Indhold

Målet med beskrivelsen af de konkrete, økonomiske og markedsmæssige omstændigheder samt forretningsstrategien, hvorunder den kontrollerede transaktion eller aktivitet har fundet sted, er at give et indblik i de omstændigheder og forhold, der skal tages i betragtning ved vurderingen af priser og vilkår for transaktionen.

Beskrivelsen omfatter:

  1. De konkrete omstændigheder

  2. De økonomiske og markedsmæssige omstændigheder

  3. Den forretningsstrategi der forfølges.

Ad a) De konkrete omstændigheder

De konkrete omstændigheder, hvorunder transaktionen eller aktiviteten har fundet sted, skal beskrives. Det kan eksempelvis være:

  • Forhandlingsposition mellem køber og sælger

  • Eventuel sammenhæng til andre transaktioner, fx hvor transaktionen er ét af flere led i en større sammenhængende transaktion

  • Baggrunden for at en konkrete transaktion er gennemført, fx hvor en aktivitet er flyttet eller lukket, et lån er optaget, et aktiv er erhvervet eller afstået m.v.

Beskrivelsen af de konkrete omstændigheder er særlig vigtig ved transaktioner, hvor funktioner, aktiver eller risici flyttes mellem de kontrollerede parter.

Ad b) De økonomiske og markedsmæssige omstændigheder

Økonomiske og markedsmæssige omstændigheder skal beskrives i det omfang, de har betydning for fastsættelsen af priser og vilkår for de kontrollerede transaktioner. Eksempler på forhold der skal beskrives er:

  • Branche

  • Den geografiske placering af markedet

  • Størrelsen på markedet

  • Intensiteten af konkurrencen på markedet

  • Forretnings- og produktcyklusser

  • Substituerende/alternative produkter eller serviceydelser på markedet

  • Offentlig regulering af markedet

  • Den generelle købekraft og omkostningsniveauet på markedet

  • Det markedsmæssige niveau, fx en gros- eller detailhandel

  • Samfundsøkonomiske konjunkturer.

  • Råvarepriser

Beskrivelsen er særlig vigtig, når usædvanlige økonomiske og markedsmæssige omstændigheder har haft indflydelse på prisefastsættelsen eller indtjeningen ved de kontrollerede transaktioner eller aktiviteter.

Ad c) Den forretningsstrategi der forfølges 

Eksempler på strategiske tiltag kan være forøgede udgifter til markedsføring eller forskning og udvikling for at kunne trænge ind på et nyt marked eller for at opnå vækst i markedsandele på allerede eksisterende markeder.

Forretningsstrategier kan have en betydning for vurderingen af priser og vilkår for kontrollerede transaktioner, og skal derfor identificeres og beskrives:

  • Hvad er målet med det strategiske tiltag

  • Hvilke overvejelser der ligger bag de strategiske tiltag

  • Hvordan påvirker det strategiske tiltag priser og vilkår

  • Hvem kontrollerer risikoen ved det strategiske tiltag?

Ved et fejlslagent strategisk tiltag skal der også redegøres for efterfølgende tiltag (eller overvejelser herom), der er gennemført eller forventes gennemført for at justere på det fejlslagne strategiske tiltag.

Se også

Afsnit C.D.11.3 og C.D.11.5

TPG 1.111 - 1.118.

TPG 3.7 i sammenhæng med TPG 1.55 - 1.58