Et klasselotteri er kendetegnet ved, at der er tale om et lotteri, der er inddelt i flere klasser med særskilte trækninger i hver klasse. Se SPILL § 5, stk. 1, nr. 5.
Ved vurderingen af, om et lotteri er et klasselotteri, lægges der bl.a. vægt på følgende elementer:
- at der typisk er tale om fortløbende, kontinuerlige lotterier,
- at der typisk er en fast nummerserie (f.eks. 1-400.000) i de enkelte klasselotterier,
- at der typisk foreligger en fast gevinstplan,
- at der typisk er én eller flere adskilte trækninger i hvert klasselotteri,
- at der typisk er en høj tilbagebetalingsprocent,
- at trækningen/trækningerne ikke er forhåndstrukne,
- at der typisk er mulighed for genspil på samme nummer fra klasse til klasse og fra lotteri til lotteri,
- at der typisk er mulighed for selv at vælge hele eller dele af et nummer, og
- at der er én eller flere forskellige lodtyper.
Se forarbejderne til SPILL § 10, stk. 3 (Lovforslag nr. L15 fremsat den 7. oktober 2015).