Indhold 

Dette afsnit beskriver baggrunden for reglerne om fritagelse for betaling af grundskyld for ejendomme, som besiddes af fremmede stater, diplomater mv., samt om overgangen fra fritagelse til ikke fritagelse i 2024. 

Afsnittet indeholder: 

  • Om reglerne
  • Internationale forpligtelser
  • Persongrupper, der ikke længere er fritaget
  • Overgang fra fritaget til ikke fritaget i 2024. 

Se også 

Se også afsnit 

Om reglerne 

Reglerne om fritagelse for betaling af grundskyld for ejendomme, som besiddes af fremmede stater, diplomater mv., findes i ESL § 5, stk. 1. nr. 3-5. Reglerne om fritagelse for grundskyld for stater mv. har hidtil fremgået af den tidligere gældende lov om kommunal ejendomsskat (LBKG nr. 1463 af 6. oktober 2020 om kommunal ejendomsskat). Se KESL § 7, stk. 1, litra c.  

Med vedtagelsen af ejendomsskatteloven blev kredsen for, hvilke personer og hvilke ejendomme der er fritaget for grundskyld, indskrænket. Kredsen for, hvilke personer og hvilke ejendomme, der er fritaget for ejendomsværdiskat, er på samme måde blevet indskrænket. Se afsnit C.H.4.2.2 om, hvem der skal betale ejendomsværdiskat. 

Internationale forpligtelser 

Indskrænkningen af, hvilke persongrupper der er omfattet af fritagelsen, skal ses i lyset af, at de hidtil gældende fritagelser i lov om kommunal ejendomsskat og ejendomsværdiskatteloven for fremmede staters diplomater mv. rækker videre end Danmarks internationale forpligtelser i henhold til Weinerkonventionen af 18. april 1961 om diplomatiske forbindelser og til Wienerkonventionen af 24. april 1963 om konsulære forbindelser. Med ændringen bringes fritagelserne i overensstemmelse med Danmarks forpligtelser efter Wienerkonventionen. 

Den nævnte personkreds og de nævnte ejendomme, der fritages for grundskyld i ejendomsskatteloven, er således baseret på ordlyden i de nævnte Wienerkonventioner, og ved tvivl om kredsen af de personer og ejendomme, der er fritaget, skal fortolkningen således ske i overensstemmelse med ordlyden i Wienerkonventionerne.  

Danmark har alene diplomatiske repræsentationer med lande, som tillige er forpligtet af de to ovennævnte Wiener-konventioner. I alle tilfælde vil der således være tale om gensidighed, da den fremmede stat som minimum vil være forpligtet til at tilstå Danmark de samme rettigheder, som Danmark tilstår fremmede staters diplomater. 

Persongrupper, der ikke længere er fritaget 

Indskrænkningen i personer, der er omfattet af bestemmelsen, betyder at bl.a. følgende ikke vil være omfattet af fritagelsen for grundskyld: 

  • repræsentationens tjenestepersonale og
  • repræsentationens private tjenestefolk
  • internationale organisationer
  • internationale organisationers personale
  • familiemedlemmer til personalet ved internationale organisationer.  

Disse persongrupper har efter de hidtil gældende regler i lov om kommunal ejendomsskat været fritaget for grundskyld, men er det ikke længere fra og med 1. januar 2024. Det indebærer, at sådanne personer vil skulle betale grundskyld af fast ejendom beliggende i Danmark. 

Overgang fra fritaget til ikke fritaget for grundskyld 2024 

De personer og ejendomme, som hidtil har været fritaget for grundskyld efter lov om kommunal ejendomsskat, men som ikke længere vil være det fra og med 2024, vil således skulle betale grundskyld fra og med 2024. Det vil gælde, uanset om den pågældende fysiske eller juridiske person til og med 2023 har været fritaget efter de hidtil gældende regler i lov om kommunal ejendomsskat.  

Det betyder, at fx et familiemedlem til repræsentationschefen, som har været fritaget for grundskyld efter de hidtil gældende regler siden fx 2016, vil skulle betale grundskyld fra og med 2024. 

De personer, der skal betale grundskyld af fast ejendom, vil være forpligtet til at give oplysninger herom til Skatteforvaltningen, ligesom enhver anden, der er skattepligtig her til landet, årligt vil skulle give oplysninger til Skatteforvaltningen om sin indkomst, hvad enten den er positiv eller negativ. Se SKL § 2.