Indhold

Dette afsnit beskriver SKATs kompetence til administrativt at afgøre straffesager om overtrædelser af skatte-, afgifts- og toldlovgivningen.

Afsnittet indeholder:

  • Regel
  • Afgrænsning af kompetencen til at afgøre sager om bøde eller frihedsstraf
  • Praksis for bødestørrelse fastsættes af domstolene
  • Vedtaget bødeforelæg.

Regel

SKAT er bemyndiget til administrativt at afgøre en straffesag når

  • sagen kan afgøres med bødestraf og
  • den pågældende skatte- eller afgiftspligtige erklærer sig enig i SKATs vurdering.

Kompetencen er beskrevet i en række næsten enslydende bestemmelser. Se fx  SKL § 20 for så vidt angår skat og OPKL § 18 for så vidt angår moms og øvrige afgifter.

Bemærk

SKAT kan også afslutte en straffesag administrativt i de tilfælde, hvor overtrædelsen er begået af udlændinge og udenlandske selskaber på dansk territorium. Se STRFL §§ 6-9 a, hvoraf det fremgår, hvornår danske domstole har straffemyndighed.

Når den skatte- eller afgiftspligtige ikke er enig i SKATs vurdering

Når den skatte- eller afgiftspligtige ikke er enig i SKATs vurdering, er det altid domstolene, der har kompetencen til at sanktionere strafbare overtrædelser. Enhver, der er tiltalt for en strafbar overtrædelse, har således krav på at få afgjort skyldsspørgsmålet og strafudmålingen ved retten.

Afgrænsning af kompetencen til at afgøre sager om bøde eller frihedsstraf

SKAT kan kun træffe en administrativ afgørelse i sager, der kan sluttes med et bødeforelæg, hvis den skatte- og afgiftspligtige er enig heri.

Det er domstolene, der fastsætter praksis for, i hvilke tilfælde frihedsstraf kan idømmes, efter indstilling fra anklagemyndigheden.

SKAT kan ikke afgøre afgøre administrative told-. skatte- og/eller afgiftsstraffesager, når en forsætlig unddragelse overstiger:

  • 250.000 kr. for overtrædelse af skattelovgivningen, momsloven, lov om arbejdsmarkedsbidrag og lønsumsafgiftsloven
  • 100.000 kr. for overtrædelse af punktafgiftslovene
  • 15.000 kr. for overtrædelse af toldloven ved erhvervsmæssig smugleri
  • 30.000 kr. for overtrædelse af toldloven ved smugleri af ikke-erhvervsmæssig karakter.

Se også

Se afsnit A.C.3.5 om sanktioner.

Praksis for bødestørrelse fastsættes af domstolene

Da administrative bødeforelæg er straffesager skal de straffeprocessuelle regler i retsplejeloven om den sigtedes rettigheder og bevisbyrdereglerne anvendes. Se afsnit A.C.3.4.2 om sigtelse og afsnit A.C.3.4.5 om bevisbyrde.

I en straffesag er det SKAT, der har bevisbyrden for, at der er begået et strafbart forhold. Bødens størrelse er afledt af retspraksis. Ved ny lovgivning eller ønske om en ændret praksis, skal der derfor anlægges prøvesager ved domstolene.

Hvis udfaldet af prøvesagerne viser en ensartet strafudmåling, og Rigsadvokaten tilkendegiver, at domstolene har anlagt en fast bødepraksis, kan SKAT anvende det fastlagte bødeniveau ved administrative bødeforelæg for overtrædelse af den nye lovgivning. Det samme gælder, hvis domstolene i prøvesagerne har ændret den tidligere bødepraksis. 

Vedtaget bødeforelæg

Et vedtaget bødeforelæg har samme retsvirkning som en endelig dom. Se RPL § 832, stk. 3.

Der kan indgås forlig om betaling af omkostninger til beskikket forsvarer. Se afsnit A.C.3.3 om forsvarerbistand.