Skattekontrollovens § 10 E er ophævet med virkning fra 1. juli 2016.
Skatterådet har ved afgørelse SKM2016.6SR ændret praksis for kvalifikation af værdipapirfonde. Værdipapirfonde i Danmark er herefter selvstændige
skattesubjekter. Ligeledes vil udenlandske værdipapirfonde, som er underlagt lignende regulering og rammer som svarende til de krav, der stilles i Danmark, blive kvalificeret som selvstændige
skattesubjekter.
Bestemmelsen i skattekontrollovens § 10 E er på den baggrund blevet ophævet med virkning fra 1. juli 2016, idet det ikke længere er relevant at modtage oplysninger om de enkelte investorers andel
af aktiverne i værdipapirfonden og afkastet heraf.
Andele i værdipapirfonde vil i stedet blive omfattet af de samme indberetningsregler som investeringsbeviser.
Det betyder, at der skal ske indberetning efter skattekontrollovens § 10 A for så vidt angår udlodninger fra
værdipapirfondene til deltagere og beholdningen ultimo året af andele i værdipapirfondene.
Indberetningspligten påhviler administratoren af værdipapirfonden. Se § 50, stk. 2, 2. pkt. i bekendtgørelse om
indberetningspligter mv. efter skattekontrolloven.
Der skal ligeledes ske indberetning i henhold til skattekontrollovens § 10 B for så vidt angår køb og salg af andele i
værdipapirfondene.
Indberetningspligten påhviler som udgangspunkt professionelle formidlere af handler. Er der ikke sådanne formidlere involveret i handlen påhviler indberetningspligten enten overdrageren eller
erhververen. Se §§ 57 og 58 i bekendtgørelse om indberetningspligter mv. efter skattekontrolloven.