Indhold
Hvis et kasino får mistanke om hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme, skal kasinoet i første omgang undersøge transaktionen eller henvendelsen nærmere.
Når en mistanke først er opstået, skal der omgående ske digital underretning til Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK), medmindre kasinoet gennem sin undersøgelse umiddelbart kan nå frem til, at mistanken ikke længere foreligger. Med andre ord, mistanken skal være afkræftet, ikke blot svækket.
En oplysning fra en kunde, der ikke er understøttet via dokumentation eller af oplysninger, som kasinoet i øvrigt er i besiddelse af, er typisk ikke egnet til at fjerne en mistanke, når denne er opstået.
Kravene til en afkræftelse indebærer imidlertid ikke,
- at kasinoet skal udføre omfattende undersøgelser, foretage efterforskning og lignende, eller
- at kasinoet altid skal indhente dokumentation fra en kunde, når der er opstået en mistanke om hvidvask.
Det betyder blot, at kasinoet skal foretage indberetning til Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet, når den ikke mener at kunne komme længere med en undersøgelse inden for rimelighedens grænser.
Ved tvivl skal der altid ske underretning.
Der er underretningspligt, selvom transaktionen ikke umiddelbart vil medføre, at udbyttet bliver vasket hvidt (også hvor transaktionen er gennemført). Det er vigtigt at holde sig for øje, at hvidvaskreguleringen skal medvirke til bekæmpelse af kriminalitet, herunder terrorisme ved at
- begrænse mulighederne for misbrug af kasinobranchen til hvidvask af penge og finansiering af terrorisme, og
- ved at lette politiets efterforskning af kriminalitet.
For at overholde kravet skal kasinoet have interne procedurer på plads som sikrer, at indberetninger foretages hurtigst muligt. Kasinoet bør på baggrund af en risikovurdering fokusere på de områder, der er sårbare over for hvidvask af penge og finansiering af terrorisme. Ved at have en effektiv risikovurdering, der sikrer, at alle mistænkelige forhold undersøges, vil dette sikre, at kasinoet får rapporteret til Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK).
Der er tale om en pligtmæssig underretning til Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK). Det er ikke en politianmeldelse.
Underretninger modtages af en særlig enhed i SØIK kaldet Hvidvasksekretariatet. Hvidvasksekretariatet er oprettet med henblik på at modtage, analysere og videreformidle underretninger om mulig hvidvask af udbytte fra strafbare forhold eller finansiering af terrorisme fra de virksomheder og personer, der er omfattet af hvidvaskloven og spillelovgivningen.
Hvidvasksekretariatet videresender underretningerne til fx SKAT og politiet.
Se BEK nr. 466/2016 § 9.