Pyramidespil er som udgangspunkt ikke spil i traditionel forstand, da muligheden for gevinst ikke bygger på tilfældigheder eller deltagernes dygtighed, men på antallet af deltagere, der efterhånden indtræder i "pyramiden". Definitionen adskiller sig således for spil defineret efter SPILL § 5.

Ved pyramidespil forstås pyramidisk opbyggede arrangementer, hvor

  • Deltagelse kræver indskud af penge eller andre økonomiske værdier,

Ved indskud af andet end penge, skal der foretages en konkret vurdering af, om indskuddet har en økonomisk værdi. Indskud, der består af genstande af en helt ubetydelig værdi, er ikke omfattet af forbuddet.

  • deltagerne stilles mulighed for økonomisk vinding i udsigt, og
  • en sådan vinding hovedsagelig hidrører fra indskud fra deltagere, der efterhånden indtræder i arrangementet.

Se SPILL § 24.

Der er tale om et arrangement, hvor der sker indskud af penge eller andre økonomiske værdier, som bevæger sig fra bunden af "pyramiden" mod toppen, mens der ikke - eller kun i mindre omfang - skabes en omsætning fra salg af varer eller tjenesteydelser.

Det anses kun for at være pyramidespil, når den økonomiske gevinst hovedsagelig stammer fra indskud fra nye deltagere. Betaling af et indskud for opnåelse af en "forhandlerrettighed" er ikke i sig selv ensbetydende med, at der er tale om pyramidespil. Det afgørende for denne del af vurderingen er således, om værdien af det produkt, der forhandles, står i rimeligt forhold til indskuddet og kan anses som en del af et sædvanligt erhvervsmæssigt forhold. Hvis indtjeningen ved forhandlingen af produktet omvendt har en underordnet betydning i forhold til den indtjening, der hidrører fra hvervningen af nye deltagere, taler dette for, at der er tale om et ulovligt pyramidespil.

Udenfor falder derfor de egentlige salgsorganisationer, der er pyramidisk opbygget, de såkaldte Multi Level Marketing virksomheder. Afgrænsningen mellem Multi Level Marketing og pyramidespil beror på en konkret vurdering, men som tommelfingerregel kan man sige, at såfremt der ikke er et salg af reelle produkter, er der tale om et ulovligt pyramidespil.

Der vil blive foretaget en helhedsvurdering af det enkelte arrangement, herunder en konkret vurdering af, hvorfra omsætningen reelt stammer, og uanset hvad indskuddet formelt betegnes. Det har blandt andet til formål at forhindre forsøg på omgåelse af reglerne.

Bemærk

Det strafbare område er udvidet til også at omfatte personer, der udbyder pyramidespil med henblik på at hverve nye medlemmer. Dette gælder uanset, om det potentielle medlem rent faktisk senere bliver en del af arrangementet. Herudover vil handlinger, der går ud på at organisere og forberede pyramidespil, efter en konkret vurdering kunne straffes som forsøg på/eller medvirken til at udbyde pyramidespil. Den blotte deltagelse i et pyramidespil i form af betaling af indskud er dog ikke strafbart efter lov om spil.

Se almindelige bemærkninger, afsnit 3.2, til LFS 16 1999/1.