct. eller mere. Se LL § 14, stk. 2 og 3.
Drifts- og vedligeholdelsesudgifter samt ejendomsskatter mv. fratrækkes ved opgørelsen af den personlige indkomst (virksomhedsindkomsten), når der er en vurderingsfordeling på ejendommen. Se PSL § 3, stk. 2.
Når der ikke er en vurderingsfordeling, fratrækkes ejendomsskatter i kapitalindkomsten. Se PSL § 4, stk. 1, nr. 6.
Ejere af blandet benyttede ejendomme har ikke fradrag ved indkomstopgørelsen for drifts- og vedligeholdelsesudgifter eller ejendomsskatter mv., der vedrører den lejlighed, som ejeren bebor. Se LL § 15 J, stk. 1, og LL § 14.
Der er ved indkomstopgørelsen fradrag for renter samt eventuelle administrationsbidrag og reservefondsbidrag til realkreditinstitutter, der vedrører såvel boligdel som den øvrige del af ejendommen. Se LL § 15 J, stk. 1, og SL § 6, litra e.
Renter mv. fratrækkes som udgangspunkt i kapitalindkomsten. Se PSL § 4, stk. 1, nr.1.
Hvis ejeren anvender reglerne i virksomhedsordningen på den erhvervsmæssigt anvendte del af ejendommen, fratrækkes erhvervsmæssige renter dog i virksomhedsindkomsten. Se VSL § 6.
Se afsnit (C.H.3.2.3) om de generelle regler for fradrag for udgifter på fast ejendom.
Udlejning af privat bolig
Ved udlejning af ejerboligen en del af året eller ved udlejning af værelser i ejerboligen gælder reglerne i LL § 15 P for opgørelse af resultatet af udlejningen, når ejerboligen er omfattet af reglerne om ejendomsværdiskat.
Se LL § 15 P og afsnit (C.H.3.4) om udlejning af privat bolig.
Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre
Skemaet viser relevante afgørelser på området:
Afgørelse samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse
|
Afgørelsen i stikord
|
Yderligere kommentarer
|
Landsskatteretskendelser
|
►SKM2017.95.LSR◄
|
►
Landsskatteretten fandt, at driften af et feriecenter var erhvervsmæssig virksomhed, og at klageren kunne anvende virksomhedsskatteordningen. Den i vurderingsmæssig henseende anvendte benyttelseskode fandtes herefter ikke at kunne tillægges afgørende betydning, idet den måtte anses for åbenbart forkert.
Da ejendommen således burde have været vurderet som en blandet benyttet ejendom efter vurderingslovens § 33, stk. 5, kunne der foretages fradrag for de faktiske driftsudgifter, der kunne henføres til den del af ejendommen, der benyttedes erhvervsmæssigt efter ligningslovens § 15 K, stk. 6, jf. ejendomsværdiskattelovens § 4, nr. 5. Klageren kunne således opnå fradrag for de ejendomsudgifterne, som kunne henføres til udlejningen, herunder vedligeholdelse, forsikring og el. Klageren havde dog ikke dokumenteret eller i tilstrækkelig grad sandsynliggjort, at hestehold havde tilknytning til driften af feriecentret, og udgifterne hertil kunne dermed ikke fratrækkes ved opgørelsen af resultatet af udlejningsvirksomheden.
Klageren havde ret til at fradrag for den andel af ejendomsskatterne, der kunne henføres til den erhvervsmæssige anvendte del af ejendommen. Klageren var desuden berettiget til at foretage afskrivninger på driftsmidler og inventar, som blev anvendt i den erhvervsmæssige virksomhed. Fradrag.
◄
|
|