Indhold

Dette afsnit handler om artikel 30 i OECD's modeloverenskomst, der vedrører ratificering og ikræfttrædelsesbestemmelser ved indgåelse af en DBO.

Afsnittet indeholder:

  • Modeloverenskomstens artikel 30
  • Ikrafttrædelsesbestemmelsen i de danske DBO'er.

 

Modeloverenskomstens artikel 30

Modeloverenskomstens artikel 30 fastslår, at

  • Overenskomsten skal ratificeres, og parterne skal udveksle ratifikationsinstrumenter på et nærmere fastsat sted hurtigst muligt. Se modeloverenskomstens artikel 30, stk. 1.
  • Overenskomsten træder i kraft ved udvekslingen af ratifikationsdokumenterne. Hvert af landene angiver i overenskomsten, hvornår og hvordan overenskomstens bestemmelser skal have virkning. Se modeloverenskomstens artikel 30, stk. 2.

Bemærk

De danske DBO'er følger normalt ikke modeloverenskomsten.

Ikrafttrædelsesbestemmelsen i de danske DBO'er

Ikrafttrædelsesbestemmelsen i de danske DBO'er er forskelligt udformede. Det skyldes, at både Danmark og den anden aftalepart kan have særlige ønsker til udformningen af bestemmelsen.

De danske DBO'er har for det meste en opbygning, der består af følgende:

  • Stk. 1: Bestemmelse om, at parterne skal give hinanden underretning, eventuelt gennem diplomatiske kanaler, om at de forfatningsmæssige betingelser for, at overenskomsten kan træde i kraft, er opfyldt. Der står ikke noget om ratifikationsinstrumenter. Et ratifikationsinstrument kræver underskrift af statsoverhovedet - i Danmark Dronningen; men der er ikke kutyme i Danmark for at inddrage Dronningen. Den almindeligt brugte formulering betyder, at en diplomatisk note kan udstedes af Udenrigsministeriet, og at parterne ikke behøver at mødes for at udveksle dokumenter.
  • Stk. 2: Bestemmelse om, at overenskomsten træder i kraft umiddelbart på datoen, hvor den sidste note udveksles, og om virkningstidspunkt. Virkningstidspunktet aftales så vidt muligt til
    • Hovedregel: virkning for det indkomstår, der begynder på eller efter 1. januar i det år, som følger efter ikrafttrædelsesdatoen.
    • Eventuelt: For skatter, der opkræves ved kilden, virkning for beløb, der betales eller godskrives på eller efter den 1. januar i det år, som følger efter ikrafttrædelsesdatoen.

Eksempel

Danmark har modtaget diplomatisk note fra den anden part i en DBO den 29. november 2011. Danmark har tidligere sendt sin diplomatiske note til den anden part. DBO'en træder i kraft den 29. november 2011 og har virkning for indkomstår, der begynder den 1. januar 2012 eller senere.

En dansk skattepligtig har bagudforskudt regnskabsår, der løber fra den 1. december til den 30. november. For denne skattepligtige har den ovennævnte DBO virkning fra og med det indkomstår, der begynder den 1. december 2012.