Indhold
Dette afsnit beskriver generelt kravene til og konsekvenserne af afgiftsfri udlodning til ægtefælle i forbindelse med separation, skilsmisse eller bosondring. Ved bosondring forstås, at det ægteskabelige formuefællesskab ophæves, mens ægteskabet består. Efter bosondringen er ægtefællernes ejendele fuldstændigt særeje.
Afsnittet indeholder:
- Konsekvens af afgiftsfri udlodning
- Afgiftsfri udlodning gælder ikke for særeje
- Pensionsrettigheder deles som udgangspunkt ikke ved separation eller skilsmisse
- Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre.
Konsekvens af afgiftsfri udlodning
Konsekvensen af en afgiftsfri udlodning til en ægtefælle i forbindelse med separation eller skilsmisse er,
- at den fraskilte eller fraseparerede ægtefælle efter udlodningen bliver selvstændigt indkomstskattepligtig af løbende udbetalinger, jf. PBL § 20, stk. 1, nr. 2 og 4, og
- at den fraskilte eller fraseparerede ægtefælle eller ægtefællen efter udlodningen bliver selvstændigt afgiftspligtig af sumudbetalinger, jf. PBL § 30, stk. 2.
PBL § 20, stk. 1, nr. 2 og 4, gælder også ved udlodning til en ægtefælle ved bosondring.
Afgiftsfri udlodning gælder ikke for særeje
Udlodning uden afgiftsmæssige konsekvenser kan kun ske ved skifte af fællesbo eller ved bosondring. Der kan ikke ske afgiftsfri udlodning i tilfælde, hvor ægtefællerne lever faktisk adskilt uden at have skiftet fællesboet. Se PBL § 30, stk. 2.
Reglen om udlodning uden afgiftsmæssige konsekvenser kan ikke anvendes analogt på særeje. Se TfS 1994, 691 LSR, hvor der skete overførsel af halvdelen af mandens rateforsikringer og kapitalpensionsordninger til hustruen i forbindelse med en særejeægtepagt. Landsskatteretten afgjorde, at overførslen ikke var omfattet af reglen om afgiftsfritagelse i PBL § 30, stk. 2, der vedrørte deling af fællesbo ved skifte, herunder bosondring.
Pensionsrettigheder deles som udgangspunkt ikke ved separation eller skilsmisse
Ægtefæller som udgangspunkt deres egne pensionsordninger med sig ud af ægteskabet ved separation og skilsmisse. Se lov om ægteskabets retsvirkninger §§16 a-c. ►(Fra 1.1.2018 §§ 34-35 i lov om ægtefællers økonomiske forhold)◄
Derfor skal ægtefæller, der ønsker at dele hinandens pensionsordninger, sikre sig fx ved at indgå en ægtepagt. Hvis ægtepagten formuleres, så dele af de pensionsordninger, der er omfattet af ægtepagten, reelt kan anses for overdraget til den anden ægtefælle end den oprindelige ejer allerede ved oprettelsen af ægtepagten, er overdragelsen omfattet af PBL § 30. Derimod udløser det ikke afgift efter PBL § 30, stk. 1, at der oprettes en ægtepagt, hvorefter der skal ske deling af en pensionsordning i tilfælde af separation eller skilsmisse fordi sådan en overdragelse reguleres efter PBL § 30, stk. 2. Se SKM2006.608.SKAT.
Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre
Skemaet viser relevante afgørelser på området:
Afgørelse samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse
|
Afgørelsen i stikord
|
Yderligere kommentarer
|
Landsskatteretskendelser
|
TfS 1994, 691 LSR
|
Klageren og hans hustru ville ophæve deres bestående formuefællesskab, så det ved ægtepagt blev bestemt, at fællesformuen, der udelukkende befandt sig i klagerens bodel, blev delt lige, hvorefter parterne fik fuldstændigt særeje. Blandt aktiverne var bl.a. nogle rateforsikringer samt nogle kapitalforsikringer, som ægteparret ønskede delt ligeligt. Landsskatteretten fandt ikke, at afgiftsfritagelsen i PBL § 30, stk. 2,omfattede overførsel af pensionsordninger, der skete ved særejeægtepagt. Landsskatteretten lagde vægt på, at bestemmelsen anvendte udtrykket "udlodning ved skifte", hvilket efter sin ordlyd ikke omfattede en deling ved ægtepagt. Da der heller ikke i forarbejderne eller andet sted var holdepunkter for, at bestemmelsen skulle finde anvendelse ud over de tilfælde, hvor en deling af fællesboet var lovpligtig, var overførslen ikke omfattet af reglen om afgiftsfritagelse i PBL § 30, stk. 2.
|
|