Skattepligtige, der ikke er selvstændige erhvervsdrivende, honorarmodtagere eller driver ikke-erhvervsmæssig virksomhed (såkaldt hobbyvirksomhed), men som er almindelige lønmodtagere, kan under visse betingelser godt få fradrag for udgifter. Se LL § 9, stk. 1.

I det omfang lønmodtagere afholder fradragsberettigede udgifter, herunder foretager afskrivninger, skal udgifterne fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst (men ikke ved opgørelsen af den personlige indkomst).

For lønmodtagere kan fradrag dog kun ske i det omfang, den pågældendes samlede fradragsberettigede udgifter overstiger ►5.900 kr.◄ i 2017. Se LL § 9, stk. 1.

Eventuelle genvundne afskrivninger skal medregnes til den personlige indkomst.

Tab ved en lønmodtagers salg af et blandet driftsmiddel kan kun fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.

I et bindende svar fastslog Skatterådet, at spørger måtte anses for at være lønmodtager, og fradrag for agenthonorar kunne derfor kun fratrækkes som ligningsmæssigt fradrag. SKM2007.578.SR.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Afgørelse samt
evt. tilhørende
SKAT-meddelelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

SKAT

SKM2007.578.SR

Skatterådet bekræftede, at spørger måtte anses for at være lønmodtager, da hun primært modtager A-indkomst og dermed ikke kunne hun ikke fratrække udgifterne i den personlige  indkomst. Skatterådet kunne endvidere bekræfte, at udgifter afholdt til agent, anses for at være fradragsberettigede driftsudgifter. Spørger vil således kunne fratrække udgiften som ligningsmæssigt fradrag, efter reduktion af det til enhver tid gældende bundfradrag (LL § 9, stk. 1), der for indkomståret 2007 var 5.200 kr.