åben Vis afgørelser, domme, kendelser og meddelelser mv. til "C.A.6.1.2.2 Gavebidrag til valgkampagner" udsendt efter offentliggørelsen af denne version af vejledningen.

Et bidrag, som et politisk parti får af en privatperson eller fra en privat virksomhed, er skattefrit for partiet, fordi bidraget er en indkomst af ikke-erhvervsmæssige karakter. Se SEL § 1, stk. 1, nr. 6.

Privat ydet støtte til en kandidat uden for partierne eller til en bestemt politiker inden for et parti er personlig indkomst for politikeren efter SL § 4 og PSL § 3.

Udtalelse fra Skatteministeren om enkeltkandidaters skattepligt

Skatteministeren har i forbindelse med behandlingen af Justitsministeriets forslag til ændring af lov om private bidrag til politiske partier og offentliggørelse af politiske partiers regnskaber afgivet følgende udtalelse (uddrag):

"Spm. nr. 61 af 3. maj 1995:

Der udbedes en uddybning af justitsministerens afsluttende bemærkning under forslagenes 1. behandling, hvorefter tilskud til enkeltkandidater er skattepligtige.

Skatteministerens svar:

Det kan indledningsvis bemærkes, at offentligt ydet støtte til et politisk parti eller en politisk kandidat uden for partierne er skattefri, jf. § 13 i lov om økonomisk støtte til politiske partier mv. For så vidt angår private bidrag til politiske partier samt til de enkelte kandidater både i og uden for partierne gælder derimod de almindelige skattemæssige regler.

Et politisk parti er omfattet af skattepligten efter SEL § 1, stk. 1, nr. 6. Skattepligten omfatter dog alene indtægter, som erhverves af partiet ved erhvervsmæssig virksomhed. Et bidrag, som et politisk parti får af en privatperson eller fra en privat virksomhed, vil således som følge af dets ikke-erhvervsmæssige karakter være skattefrit for partiet.  

Privat ydet støtte til en kandidat uden for partierne eller til en bestemt politiker inden for et parti er personlig indkomst for den pågældende efter SL § 4, jf. PSL § 3.  Er situationen den, at en politiker til fordel for sit parti giver afkald på et bidrag, som den pågældende har modtaget fra privat side, vil bidraget være skattepligtigt for politikeren, da denne ved afkaldet disponerer over bidraget. Der er ikke hjemmel for politikeren til at fradrage bidraget ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.

Når en privatperson eller en privat virksomhed ønsker at yde et bidrag til en politiker, vil situationen dog formentlig normalt være den, at bidraget gives til partiet, som kanaliserer det ud til den enkelte kandidat til brug for dennes politiske arbejde. Der vil derfor i praksis typisk ikke være noget beskatningsproblem.

Et beløb, som et parti bruger i en valgkampagne for at promovere en af partiets politikere, betragtes nemlig ikke som en indtægt for denne og skal derfor ikke medregnes til den pågældendes personlige indkomst.  ...., TfS 1995, 620".

Skatteministeriets og skatteministerens svar på to spørgsmål om støtte til enkeltkandidater, herunder støtteannoncer

I TfS 1997, 553 og TfS 1997, 554, redegør henholdsvis Skatteministeriet og skatteministeren for den skattemæssige behandling af støtte til kandidater i forbindelse med kommunevalg, herunder støtteannoncer i blade og aviser.

Skatteministeriet har fra et fagforbund fået en henvendelse om den skattemæssige behandling af støtte til kandidater i forbindelse med kommunevalget.

Henvendelsen går på en nærmere afklaring af de skattemæssige konsekvenser, hvis fagforbundets blad profilerer de kandidater, der er medlemmer af fagforbundet. Fagforbundet ønskede også, at Skatteministeriet tog stilling til de skattemæssige konsekvenser af lokalafdelingers profilering af medlemmer i det lokale fagblad. Fagforbundet fremførte, at der i journalistisk henseende altid bliver skelnet mellem annonce- og artikelform. Det var fagforbundets opfattelse, at et sådant skel også burde give sig udslag i den skattemæssige vurdering af forholdet.

Skatteministeriet har svaret følgende:

"For den skattemæssige behandling af tilskud fra private til politikere og andre, kan der indledningsvis henvises til skatteministerens svar til Justitsministeriet, offentliggjort i TfS 1995, 520, samt til ministerens svar på spørgsmål nr. 222, 223 og 224 af 21/3 1997 (alm. del - bilag 404).

Det fremgår heraf, at bidrag fra private til enkeltpersoner er skattepligtige. Der er også skattepligt, hvis bidraget består i andet end kontanter, eksempelvis i form af en betalt støtteannonce i et blad.

De skattemæssige konsekvenser bliver ikke påvirket af, at der er tale om blade/fagblade, som kun går ud til en bestemt kreds af mennesker.

Det gør heller ikke nogen forskel, om der er tale om en artikel, hvori den enkelte eller flere profileres, eller en annonce. Det skal dog understreges, at ordet "profilere" er vigtigt i denne sammenhæng. Skatteministeriet er enigt i, at der skal skelnes mellem annoncer og artikler, og at et sådant skel også bør give sig udslag i den skattemæssige vurdering. Faglige og andre oplysende eller orienterende artikler, som ikke direkte har til formål at profilere enkeltkandidater i forbindelse med et valg, er naturligvis ikke skattepligtige for de pågældende.

Det er den pågældende kandidats lokale ligningskommune, som i givet fald tager stilling til de skattemæssige forhold i overensstemmelse med de retningslinjer, der gælder på området.

Det fremgår af skatteministerens svar på spørgsmål nr. 222, 223 og 224 af 21/3 1997 (TfS 1997, 554) til Folketingets Skatteudvalg, at det umiddelbart kan være vanskeligt at fastsætte den økonomiske værdi i de tilfælde, hvor der skal ske beskatning af en støtteannonce. Dette gælder naturligvis også i tilfælde af beskatning af profilerende artikler. Det er umiddelbart Skatteministeriets opfattelse, at der bør tages udgangspunkt i, hvad en støtte-annonce med et tilsvarende budskab ville koste. Som sagt henhører sådanne spørgsmål under ligningsmyndighederne.

Med det nuværende regelsæt er valgtilskud mv. fra private kun skattefrie, hvis de ydes direkte til et politisk parti. Til gengæld får det ingen skattemæssige konsekvenser for modtagerne, hvis et bidrag derefter kanaliseres ud til brug for enkeltkandidaters valgkampagner mv."

"Meddelelse fra Skatteministeren                  Spørgsmål 222

Hvis en privatperson, en faglig klub på en arbejdsplads eller en erhvervsdrivende indrykker en støtteannonce i et lokalt dagblad for en kandidat i forbindelse med et valg uden kandidatens vidende og tilsagn, bliver kandidaten så beskattet af annoncens "værdi"?

Spørgsmål 223

Hvis en kandidat i en valgsituation pr. anbefalet brev med kopi til skatteforvaltningen meddeler en potentiel bidragyder, at kandidaten ikke ønsker støtte i form af støtteannoncer i det lokale dagblad, bliver kandidaten så beskattet af annoncernes "værdi"?

Spørgsmål 224

I forbindelse med et valg er det meget almindeligt, at en bredere personkreds i en annonce ved navns nævnelse erklærer sig som stillere/støtter til en bestemt kandidat. Annoncen betales af de i annoncen opførte personer med fx 25 kr. fra hver person. Bliver en kandidat beskattet af "værdien" af en sådan annonce?

Svar

Da de stillede spørgsmål - med forskellige nuancer - alle vedrører beskatning af valgtilskud til enkeltkandidater, gav Skatteministeren et samlet svar.

I et svar til Justitsministeriet i sommeren 1995 uddybede Skatteministeriet nærmere den skattemæssige behandling af bidrag, som af private ydes til politikere. Dette svar er offentliggjort i TfS 1995, 620. Det fremgår heraf, at private bidrag til et politisk parti ikke er skattepligtige for partiet eller for den enkelte kandidat, når partiet bruger midler til at føre partiet og enkelte kandidater frem.

Ydes der derimod privat støtte til en kandidat uden for partierne eller til en bestemt politiker inden for et parti, er den ydede støtte personlig indkomst for den pågældende efter SL § 4, jf. PSL § 3. Det gælder eksempelvis private bidrag fra en privatperson, en faglig klub på en arbejdsplads eller en erhvervsdrivende direkte til den enkelte kandidat. Det samme gælder, når en bredere personkreds går sammen om at yde et bidrag til en enkelt kandidat.

Det er dog Skatteministeriets opfattelse, at der i praksis typisk ikke vil være et beskatningsproblem, fordi situationen formentlig normalt vil være den, at bidraget gives til partiet, som kanaliserer det ud til de enkelte kandidater i forbindelse med deres politiske arbejde.

Men er der tale om private bidrag direkte til en enkelt kandidat, omfatter skattepligten både bidrag i form af kontante tilskud og bidrag i form af betalte støtteannoncer eller pjecer, der handler om den enkelte kandidat.

Hvor det private bidrag består i andet end kontanter, er det en afgørende forudsætning for beskatning, at værdien for den enkelte kandidat kan opgøres. Er der tale om en støtteannonce vedrørende en enkelt kandidat, vil den skattepligtige værdi som udgangspunkt kunne opgøres til annonceudgiften. Ydes der derimod et privat bidrag i form af en støtteannonce rettet mod flere kandidater, kan det umiddelbart synes vanskeligt at opgøre den økonomiske værdi. Der må derfor foretages et konkret skøn herover.

Skattepligten af private bidrag er som udgangspunkt uafhængig af, om den enkelte kandidat på forhånd har givet tilsagn om at modtage et bidrag. Det er Skatteministeriets opfattelse, at personer og enkeltkandidater, der involverer sig i politik og opstiller til valg, må anses for at være indforstået med at modtage støtte på den ene eller anden vis, dog typisk via partiet. Der er dog tale om et område, hvor de pågældende kandidater også stiltiende accepterer at modtage bidrag i form af bl.a. lokale støtteannoncer.

Derimod vil det ikke udløse beskatning, hvis den pågældende kandidat på forhånd har afslået at modtage et privat bidrag Om der foreligger et sådan afslag, beror på, om den pågældende udtrykkeligt har frabedt sig at modtage et bidrag."