Indhold
Dette afsnit handler om erklæringspligt for deponering af værdipapirer i udlandet.
Afsnittet indeholder:
- Værdipapirer deponeret i udlandet
- Hvornår indtræder pligten
- Antallet af erklæringer
- Erklæringens indhold.
Værdipapirer deponeret i udlandet
Der skal afgives en erklæring, herunder fuldmagt- og tilsagnserklæring, til SKAT, hvis en skattepligtig vælger at lade sine værdipapirer deponere i udlandet, eller hvis den skattepligtige har andele af værdipapirer, der er deponeret i udlandet.
Hvornår indtræder pligten
Erklæringspligten indtræder på deponeringstidspunktet eller på det tidspunkt, hvor der indtræder skattepligt til Danmark efter oprettelsen af værdipapirdepotet, dog senest et år efter skattepligtens indtræden.
Antallet af erklæringer
Den skattepligtige skal afgive en erklæring for hvert depot, der er oprettet, eller som den skattepligtige har andel i. Dette gælder også, hvis et pengeinstitut, børsmæglerselskab eller andre optræder på den skattepligtiges vegne (fx via et fællesdepot eller et medarbejderaktiedepot).
Ved fællesdeponering skal erklæringerne indsendes samlet til SKAT.
Erklæringens indhold
Til erklæringsformålet findes en blanket, som skal udfyldes. Blanketten hedder: Erklæring V, blanket 49.023.
Det skal oplyses på erklæringen hvilke værdipapirer, der indlægges ved depotets eller kontoens oprettelse.
Bemærk
Der skal ikke afgives ny erklæring ved ændring af depotet eller kontoen som følge af tilførsel af andre værdipapirer eller udtagelse af de oprindelige eller senere indlagte værdipapirer.
Der er kun erklæringspligt, hvis der er skattepligt til Danmark af de nævnte værdipapirer.