Efter KL § 11 h gælder KL § 28 tilsvarende ved en rekonstruktionsbehandling. Det indebærer, at hvis en fordringshaver har begæret rekonstruktionsbehandling, uden at betingelserne for rekonstruktionsbehandling var opfyldt, og kunne dette være undgået ved fornøden agtpågivenhed, skal fordringshaveren betale skyldneren erstatning for tab og godtgørelse for tort uden hensyn til, om rekonstruktionsbehandling er indledt. Se KL § 28, stk. 1.

Henvisningen til KL § 28 indebærer også, at hvis det viser sig, at fordringen ikke bestod, indtræder der et ansvar, selv om intet kan bebrejdes den, der begærede rekonstruktionsbehandlingen. Se KL § 28, stk. 2.

Endelig indebærer henvisningen til KL § 28, at skifteretten under særlige omstændigheder kan bestemme, at en fordringshavers begæring om rekonstruktionsbehandling kun kan tages til følge, hvis der stilles en af skifteretten fastsat sikkerhed for eventuelt erstatningsansvar. Se KL § 28, stk. 3.

Krav om erstatning og godtgørelse skal fremsættes over for skifteretten eller de almindelige domstole senest tre måneder efter det tidspunkt, hvor skyldneren blev i stand til at gøre kravet gældende. Se KL § 242 a.