A.B.1.9.2 Firmabil - info.skat.dk


	Stiller arbejdsgiveren en bil til rådighed, som den ansatte kan anvende privat, er der tale om et skattepligtigt personalegode (fri bil), jf. LL § 16, stk. 4. En skatteyder havde benyttet en bil til befordring mellem hjem og arbejde. Bilen var stillet til rådighed af hustruen, som havde tandlægevirksomhed, hvori skatteyderen ikke var ansat. Hustruen blev beskattet af rådigheden over bilen som fri bil. LSR fandt, at der ikke er hjemmel til beskatning af fri befordring i LL § 9 C, stk. 6, da bestemmelsen forudsætter, at bilen er stillet rådighed af en arbejdsgiver, jf. TfS 1997, 745. En fodboldtræner, der havde fået stillet en sponsorbil til rådighed, blev af ØL anset for skattepligtig af værdien af fri bil, jf. TfS 1997, 557. En selvstændig erhvervsdrivende, der anvender virksomhedsordningen, og som har valgt at lade sin bil gå ind i denne ordning, skal i denne situation ligestilles med en ansat, der har fået stillet bil til privat rådighed af en arbejdsgiver, jf. VSL § 1, stk. 3. Se nærmere afsnit E.G.2.1.6.3. Det er rådigheden over den fri bil, der beskattes. Det skattepligtige beløb fastsættes derfor uafhængigt af privatkørslens omfang. Pct.-reglenDet skattepligtige beløb udgør en procentdel af bilens værdi, jf. LL § 16, stk. 4, 2. pkt. Procentdelen er fastsat til følgende: 1999: 24 pct. 2000 og følgende indkomstår: 25 pct. Opgørelse af bilens værdiBilens værdi sættes til mindst ►160.000 kr.◄ og højst ►450.000 kr.◄, jf. LL 16, stk. 4, 1. pkt. . En ansat, der i hele ►1999◄ har firmabil til rådighed for privat benyttelse, vil derfor blive beskattet af et beløb på mindst ►38.400 kr.◄ og højst ►108.000 kr. ◄Ved beregning af den skattemæssige værdi, skelnes imellem om arbejdsgiveren har anskaffet bilen højst tre år efter bilens første registrering i Centralregisteret for Motorkøretøjer eller ej. Det må antages, at hvis en udenlandsk indregistreret bil, indføres i Danmark, må der ved opgørelsen af den skattemæssige værdi kunne lægges en tilsvarende registrering i et udenlandsk register til grund. ►Fra 1. juli 1999 er den hidtidige praksis for værdiansættelsen af biler, der ikke er indregistreret her i landet eller omfattet af registreringsafgiftslovens § 3 a, stk. 6, lovfæstet, jf. lov nr. 385 af 2. juni 1999.◄ Bilens værdi, som lægges til grund ved beregningen af den skattepligtige indkomst, afhænger af dels bilens alder, dels om arbejdsgiveren har anskaffet bilen som brugt. Beregningsgrundlaget for biler, der ved anskaffelsen er 3 år og derunderFor nye biler og biler, som på anskaffelsestidspunktet er 3 år og derunder, anvendes nyvognsprisen som beregningsgrundlag, jf. LL § 16, stk. 4, 3. pkt. Dette gælder dog kun i det indkomstår, hvor bilen er indregistreret første gang samt de 2 følgende indkomstår. I det 4. og de efterfølgende indkomstår nedsættes værdien til 75 pct. af nyvognsprisen dog ikke til et beløb under ►160.000 kr.◄ . NyvognsprisenNyvognsprisen var tidligere bilens listepris fra ny inkl. moms, registreringsafgift og leveringsomkostninger samt alt normalt tilbehør. Efter en ændring af registreringsafgiftsloven, lov nr. 489 af 12. juni 1996, blev der mulighed for at fastsætte priserne på nye biler mere individuelt. I TfS 1996, 724 udtalte Told- og Skattestyrelsen således, at den pris, som forhandleren faktisk benytter ved afgiftsberigtigelsen, også udgør beregningsgrundlaget inkl. registreringsafgift, moms, leveringsomkostninger og alt normalt tilbehør ved værdiansættelse af fri bil efter LL § 16, stk. 4, 3. pkt. Den værdi, som forhandleren skal benytte ved registreringsafgiftsberigtigelsen for et nyt køretøj, er bl.a. køretøjets almindelige pris, jf. registreringsafgiftslovens §§ 8 og 9. Told- og skatteregionerne administrerer de nærmere regler herom. I givet fald kan der rettes henvendelse hertil. Normalt tilbehørVed normalt tilbehør forstås tilbehør, der forekommer i privatejede biler, herunder telefon, men ikke særligt virksomhedstilbehør som fx telefax, diktafon og lign., jf. skm. cirk. nr. 72 af 17. april 1996 til LL pkt. 12.4.6.2. Told- og Skattestyrelsen har nærmere præciseret begrebet normalt tilbehør, jf. TfS 1996, 487. Styrelsen udtalte, at hvor der ikke er tale om særligt virksomhedstilbehør, medregnes alene registreringsafgiftspligtigt tilbehør/ekstraudstyr til beregningsgrundlaget for fri firmabil. Efter registreringsafgiftslovens § 8, stk. 3, kan ekstraudstyr, der leveres af forhandleren i forbindelse med køretøjets salg til bruger og efter særskilt aftale mellem forhandleren og brugeren, undtages fra registreringsafgift. Det er dog en betingelse, at montering eller udførelse af arbejdet i øvrigt på køretøjet ikke foretages af fabrikations- eller importørvirksomheden. I registreringsafgiftsmæssig henseende indrømmes der et fradrag for særligt trafiksikkerhedsfremmende udstyr, jf. registreringsafgiftslovens § 3, stk. 4-5. Dette fradrag reducerer ikke yderligere beregningsgrundlaget for værdien af fri firmabil. Beregningsgrundlaget vil i et sådant tilfælde fortsat være nyvognsprisen, jf. ovenfor. Beregningsgrundlaget for biler, der på anskaffelsestids punktet er over 3 årHvis bilen på anskaffelsestidspunktet er over 3 år, regnet fra datoen for 1. indregistrering, anvendes købsprisen inkl. moms som grundlag for beregningen af den skattemæssige værdi, og der foretages ingen efterfølgende regulering, jf. LL § 16, stk. 4, 4. pkt. Det samme gælder tidligere hyrevogne, der anskaffes uden berigtigelse af registreringsafgift. Anskaffelsessummen tillægges de istandsættelsesudgifter, som virksomheden afholder, evt. leveringsomkostninger samt udgifter til tilbehør. ►Udgifter til reparation af en bil udført 1½ år efter arbejdsgiverens erhvervelse af bilen skulle ikke medregnes ved opgørelsen af grundlaget for beregning af fri bil. Reparationen skyldtes mangler ved motoren og LSR anså ikke reparationen for foretaget i forbindelse med erhvervelsen af bilen, jf. TfS 1999, 32. ◄Beregningsgrundlaget for bilens værdi kan ikke blive mindre end ►160.000 kr.◄ eller højere end ►450.000 kr.◄ i ►1999◄, jf. LL § 16, stk. 4, 1. pkt. Eksempel 1:En bil anskaffes og indregistreres af en arbejdsgiver den 15. dec. ►1996◄ som ny. Den ansatte, der får stillet bilen til rådighed for privat kørsel, vil i indkomståret ►1999◄ blive beskattet af ►24◄ pct. af 75 pct. af nyvognsprisen, jf. pct.-reglen ovenfor. Der er således her gået 2 fulde indkomstår (1997 ►og 1998◄) siden den første indregistrering af bilen. Eksempel 2:Hvis bilen er indregistreret første gang den 13. dec. ►1996◄, og den bliver solgt videre til en arbejdsgiver den 10. dec. ►1999◄, skal den ansatte, der får stillet bilen til rådighed til privat kørsel, beskattes af en forholdsmæssig andel (1 måned) - i dette tilfælde 1/12 af ►24 ◄pct. af 75 pct. af nyvognsprisen. Her er der ikke gået 3 hele år efter den første indregistrering. Eksempel 3:Køber en arbejdsgiver den 11. dec. ►1999◄ en bil, der er indregistreret første gang den 10. dec. ►1996◄, vil den ansatte, der får stillet bilen til rådighed for privat kørsel, skulle beskattes af en forholdsmæssig andel af ►24◄ pct. af anskaffelsessummen. Her er der gået 3 hele år efter første indregistrering. Rådighed over firmabil en del af åretFor biler, der kun er til rådighed en del af året, medregnes et forholdsmæssigt beløb, jf. LL § 16, stk. 4, ►6. pkt◄. Den skattepligtige værdi beregnes ud fra det antal måneder, hvor bilen helt eller delvis har været til rådighed. Har bilen kun været til rådighed en del af en måned, fx på grund af udlandsrejser eller sygefravær, medregnes værdien af fri bil således for hele måneden. Skifter den ansatte i årets løb en eller flere gange fri firmabil inden for samme kalendermåned, beskattes den pågældende kun af 1/12 af årsværdien af den dyreste af bilerne for den pågældende kalendermåned. Bestemmelsen er bl.a. anvendelig for faggrupper, der ofte skifter bil fx sælgere i et automobilforhandlerfirma. Arbejdsgiveren skal afskære den ansatte fra at råde over bilen, hvis den ansatte ikke skal beskattes af rådigheden for hele året. Eksempelvis kan en ansat efter aftale med arbejdsgiveren aflevere firmabilen i virksomheden, hvis den pågældende skal på rejse i længere tid (i mindst en måned). Ved den delvise råden ansættes den ansatte af firmabilens årsværdi, fratrukket værdien af det antal hele måneder (à 30 dage), hvor bilen ikke er til rådighed for privat brug. Den ansattes egenbetalingBetaler den ansatte arbejdsgiveren for at have bil til rådighed, reduceres den skattepligtige værdi af firmabilen med det betalte beløb, jf. TfS 1996, 488 om egenbetaling af benzin. I en kendelse vedrørende fri firmabil udtalte LSR, at udgangspunktet for beskatning af fri firmabil er, at firmaet afholder alle omkostninger vedrørende firmabilen, herunder udgifter til benzin. Beløb, som den ansatte selv anvender til fx køb af benzin til firmabilen, kan således ikke anvendes til reduktion af den skattepligtige værdi. En reduktion i den skattepligtige værdi forudsatte derfor en betaling af beskattede midler til arbejdsgiveren, jf. TfS 1997, 658. Udgifter i forbindelse med firmabilArbejdsgiveren kan afholde udgifter, der har en driftsmæssig sammenhæng med brugen af firmabilen, uden at dette får skattemæssige konsekvenser for den ansatte. Sådanne udgifter må antages at falde inden for rammerne af den skematiske værdiansættelse efter LL § 16, stk. 4. De udgiftstyper, der typisk vil kunne afholdes af arbejdsgiveren vil være udgifter, der kan betegnes som ordinære, driftsmæssige udgifter, dvs. udgifter til forsikringer, vægtafgift, benzin, nødvendige reparationer, vedligeholdelse, herunder kør-videre-produkter såsom olie, vask, sprinklervæske mv. Udgifter til garage, parkeringsafgifter, parkeringsbøder, færgebilletter, biltog, motorvejs- og broafgifter må anses for udgifter af ikke-driftsmæssig karakter og derfor ikke indeholdt i den skattemæssige værdi af fri firmabil. I det omfang arbejdsgiveren betaler udgifter hertil for den ansatte, må de skattemæssige konsekvenser bedømmes særskilt, jf. også TfS 1996, 489. Lejet/leaset bilHar arbejdsgiveren lejet/leaset den bil, der stilles til rådighed, beskattes den ansatte, som om bilen var købt af arbejdsgiveren, og bilens værdi sættes til nyvognsprisen/anskaffelsessummen på leasingtidspunktet. Reglerne om nedsættelse af beregningsgrundlaget til 75 pct. for det 4. indkomstår efter bilens første indregistrering finder derfor også anvendelse i leasingsituationer. LSR har i en kendelse vedrørende en leaset firmabil fastslået, at den skattemæssige værdi for en tidligere leaset firmabil kan fastsættes til arbejdsgiverens købspris, når firmaet anskaffer bilen mere end tre år efter 1. indregistrering. I kendelsen var der tale om et salg mellem interesseforbundne parter, og både før og efter købet var firmabilen til rådighed for den samme skatteyder. LSR lagde til grund, at den aftalte salgspris var udtryk for den reelle handelspris. Der var således ikke tale om et uafbrudt forløb, blot fordi den samme firmabil var til rådighed for den samme skatteyder før og efter salget/købet, jf. TfS 1997, 183. Hvornår er bilen til rådighed for privat kørsel?Der sker kun beskatning af en firmabil, hvis den er til rådighed for privat anvendelse. De biler, der er omfattet heraf, er biler, der i vid forstand kan være egnede til personbefordring af private. En firmabil, som alene er til rådighed for erhvervsmæssig kørsel, beskattes ikke. Har en person uden for normal arbejdstid en firmabil til rådighed, er der en formodning for, at den også er til rådighed for privat kørsel, medmindre arbejdsgiveren har stillet begrænsninger for anvendelsen. Den ansatte må derfor godtgøre, at en firmabil ikke må benyttes privat, hvis beskatning heraf skal undgås. Det må som minimum kræves, at der er en skriftlig aftale mellem den ansatte og arbejdsgiveren om, at firmabilen ikke må anvendes til privat kørsel, herunder kørsel mellem hjem og arbejde. ►Se endvidere skatteministerens besvarelse vedrørende dokumentation for at en firmabil kun anvendes til erhvervsmæssig kørsel, jf. TfS 1999, 418. ◄Arbejdsgiveren har en pligt til at sikre, at aftalen overholdes. Arbejdsgiveren må således påse, at fx udgifter til benzin og service svarer til omfanget af den erhvervsmæssige kørsel. Hvis bilen medtages til den ansattes bolig uden for arbejdstiden, bliver det betragtet som et væsentligt moment for, at bilen er til rådighed for privat kørsel. Benyttes bilen aldrig privat i arbejdstiden, og efterlades firmabilen altid ved virksomheden uden for arbejdstiden, sker der ikke beskatning af fri firmabil, såfremt der er indgået en aftale med arbejdsgiveren om, at bilen ikke er til rådighed for privat benyttelse. Endvidere vil det bl.a. kunne have betydning, hvor den ansatte bor i forhold til fx dagligvareforretninger, hvordan den pågældende klarer sin transport til og fra arbejde, familiens størrelse, og om familien har egen bil. Der skal således ses på familiens samlede levevis/kørselsbehov ved bedømmelsen af, om firmabilen anvendes privat. Der kan normalt ikke stilles krav om, at den ansatte fører en egentlig kørebog, der viser, at der kun køres erhvervsmæssigt i bilen. Den ansatte kan beskrive sin daglige erhvervsmæssige kørsel og evt. fremvise sine arbejdssedler til understøttelse af, at der ikke er kørt privat. Hvis den ansatte vil undgå beskatning af fri bil til rådighed, må det godtgøres, at den ansatte har meddelt arbejdsgiveren, at den ansatte ikke vil have bilen til rådighed privat, og at bilen udelukkende har været benyttet erhvervsmæssigt. Der skal ske beskatning i løbet af året, såfremt der er en formodning for, at der er fri bil til rådighed. Herefter må den ansatte ved fuldstændigt kørselsregnskab godtgøre over for skattemyndighederne, at den pågældende ikke har kørt privat, se TfS 1994, 154. Hvis en hovedaktionær har råderet over en firmabil, er der en formodning for, at bilen ikke kun er til rådighed for erhvervsmæssig kørsel, men også for privat kørsel. Derfor må en hovedaktionær, der ønsker at undgå beskatning af rådighed over firmabil til privat kørsel, over for ligningsmyndigheden sandsynliggøre, at den pågældende er afskåret fra at anvende bilen til privat kørsel, jf. TfS 1997, 584. ►Se også TfS 1999, 919 om en skatteyder, der arbejdede som gardinmontør og direktør i et selskab, der drev virksomhed med salg og montage af gardiner og som var ejet af skatteyderens ægtefælle. Selskabet var registreret på ægtefællernes privatadresse, men forretningen lå på en anden adresse. Selskabet havde leaset to varebiler, hvoraf skatteyderen benyttede den ene til kørsel til kunder. HR fandt, at der ikke var tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at bilen, uanset at den var specialindrettet til skatteyderens arbejde som gardinmontør, ikke var indrettet på en sådan måde og i et sådant omfang, at den kunne anses som en værkstedsvogn. HR lagde derfor til grund, at bilen var anvendelig som alternativ til en privat bil. Værdien af fri bil blev herefter beregnet efter LL § 16, stk. 4. Se også TfS 1999, 952 (ØLD), hvor en hovedaktionær blev beskattet af fri bil til rådighed af en varevogn på gule plader. Landsretten ladge til grund, at varevognen var egnet til befordring af to personer og lovligt kunne anvendes hertil med private formål, fordi momsen ikke var afløftet af selskabet. Varevognen var uden ændringer i varerummet og derfor ikke specialindrettet. Se også TfS 1999, 28, hvor en hovedanpartshaver ifølge en udateret aftale mellem selskabet og den pågældende have fået en varebil på gule plader stillet til rådighed for kørsel i selskabets regi. Den stedlige skattemyndighed beskattede hovedanpartshaveren af værdien af fri bil til rådighed uanset, at hovedanpartshaveren gjorde gældende, at han ikke havde benyttet varebilen privat, og at han var ejer af en privat bil. LSR fastholdt, at hovedanpartshaveren skulle beskattes af værdien af fri bil. ØL fandt, at uanset at en anvendelse af varebilen ville indebære en overtrædelse af momsloven, kunne bevisbyrden for bilens anvendelse ikke pålægges skattemyndighederne. Da anpartshaveren ikke havde godtgjort, at varebilen alene blev anvendt til erhvervsmæssig formål, fastholdt ØL LSR's afgørelse.◄ Hvis fx et ægtepar er ansat i samme selskab og den ene får stillet en bil til rådighed, skal der kun ske beskatning af den ægtefælle, der får stillet bilen til rådighed for privat kørsel, jf. LL § 16, stk. 4, 1. pkt.► Se endvidere TfS 1999, 386, hvor en skatteyder sammen med sin svigerfar drev landbrugsvirksomhed i interessentskabsform og havde anvendt virksomhedsordningen. Landbruget bestod af tre selvstændigt matrikulerede ejendomme, og skatteyderen og svigerfaderen beboede hver en af ejendommene og havde hver sin husstand. Interessentskabet havde anskaffet en bil, der blev benyttet privat af begge interessenter. LSR fandt, at der ikke var hjemmel til alene at beskatte hver interessent af en forholdsmæssig del af værdien af bil til rådighed, og de blev derfor hver beskattet af den fulde værdi heraf, jf. LL § 16, stk. 4. ◄Anvendelse af firmabilen til transport fra bopælen til et arbejdssted eller omvendt anses for privat kørsel. Dette gælder også selvom bilen anvendes til kørsel til/fra bopælen i forbindelse med kørsel, der i øvrigt er erhvervsmæssig. Hvornår er bilen til rådighed for erhvervsmæssig kørsel (60-dages-reglen)?Transport, der sker mellem bopælen og en midlertidig arbejdsplads anses derimod for erhvervsmæssig kørsel. En midlertidig arbejdsplads er defineret som en arbejdsplads, hvortil der køres højst 60 arbejdsdage inden for de foregående 24 måneder, jf. LL § 9 B, stk. 1, litra a. Der behøver ikke at være tale om 60 arbejdsdage i sammenhæng. Hvis der kun køres fra bopælen til arbejdspladsen enkelte dage igennem en periode, lægges arbejdsdagene sammen. Sammentællingen afbrydes kun, hvis man ikke har kørt mellem bopælen og arbejdspladsen i 60 sammenhængende arbejdsdage (ca. 3 mdr.). Kørsel til en arbejdsplads i dagens løb tælles ikke med i 60-dages-reglen. Se endvidere afsnit A.F.3.2. Selvom en arbejdsplads én gang er blevet fast, kan den godt senere blive midlertidig igen. Konstateres det, at den ansatte kører privat i firmabilen - trods aftale med arbejdsgiveren om det modsatte - beskattes den ansatte, som om bilen var til rådighed for privat kørsel det pågældende år. En virksomheds medarbejder kan ikke uden skattemæssige konsekvenser leje firmabiler. Medarbejderne skal beskattes af værdien af fri bil med fradrag af den foretagne egenbetaling (lejen), jf. LL § 16, stk. 4, se TfS 1994, 730. Har den ansatte på samme tid flere biler til rådighed for privat kørsel, skal den ansatte beskattes af værdien af den fri rådighed over hver enkelt bil. Værdien af hel eller delvis fri firmabil til rådighed er A-indkomst, og arbejdsgiveren skal løbende indeholde A-skat, lønmodtagerbidrag og SP-bidrag. Firmabil på gule pladerAnsatte, der kører i en firmabil på gule plader, hvor arbejdsgiverne ikke har betalt moms ved anskaffelsen, anses ikke for at have firmabil til rådighed, hvis kørslen er lovlig efter momsreglerne, dvs. erhvervsmæssig kørsel, der vedrører firmaets momspligtige aktivitet. I den forbindelse accepteres det, at der lejlighedsvis køres mellem bopælen og det faste arbejdssted. Ved lovlig kørsel forstås også kørsel ud over 60-dages-reglen mindre end en gang ugentlig. Dette gælder også, hvis arbejdsgiveren har lejet firmabilen, og lejemomsen trækkes fra fuldt ud, jf. skm. cirk. nr. 72 af 17. april 1996, pkt. 12.4.6.4. Tilsvarende gælder offentligt ansattes lovlige kørsel i tjenestebil, når bilen er af en type, der ville have kunnet indregistreres på gule plader, hvis den var ejet af en privat virksomhed. TilkaldevagtAnsatte, der har tilkaldevagter fra bopælen, og som tager bilen med hjem, fordi den skal bruges i forbindelse med tilkaldene, anses ikke af den grund for at have bil til rådighed for privat kørsel. Det er dog en betingelse, at tilkaldene ikke sker til et fast arbejdssted, men til midlertidige arbejdspladser, (uvisse adresser) jf. ovenfor. Det må antages, at det forhold, at der undtagelsesvis køres mellem hjemmet og virksomheden ikke udelukker, at der kan være tale om uvisse adresser. ChaufførerChauffører, hvis hovedopgave er at transportere personer, materialer eller værktøj, kan starte og slutte det daglige arbejde ved at køre fra og til hjemmet i bilen, uden at det udløser beskatning af fri firmabil. Der må ikke være tale om tilfældigt chaufførarbejde for virksomheden, eller chaufførarbejde, der er en sekundær opgave i forhold til den pågældendes øvrige arbejdsopgaver. Kundeopsøgende aktivitetFor personer med kundeopsøgende arbejde anses kørsel mellem hjem og virksomhed ikke for privat kørsel, hvis en sådan kørsel højst finder sted 1 gang om ugen. Det er også her en forudsætning, at bilen i øvrigt ikke er stillet til rådighed for privat kørsel. Ved personer med kundeopsøgende arbejde forstås personer, der kører ud til kunder - nye såvel som gamle - for at sælge virksomhedens produkter, uanset om produktet har karakter af varer eller tjenesteydelser. Det kundeopsøgende arbejde skal have en vis fast karakter over året, for at blive anerkendt i relation til LL § 16, stk. 4. Se endvidere skm. cirk. nr. 72 af 17. april 1996 om den skattemæssige behandling af privat og erhvervsmæssig befordring. Særlige køretøjerDer er køretøjer, der ikke umiddelbart anses for omfattet af reglerne om fri bil til rådighed. Det gælder fx lastvogne, kranvogne, og andre specialkøretøjer. Foreligger der lukkede kassevogne med fastmonterede hylder samt fastmonteret værkstøjsindretning, må vognene anses som sådanne specielt indrettede værkstedvogne, at benyttelse af vognene til befordring mellem bopæl og arbejdsplads, ikke udløser beskatning af bil til rådighed, men alene medfører bortfald af befordringsfradraget for den pågældende strækning. Disse køretøjer anses ikke for egnede som alternativ til en privat bil, og privat kørsel i sådanne køretøjer udløser derfor ikke beskatning efter LL § 16, stk. 4. Det forudsættes herved, at bilerne ikke må anvendes- og rent faktisk ikke bliver anvendt - til privat kørsel i øvrigt. Kun de biler, der efter deres art og fremtræden kan være anvendelige som alternativ til en privat bil er omfattet af LL § 16, stk. 4. Vurderingen er dog konkret. Ligningsrådet har i en bindende forhåndsbesked fra 1994 udtalt, at hvorvidt en bil er uegnet til anvendelse som alternativ til en privat bil eller ej, bestemmes ud fra bilens indretning. Ligningsrådet anså således en lukket kassevogn med fastmonteret værktøjsindretning for at være et specialkøretøj, jf. TfS 1994, 667. Ligningsrådet anså ligeledes en autocamper for at være et specielt køretøj, jf. TfS 1997, 308.► Se også TfS 1999, 495, hvor LSR fandt, at en varebil på gule plader, der af en slagtermester var medtaget i virksomhedsordningen, og blev anvendt i forretningen, måtte anses for indrettet på en sådan måde, at der ikke var grundlag for beskatning af fri bil. Endvidere henvises til skatteministerens besvarelse af spørgsmål fra Folketingets Skatteudvalg vedrørende beskatning i situationer, hvor en arbejdsgiver stiller et specialindrettet køretøj til rådighed for den ansatte, og der foreligger en aftale om, at bilen ikke må benyttes privat, jf. TfS 1999, 703.◄ Værdiansættelsen af privat kørsel i særlige køretøjer sker med udgangspunkt i LL § 16, stk. 3, dvs. markedsværdien, jf. dog de modifikationer, der følger af LL § 9 C, stk. 6. Værdiansættelse af privat kørsel i særlige køretøjerVed værdiansættelsen sondres der imellem følgende former for privat kørsel: Kørsel mellem hjem og arbejdsplads. Privat kørsel i tilknytning til en erhvervsmæssig kørsel. Privat kørsel i øvrigt. Kørsel mellem hjem og arbejdsplads i et specialkøretøj betragtes som fribefordring, og den ansatte beskattes ikke af kørslen mellem hjem og arbejdsplads, hvis den pågældende ikke har taget et befordringsfradrag efter reglerne herom i LL § 9 C. Har den ansatte derimod taget et befordringsfradrag, skal den pågældende ved indkomstopgørelsen medregne værdien af fri befordring svarende til befordringsfradraget, jf. LL § 9 C, stk. 6. Da kørsel mellem hjem og arbejde således kun har den konsekvens, at det almindelige befordringsfradrag ikke kan udnyttes, vil 60-dages-reglen i LL § 9 B ikke have nogen betydning her, hvor den ansatte hverken bliver beskattet af sin kørsel mellem hjemmet og arbejdet eller kan opnå befordringsfradrag for kørslen. Privat kørsel i tilknytning til en erhvervsmæssig kørsel i særlige køretøjer beskattes med en km-takst, hvis den private kørsel overstiger en bundgrænse på 1.000 km om året, jf. TSS-cirk.►1998-36, pkt. e◄. For ►1999 ◄er satsen ►2,48 kr.◄ pr. km. Med privat kørsel i forbindelse med en erhvervsmæssig kørsel tænkes der bl.a. på småture m.m., som eksempelvis foretages under en vagt. Formålet med den private kørsel er uden betydning. Det afgørende er, om den private kørsel begrænses af selve vagten eller anden form for erhvervsmæssig kørsel. Privat kørsel i øvrigt i et specialkøretøj beskattes med et beløb, der svarer til det, det ville koste den ansatte at leje en bil med tilsvarende anvendelsesmuligheder, jf. LL § 16, stk. 3, og TSS-cirk. ►1998-36, pkt. e◄. Dette gælder også, hvis den ansatte anvender arbejdsgiverens bil i eget erhvervsmæssig øjemed.