Spørgsmål

1. Er Spørgerne afgiftspligtige personer i relation til salg af Ejendommen og dermed omfattet af momsloven?

Svar

1. Nej

Under hensyn til skattemyndighedernes tavshedspligt, jf. skatteforvaltningslovens § 17, offentliggøres det bindende svar i redigeret form.

Beskrivelse af de faktiske forhold

X, Y og Z (herefter Spørger) ejer i fællesskab en ejendom (herefter Ejendommen).

Spørger har ejet Ejendommen siden 17. december 2008, hvor Spørger ved privat skifte har arvet Ejendommen efter A.

Ejendommen består af matriklerne d, e, f, g, h og i - samlet beskrevet som "Ejendommen".

Hele Ejendommen er omfattet af denne anmodning om bindende svar.

Spørger driver i fællesskab et I/S. Spørger stiller aktivet (Ejendommen) vederlagsfrit til rådighed for I/S-et.

Ejendommen udlejes/bortforpagtes momsfrit fra I/S-et. Dette indbefatter:

1. Stuehuset på Ejendommen, som udlejes til Y, der anvender stuehuset som sin private bolig.
2. Et maskinhus på 600 m2 på Ejendommen samt udenomsarealet ved porten, som udlejes til tredjemand. Denne lejer anvender området til lagerformål og værksted.
3. Resten af ejendommen (jorden), som er bortforpagtet - ligeledes til tredjemand.

Indtægterne fra udlejningen/bortforpagtningen indgår i interessentskabets regnskab.

Det bemærkes, at udlejning af maskinhus og bortforpagtning af jordtilliggendet tidligere er sket med moms, og der er derfor tidligere afregnet salgsmoms heraf.

Hverken Spørger eller B I/S har dog på noget tidspunkt været frivilligt registreret for bortforpagtning af Ejendommen, hvilket er bekræftet skriftligt af Skattestyrelsen den 1. juli 2020.

Der er ikke hensigt om at søge en frivillig registrering med tilbagevirkende kraft.

Det er Spørgers hensigt at sælge hele Ejendommen i henhold til vedlagte betingede overdragelsesaftale. Overdragelsen indbefatter de eksisterende bygninger.

Spørger vil blive ved med at stille Ejendommen vederlagsfrit til rådighed for B I/S, som vil fortsætte den momsfrie udlejning/bortforpagtning af Ejendommen som helhed indtil Overtagelsesdagen. Alle bygninger vil være funktionsdygtige på dette tidspunkt.

Matr. d er som den eneste matrikel af de i alt fem matrikler bebygget. Bygningerne vil blive overtaget af Køber.

Hverken spørger eller B I/S vil være involveret i eventuel nedrivning.

Ejendommen er på nuværende tidspunkt som helhed beliggende i landzone, men anmodning om igangsætning af lokalplan er indsendt af Køber af Ejendommen.

Hverken Spørger eller B I/S involveres i nogen form for byggemodning af arealerne.

På det tidspunkt, hvor overdragelse finder sted, vil der være en rammelokalplan for området (undtagen matr. e og matr. f, som forventeligt ikke omfattes af en rammelokalplan, og som vil forblive i landzone).

Lokalplansarbejdet varetages af Køber.

Rammelokalplanen vil være direkte byggeretsgivende på en del af Ejendommen, mens rammelokalplanen for den resterende del af Ejendommen ikke vil være byggeretsgivende. På dette restareal er en separat lokalplan for området nødvendig for at dette bliver byggeretsgivende. Denne/disse vil først blive vedtaget efter købers overtagelse af Ejendommen.

Alle matrikler overdrages på én gang til én og samme Køber.

Spørgers opfattelse og begrundelse

Det er Spørgers opfattelse, at Spørger ikke er en afgiftspligtig person i nærværende transaktion, og at salget af Ejendommen som helhed under alle omstændigheder er momsfrit.

Afgiftspligtig person

For at en levering af varer eller ydelser er momspligtig, er det en forudsætning, at leveringen foretages mod vederlag af en afgiftspligtig person, der handler i denne egenskab.

Ifølge momslovens § 3, stk. 1, forstås ved en afgiftspligtig person "juridiske eller fysiske personer, der driver selvstændig økonomisk virksomhed". Stk. 2 indeholder en udvidelse af begrebet, men ingen af de nævnte udvidelser er relevante her.

Ved økonomisk virksomhed forstås især udnyttelse af materielle eller immaterielle goder med henblik på opnåelse af indtægter af en vis varig karakter.

Virksomhed, der kun udøves lejlighedsvis, falder også ind under den generelle definition af begrebet økonomisk virksomhed. Der skal dog som anført i afsnit D.A.3.1.3 i SKATs Juridiske Vejledning være tale om indtægter af en vis varig karakter.

Et enkeltstående salg af fast ejendom fra en person, der ikke i øvrigt udgør en afgiftspligtig person, er ikke at anse som økonomisk virksomhed. Særligt ikke, da Danmark ikke har implementeret momssystemdirektivets artikel 12, stk. 1.

Således fremgår af Skatteministeriets kommentar i SKM2012.297.SKAT i forlængelse af EU-dommen i Slaby & Kuc-sagerne;

" Da bemyndigelsen i momssystemdirektivets artikel 12, stk. 1, ikke er udnyttet i momsloven, er det en betingelse for, at et førstegangssalg af en fast ejendom med en ny bygning eller et salg af en byggegrund kan være momspligtigt efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 9, litra a og b, at sælgeren er en afgiftspligtig person, der driver selvstændig økonomisk virksomhed. Derudover er det en forudsætning, at den afgiftspligtige person ikke blot udfører transaktionen som led i den pågældendes udøvelse af sin ejendomsret.

En privatpersons udstykning og salg af byggegrunde - uanset antallet og omfanget heraf - udgør ikke økonomisk virksomhed, medmindre den pågældende aktivt tager skridt mod en økonomisk udnyttelse af den faste ejendom gennem mobilisering af midler, der svarer til dem, der anvendes af en producent, handlende eller tjenesteyder."

Herved bliver det relevant at afdække, om Spørger er en afgiftspligtig person, idet de tre ejere kun omfattes af momslovgivningen, hvis de i relation til nærværende transaktion anses som afgiftspligtige personer.

At det er Spørger som enkeltpersoner, der skal bedømmes i forhold til begrebet afgiftspligtig person, og ikke B I/S, har Skattestyrelsen allerede fastslået i forhold til den omhandlede transaktion. Spørger henviser i den forbindelse til en tidligere anmodning om bindende svar på nærværende transaktion søgt af B I/S.

Skattestyrelsen afviste behandling af anmodningen om bindende svar med henvisning til, at B I/S ikke er den disponerende part i forbindelse med salget, og at B I/S derfor ikke kan få et bindende svar vedrørende den momsmæssige behandling af salget. Det bindende svar kan med andre ord alene indhentes af de tre ejere.

Således fremgår af afvisningen fra Skattestyrelsen;

"Da ejendommen ejes af de tre interessenter og ikke af B I/S, er B I/S ikke den disponerende part i forbindelse med salget af ejendommen. Det er derfor vores opfattelse, at B I/S ikke kan få et bindende svar vedrørende den momsmæssige behandling af salget".

Herved har Skattestyrelsen reelt fastslået, at det ikke er aktiviteterne i regi af B I/S, der har betydning for den momsmæssige vurdering af salget, men at det alene er forholdene hos de tre ejere, der afgør, om salget sker fra en afgiftspligtig person, og at det reelt er de tre ejere, der hver for sig foretager et frasalg. Det er altså Spørger som enkeltpersoner, der skal bedømmes i forhold til begrebet afgiftspligtig person og ikke B I/S.

Hvad angår Spørgers (de tre ejeres) status som afgiftspligtig person, så har Skatterådet i en anden sag fastslået, at det at stille et aktiv vederlagsfrit til rådighed for et interessentskab ikke kan anses som levering af en vare/ydelse mod vederlag. Det gælder, uanset at en interessent måtte modtage en overskudsandel fra I/S-et. Se i den forbindelse SKM2018.267.SR.

Konsekvensen af det bindende svar og praksis på området i øvrigt, jf. argumentationen i det bindende svar, er derved helt naturligt, at Spørger ikke kan anses som en afgiftspligtig person ved frasalg af matriklerne. Transaktionen falder således uden for momsloven, idet der alene er tale om udøvelse af Ejendomsretten over godet (aktivet) ved frasalg af dette.

Det understreges, at Spørger hverken har taget eller vil tage aktive skridt mod udnyttelse af Ejendommen svarende til mobilisering af midler, der svarer til dem, der anvendes af en producent, handledende eller tjenesteyder. Der gennemføres således ikke bygge-og anlægsarbejder, ligesom der ikke anvendes markedsføringsmidler. Der sker heller ikke nedrivning af eksisterende bygninger.

Det understreges endvidere, at der alene er tale om en enkeltstående transaktion.

Momspligtens omfang

Hvis Skattestyrelsen stik mod gældende dansk og EU-praksis anser Spørger som en afgiftspligtig person, som samtidig har en leverance mod vederlag, er det relevant for den momsmæssige bedømmelse af momsbehandlingen ved salg af aktivet, om salget omfattes af en særlig momsfritagelse.

I momslovgivningen er udgangspunktet ifølge momslovens § 4, stk. 1, at der skal betales moms af varer og ydelser, der leveres mod vederlag.

I momslovens § 13, stk. 1, nr. 9, præciseres det dog, at salg af fast ejendom er momsfrit. Denne fritagelse omfatter imidlertid ikke;

a)      levering af en ny bygning eller en ny bygning med tilhørende jord,

b)      levering af en byggegrund, uanset om den er byggemodnet, og særskilt levering af en bebygget grund.

I bekendtgørelsen til momsloven fremgår det af § 56, at der ved en byggegrund forstås levering af et ubebygget areal, som efter lov om planlægning eller forskrifter udstedt i medfør heraf er udlagt til formål, som muliggør bygning, jf. § 54 i samme bekendtgørelse. Ved bygninger forstås i henhold til denne bestemmelse grundfaste konstruktioner, som er færdiggjorte til det formål, de er bestemt til. Levering af dele af en sådan bygning anses ligeledes for at være levering af en bygning.

Det skal således på overdragelsestidspunktet vurderes, om det efter Planloven er muligt at bebygge arealet.

I momslovens § 13, stk. 2, tilføjes det, at levering af varer, der alene har været anvendt i forbindelse med virksomhed, der er fritaget for moms efter stk. 1, eller af varer, hvis anskaffelse eller anvendelse har været undtaget fra retten til fradrag efter lovens kapital 9, ligeledes er fritaget for moms. Måtte en eller flere matrikler således være momspligtig i henhold til momslovens § 13, stk. 1, nr. 9, litra a og b, kan en momsfritagelse efter § 13, stk. 2, blive aktualiseret.

Byggegrunde

Netop definitionen på byggegrunde er afgørende for, hvilke områder, der potentielt kan blive momspligtige i medfør af momslovens § 4, stk. 1, og § 13, stk. 1,nr. 9, litra b. Ifølge praksis kan momspligt således alene indtræde på arealer i byzone og arealer i landzone, hvor der er givet landzonetilladelse til bebyggelse (såkaldte byggeretsgivende matrikler).

Henset til, at to af de angivne matrikler vil henligge i landzone og ikke vil være byggeretsgivende på overdragelsestidspunktet, kan disse matrikler efter Spørgers opfattelse under alle omstændigheder sælges momsfrit. Spørgsmålene for disse to matrikler bør følgelig besvares med et "ja".

I forhold til 3 øvrige matrikler, vil disse blive anset som byggegrunde, idet arealerne delvist er byggeretsgivende efter Planloven, når disse overdrages. Den sidste matrikel vil derimod ikke være omfattet af en for matriklen byggeretsgivende lokalplan.

Her er det således vigtigt for bedømmelse af matriklerne momsmæssigt i forhold til momslovens § 13, stk. 1, nr. 9, litra b, om de hver især er omfattet af en rammeplan uden at være byggeretsgivende, eller om rammeplanen gør disse byggeretsgivende.

Af Miljøministeriets Vejledning om lokalplanlægning (2009 version), fremgår følgende;

2.8.4 Rammelokalplan

En rammelokalplan er en lokalplan begrænset til at behandle de overordnede hovedtræk, men hvor nærmere bestemmelser om bebyggelsens omfang og placering udskydes til en supplerende lokalplan. En rammelokalplan kan således hindre dispositioner i strid med de (overordnede) bestemmelser i rammelokalplanen, men kan ikke danne grundlag for lokalplanpligtige dispositioner.

For at lokalplanpligten skal være opfyldt, skal lokalplanen indeholde ‘sådanne retningslinjer om områdets fremtidige anvendelse, at det er muligt på grundlag af planen at forestille sig, hvordan området vil blive med hensyn til bebyggelsens art og

omfang, veje og friarealer, når planen er gennemført. Mere rammebetonede planer, herunder planer der efter eget indhold angiver sig som rammelokalplaner, fx ved at forudsætte supplerende bebyggelses- eller udstykningsplaner eller beplantningsplaner,

kan derimod ikke danne grundlag for et lokalplanpligtigt projekt.’

En rammelokalplan gør således ikke pr. definition det omfattede område byggeretsgivende som helhed. Det kan enten slet ikke være byggeretsgivende, eller delvist byggeretsgivende.

I relation til nærværende Ejendom vil rammelokalplanen forventeligt være delvist byggeretsgivende. De enkelte matrikler skal således bedømmes individuelt. Det er Spørgers opfattelse, at den matrikel, der omfattes af en rammelokalplan, uden at være byggeretsgivende, under alle omstændigheder ikke skal anses som en byggegrund i momsmæssig henseende.

Uanset om de ubebyggede matrikler måtte være helt eller delvist byggeretsgivende, og derved i udgangspunktet momspligtige, vil de dog kunne sælges momsfrit i medfør af momslovens § 13, stk. 1, nr. 9, og/eller § 13, stk. 2, jf.  nærmere nedenfor. De præcise grænser for, om et område er byggeretsgivende eller ej, og hvilke matrikler, der er byggeretsgivende, er således ikke afgørende for at kunne besvare de rejste spørgsmål omkring momspligt.

Bebyggede matrikler

Ifølge momsbekendtgørelsen, er byggegrunde som anført ubebyggede arealer. Er disse arealer på overdragelsestidspunktet bebygget med funktionsdygtige bygninger, der efter den momsmæssige definition ikke kan anses som nye bygninger, og er sælger ikke involveret i nedrivning, er salget at anse som salg af gamle bygninger, og dermed momsfrit.

Af samme grund blev det i Styresignalet i SKM2020.238.SKTST fastslået, at  "levering af en grund, hvorpå der er opført en bygning på leveringstidspunktet, vil som udgangspunkt omfattes af momsfritagelsen for fast ejendom, jf. momslovens § 13, stk. 1, nr. 9."

Det fremgår videre af styresignalet, at det gælder "uanset, at det er parternes hensigt, at bygningen skal rives ned - helt eller delvist - for at gøre plads til en ny bygning. Momshåndteringen skal således foretages på baggrund af objektive kriterier og ikke parternes subjektive hensigt".

Det fastslås herudover, at "Har bygningen på lovlig vis været anvendt som bygning frem til leveringen, må bygningen anses for at have været fuldt funktionsdygtig på leveringstidspunktet. Dette gælder uanset, at bygningen i forbindelse med salget kan have stået ubenyttet umiddelbart inden leveringen, fx fordi udlejer ikke har fornyet erhvervslejemål på baggrund af det forestående salg".

Alle disse betingelser vil være opfyldt for matr.nr. d, forudsat der på overdragelsestidspunktet er en funktionsdygtig bygning, og Spørger ikke involveres i nedrivning heraf.

Det ændrer ikke herpå, at der er tale om et salg med et stort jordtilliggende, hvor bygning(er) kun findes på en mindre del af matriklen. Således har Skatterådet i SKM2020.399.SR fastslået, at momsfritagelsen for funktionsdygtige bygninger nu gælder, uanset der er tale om et usædvanligt stort jordtilliggende, hvis overdragelsen dækker reelle bygninger. Det gælder ikke mindst henset til, at der ifølge praksis skal foretages en selvstændig vurdering af hver matrikel for sig. Det vil derfor være kunstigt at opdele salget af en matrikel i en bygningsdel og en bygningsløs del. Hvis matriklen er bebygget, gælder dette således nu for hele den del af matriklen, der medfølger bygninger til.

Det er dermed indlysende, at salget af denne matrikel kan ske momsfrit, hvis matriklen sælges samlet, idet der er bygninger på matriklen.

Momslovens § 13, stk. 2

Efter momslovens § 13, stk. 2, kan der gennemføres et momsfrit salg, hvis en sælger udelukkende har haft anvendt det solgte aktiv til momsfrit formål.

Efter gældende praksis, som er fastslået i en række bindende svar afgivet af Skattestyrelsen og Skatterådet, gælder momsfritagelsen blandt andet i de tilfælde, hvor sælger udelukkende har haft anvendt den faste ejendom til momsfri bortforpagtning. Se eksempelvis SKM2016.141.SR,  SKM2013.271.SR, SKM2013.15.SR og SKM2013.215.SR.

Momsfritagelsen gælder også, hvis der efter overgang til byzone alene har været anvendelse til momsfri bortforpagtning. Her bortset således fra evt. momspligtig bortforpagtning før overgang til byzone, jf. blandt andet SKM2016.245.SR og SKM2018.386.SR.

Som det fremgår af Spørgers beskrivelse har hverken Spørger eller B I/S på noget tidspunkt haft tilladelse til at bortforpagte arealet med moms. Allerede af den årsag er det indlysende, at Spørgerne i det I/S, som disse ejer, udelukkende har anvendt arealet til momsfrit formål i sin ejertid, og således kan Spørger sælge samtlige matrikler momsfrit med henvisning til momslovens § 13, stk. 2.

Det forhold, at B I/S har afregnet momsen, hvilket B I/S er forpligtet til efter momslovens § § 52a, stk. 7, og at B I/S har opkrævet et momsbeløb af forpagteren, kan ikke ændre herpå. Særligt ikke, da det netop ikke er B I/S, der sælger Ejendommen, men derimod Spørger og derved er det alene Spørgers anvendelse, der skal bedømmes. B I/S´ anvendelse af Ejendommen er med andre ord irrelevant for den momsmæssige bedømmelse.

Selv hvis B I/S skal lægges til grund, er det uomtvistet, at Ejendommen på de matrikler, der omfattes af rammelokalplanen, anvendes til momsfri bortforpagtning af B I/S p.t. og ligeledes vil blive anvendt til momsfri bortforpagtning efter overgang til byzone, og således under alle omstændigheder er udtaget endeligt til momsfrit formål.

For sådanne aktiver er det i forbindelse med lovbehandlingen af L 27 og L 27A "Forslag til lov om ændring af chokoladeafgiftsloven, lov om forskellige forbrugsafgiver, momsloven og forskellige andre love"  (fremsat i Folketingesåret 2019/20)  fastslået, at når en ejendom udtages til momsfrit formål, er den endeligt udtaget og kan sælges momsfrit herefter. Se i den forbindelse spørgsmål/svar nr. 8 stillet til L27.

Heraf må nødvendigvis følge, at hvis Spørger - stik mod al hidtidig praksis - anses for at have anvendt Ejendommen som afgiftspligtig person til momspligtig bortforpagtning i en periode, uagtet der ikke er søgt og opnået en frivillig registrering, så er denne momspligtige omsætning under alle omstændigheder endeligt ophørt pr. 30. juni 2020. Spørger vil derfor under alle omstændigheder kunne sælge Ejendommen momsfrit, jf. momslovens § 13, stk. 2.  Denne praksis svarer i øvrigt fuldt ud til gældende praksis på f.eks. udtagning af aktiver som busser til udelukkende momsfrit formål.

For god ordens skyld bemærkes, at der ikke eksisterer en momsregulerings-forpligtelse på Ejendommen, og det understreges samtidig, at arealet fortsat er i landzone.

Spørgers høringssvar

Afgiftspligtig person

Skattestyrelsen vurderer, at Spørgerne som personer ikke driver selvstændig økonomisk virksomhed med henblik på opnåelse af indtægter af en vis varig karakter, jf. momslovens § 3, når de stiller deres privat ejede landbrugsejendom til rådighed for det I/S, som de også deltager i.

Spørger gør Skattestyrelsen opmærksom på, at det ganske vist i første omgang er Y, der betaler ejendomsskatterne, men ejendomsskatten dækkes af alle ejerne, når interessentskabets overskud opgøres. Det er således alle ejerne, der betaler ejendomsskatter, og disse indgår ved opgørelsen af skatteregnskabet for interessentskabet.

Efter Spørgers vurdering agerer Spørgerne som privatpersoner, når de stiller ejendommen til rådighed for I/S’et, og I/S’ets betaling af ejendomsskatter (og andre driftsrelaterede udgifter som f.eks. vedligeholdelse) er blot udtryk for et mere generelt praktisk princip om, at når I/S’et betaler driftsomkostninger på det aktiv, som I/S’et driver økonomisk virksomhed med, så betaler I/S’et de enkelte opkrævninger direkte, selvom de er stilet til privatpersonen.

Spørger mener, at dette er helt almindelig procedure i forbindelse med I/S’er og i øvrigt uproblematisk i forhold til tidligere praksis. Denne praktiske håndtering betyder ikke, at interessenten som person også driver økonomisk virksomhed.

Spørgers begrundelser for dette har følgende fire overskrifter:

1. Spørgerne har som personer ikke taget aktive skridt mod en økonomisk udnyttelse af den fast ejendom gennem mobilisering af midler, der svarer til dem, der anvendes af en anden ejendomsudlejer.
2. Østre Landsret har i SKM2001.409.ØLR taget stilling til, at udlejning mellem et I/S og interessenten ikke er erhvervsmæssig virksomhed.
3. Der er fast praksis fra EU-Domstolen i f.eks. sag C-415/98 og sag C-434/03 for, at privatpersoner kan holde aktiver i sin privatsfære, selvom de i øvrigt benyttes i forbindelse med erhvervsmæssig virksomhed.
4. Konsekvenserne af Skattestyrelsens vurdering skaber ekstra administration i andre sammenhænge

Ad 1 - Spørgerne har som privatpersoner ikke taget aktive skridt mod en økonomisk udnyttelse af ejendommen

For at en privatperson kan anses for at være en afgiftspligtig person, der udøver selvstændig økonomisk virksomhed med henblik på opnåelse af indtægter af en vis varig karakter kræves det, at vedkommende mobiliserer midler på linje med, hvad en producent, handlende eller tjenesteyder gør. Det følger af fast praksis fra EU-Domstolen, f.eks. præmis 50 og 51 i de forenede sager C- 180/10 og C-181/10 (Slaby og Kuc). Den almindelige udøvelse af en ejendomsret sker ikke i egenskab af at være afgiftspligtig person:

"En fysisk person, der har udøvet landbrugsvirksomhed på et bestemt areal, som senere - som følge af en ændring af lokalplanen, der ikke er udtryk for personens vilje - er blevet omdannet til grundstykker beregnet til bebyggelse, skal, når vedkommende påbegynder salg af jordarealet, ikke anses for momspligtig i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i momsdirektivets artikel 9, stk. 1, og artikel 12, stk. 1, såfremt salget indgår som led i forvaltningen af personens personlige formue.

Såfremt personen derimod med henblik på gennemførelse af salget aktivt påbegynder at tage skridt mod en økonomisk udnyttelse af grunde gennem mobilisering af midler, der svarer til dem, der anvendes af en producent, handlende eller tjenesteyder - som omhandlet i momsdirektivets artikel 9, stk. 1, andet afsnit - skal personen betragtes som udøvende »økonomisk virksomhed« i den nævnte artikels forstand, og skal følgelig anses for en momspligtig person."

Vurderingen af om en person er en afgiftspligtig person, skal foretages ud fra en samtlige sagens konkrete omstændigheder, jf. f.eks. EU-domstolens dom i sagen vedrørende Enkler (C-230/94), præmis 29:

"Endvidere bemærkes, at uanset at det ikke på grundlag af kriterier vedrørende resultatet af den pågældende virksomhed i sig selv kan afgøres, om virksomheden udøves med henblik på at tilvejebringe indtægter af en vis varig karakter, er den periode, hvor godet faktisk udlejes, kundekredsens omfang og indtægternes størrelse, momenter, der — idet de udgør en del af samtlige konkrete omstændigheder — sammen med andre omstændigheder kan tages i betragtning ved vurderingen."

Det følger af præmis 53 i EU-domstolens dom i sag C-288/19, QM, at det i forbindelse med vurderingen af begrebet "afgiftspligtig person" i udlejningssituationer blandt andet skal vurderes, om der foreligger en aftale om udlejning, hvor f.eks. brugsperiode, ret til at anvende godet og at udelukke andre herfra m.v. er aftalt:

"Det påhviler derimod den ret, for hvilken sagen er indbragt, at efterprøve, om der foreligger en »egentlig aftale« mellem disse personer om brugsperioden og retten til at anvende godet og om at udelukke andre herfra, således som det er blevet fastslået på området for boligudlejning (jf. analogt dom af 8.5.2003, Seeling, C-269/00, EU:C:2003:254, præmis 51, og af 29.3.2012, BLM, C-436/10, EU:C:2012:185, præmis 29)."

Endelig følger det af præmis 39-40 i EU-Domstolens dom i de forenede sager C-53/09 og C-55/09, Loyalty Management UK og Baxi Group, at der ved vurderingen af, hvorvidt der foreligger levering mod vederlag, skal henses til den økonomiske og forretningsmæssige virkelighed.

Der er ikke indgået en "egentlig aftale" mellem Spørgerne og I/S’et om udlejning af den faste ejendom. Der er ingen aftale om periode, og der er ingen aftale om retten til at benytte ejendommen, herunder at udelukke andre fra det.

Spørgerne har således ikke mobiliseret midler, der svarer til dem en anden reel udlejningsvirksomhed typisk gør, og han har ikke påtaget sig nogen anden økonomisk risiko end hvad man har som ejer af en fast ejendom. Samtidig er I/S’ets betaling af ejendomsskatter og vedligehold ikke udtryk for en markedsleje. Der bliver tilsvarende ikke udstedt en faktura/anden form for opkrævning til I/S’et fra privatpersonerne. De lægger blot deres opkrævninger til betaling i regi af I/S’et.

At I/S’et betaler de nævnte omkostninger, selvom opkrævningerne er stilet til enten én af interessenterne eller alle interessenterne, er blot udtryk for, at det er I/S’et der betaler de løbende driftsomkostninger på de aktiver, som I/S’et benytter til sin virksomhed. Spørgerne har som privatpersoner ikke påtaget sig nogen økonomisk risiko andet end den, de har som ejer af ejendommen.

Den reelle økonomiske og forretningsmæssige virkelighed er, at når I/S’et betaler for Spørgernes ejendomsskatter, er det således udtryk for, at omkostningerne er en driftsomkostning i I/S’et, og skattemæssigt kan fratrækkes. Et regnskab i et I/S er ikke en årsrapport, men blot et skatteregnskab, og når interessenterne ejer et aktiv i samme forhold som de deltager i I/S’et, vil ejendomsskatterne typisk blive behandlet i I/S’et, så man undgår at udarbejde selvstændige skatteregnskaber for hver interessent efterfølgende blot for at inkludere ejendomsskatterne.

Alternativet til denne praktiske løsning er, at Spørgerne betaler selv, men får en større overskudsandel ud fra I/S’et, så de kan betale ejendomsskatter m.v. selv. At I/S’et betaler medfører ikke, at Spørgerne lejer deres ejendom ud mod vederlag i egenskab af at være afgiftspligtige personer.

Den reelle konsekvens er, at Spørgerne samtidig får et mindre udbytte fra I/S’et, end de ville have fået, hvis de selv betalte ejendomsskatterne m.v. i privat regi.  Også af den grund er tilrådighedsstillelsen ikke udtryk for udøvelse af økonomisk virksomhed med henblik på opnåelse af indtægter af en vis varig karakter.

Ad 2 - Østre Landsret har bekræftet, at udlejning mellem en interessent og et I/S ikke er erhvervsmæssig virksomhed

Østre Landsret har i SKM2001.409.ØLR bekræftet, at interessenter og et I/S er uafhængige enheder. Ved transaktioner imellem dem skal der foretages en dybere analyse af, hvorvidt transaktionen er udtryk for erhvervsmæssig virksomhed.

I sagen ejede et I/S en ejendom, som blev udlejet til de to interessenter, der drev momsfritaget lægevirksomhed. Der var indgået en lejeaftale mellem I/S’et og interessenterne. Der var oprindelig meddelt tilladelse til frivillig registrering for moms på udlejning, men den blev trukket tilbage, da skattemyndighederne mente, at der ikke var tale om erhvervsmæssig udlejning, jf. kravet om dette i momslovens § 51.

Østre Landsret bekræfter, at der foreligger en sådan identitet mellem udlejer og lejer af den omhandlede ejendom, at udlejningen ikke kan anses for erhvervsmæssig, jf. momslovens § 51. Betingelserne for frivillig registrering efter denne bestemmelse er således ikke opfyldt.

Ifølge den juridiske vejledning, afsnit D.A.14.5.2, er kravet til erhvervsmæssig udlejning efter momslovens § 51 følgende:

"For at få adgang til frivillig momsregistrering er det en betingelse, at der er tale om erhvervsmæssig udlejning af fast ejendom. Ved erhvervsmæssig udlejning forstås, at lejen er fastsat ud fra markedsmæssige vilkår, at virksomheden påtager sig en økonomisk risiko samt at udlejningen sker for at opnå en vedvarende indtægt."

Den underliggende vurdering af begrebet i momslovens § 51 minder om den vurdering, der skal foretages efter momslovens § 3, når et aktiv bliver ejet af en privatperson og bruges af det I/S, som ejeren af ejendommen samtidig er interessent i.

Hvis man ikke kan opnå en frivillig momsregistrering efter momslovens § 51, fordi der ikke er tale om erhvervsmæssig udlejning, driver man med andre ord ikke selvstændig økonomisk virksomhed, jf. momslovens § 3.

Konkret er Spørgernes "udlejning" ikke erhvervsmæssig. Lejen er ikke fastsat ud fra markedsmæssige vilkår og de har som privatpersoner ikke påtaget sig en økonomisk risiko der går ud over den generelle økonomiske risiko man har, når man ejer fast ejendom.

Når I/S’et betaler for Spørgernes ejendomsskatter, er det således udtryk for, at omkostningerne er en skattemæssigt fradragsberettiget udgift. Den eneste konsekvens er, at Spørgerne samtidig får et mindre udbytte fra I/S’et, end de ville have fået, hvis de selv betalte ejendomsskatterne i privat regi. Som selvstændig erhvervsdrivende kan man i sin virksomhed have en privatforbrugskonto, hvilket dette også kan ses som udtryk for.

Ad 3 - Der er EU-domstolspraksis for, at privatpersoner kan holde aktiver i sin privatsfære, uanset at de benyttes i erhvervsmæssig virksomhed

EU-Domstolens praksis for valg mellem at lade aktiver indgå i den private formue og virksomhedsformuen skal også i nærværende sag tages i betragtning. På nuværende tidspunkt indeholder indstillingen ikke en afvejning af denne praksis.

EU-Domstolen har i mindst to sager, sag C-415/98, Laszlo Backsi, og sag C-434/03, P. Charles og T.S. Charles-Tijmens, fastlagt et princip om, at en selvstændig erhvervsdrivende frit kan vælge, om et aktiv henføres til privatsfæren eller til virksomhedsfæren. Det har imidlertid forskellige konsekvenser.

I sagen vedrørende P. Charles og T.S. Charles-Tijmens udtaler generaladvokaten i indstillingens punkt 59:

"Selv om en afgiftspligtig person overfører goder, som han har erhvervet i egenskab af privatperson, til sin virksomhed, vil dette også falde uden for anvendelsesområdet for momsen, da han ikke optræder i »denne egenskab«, men i egenskab af privatperson."

Videre udtaler generaladvokaten i punkt 75:

"Når goder erhverves som en del af en afgiftspligtig persons private formue, er de uden for momsens anvendelsesområde, og der er ingen fradragsret. Hvis de derefter anvendes i forbindelse med virksomheden, er der stadig ingen fradragsret, fordi det er den egenskab, hvori en person erhverver goderne, der er afgørende for, om der foreligger en fradragsret i første omgang, og fordi en person, der overfører goder fra sin private formue til sin virksomhed, eller stiller dem til rådighed til virksomhedens anvendelse, ikke foretager en levering mod vederlag i egenskab af afgiftspligtig person."

I nærværende sag har Spørgerne valgt at beholde ejendommen i privat regi (uden for den erhvervsmæssige virksomhed). Dermed agerer de i forbindelse med virksomhedens brug af deres private aktiv stadig som privatpersoner, der ikke foretager en levering mod vederlag i egenskab af afgiftspligtig person.

Dette er helt i overensstemmelse med EU-Domstolens praksis.

Ad 4 -Konsekvenserne af Skattestyrelsens vurdering skaber ekstra administration i andre sammenhænge

I/S’er er en benyttet virksomhedsform i mange forskellige sammenhænge. Det er generelt forskelligt om et I/S ejer aktiver, eller om de ejes af interessenterne og blot anvendes af I/S’et.

Konsekvensen af Skattestyrelsens vurdering i nærværende sag skaber behov for mange vurderinger generelt i forbindelse med I/S’er, og ekstra administration.

Lad os tage et eksempel med en virksomhed hvor to håndværkere er gået sammen i et I/S. Den ene håndværker ejer en varevogn, og den anden ejer noget værktøj. Det er tidligere købt i privat regi, og skal derfor ikke indgå i I/S’ets aktiver. De aftaler, at den løbende ejerafgift på varevognen skal betales af I/S’et, lige som brændstof og eventuelle reparationer af varevognen skal betales af I/S’et.

En sådan aftale vil - på baggrund af Skattestyrelsens vurdering af Spørgernes aktivitet - udløse, at interessenten som ejer varevognen i personligt regi driver økonomisk virksomhed med udlejning af varevognen. I princippet udløser det et krav om, at interessenten som ejer varevognen også bliver momsregistreret i personligt regi, fordi han nu udlejer sin varevogn til I/S’et. Han skal opfylde momslovens krav til administration ikke bare i I/S-regi, men også i personligt regi. Han skal udfærdige og sende en faktura til I/S’et, og momsen skal indberettes. Når han skal sælge varevognen, skal han betale moms, uagtet at han købte den i egenskab af at være privatperson, og ikke kunne fratrække momsen på købet.

En sådan vurdering vil udløse en dobbeltbeskatning i strid med momsdirektivet.

Aftalen om, at I/S’et betaler ejerrelaterede udgifter er mere generelt bare en aftale om, at I/S’et betaler driftsomkostningerne på aktivet helt på linje med, at I/S’et betaler for ejendomsskatter, brændstof og eventuelle vedligeholdelser/reparationer. Også af denne årsag er en interessents tilrådighedsstillelse af et privat aktiv ikke udtryk for "selvstændig økonomisk virksomhed", jf. momslovens § 3, selvom I/S’et betaler for ejerrelaterede udgifter.

Momslovens § 13, stk. 2

I forhold til denne bestemmelse skal Spørger bemærke, at der vil være tale om en væsentlig skærpelse af praksis, hvis det kræves, at en sælger har været nægtet momsfradrag for omkostninger. Dette er ikke en del af bestemmelsen og har aldrig tidligere været indfortolket ved anvendelsen af momslovens § 13, stk. 2.

Spørger har svært ved at se, at en sådan skærpelse kan ske uden lovændring og bør følgelig ikke indfortolkes, hvis momslovens § 13, stk. 2, skal bringes i spil.

Herudover bemærker Spørger, at ejerne ikke har været momsregistreret og derfor naturligvis ikke har og ikke vil fratrække nogen form for momsbeløb, som måtte vedrøre tilrådighedsstillelsen af ejendommen til I/S-et.

Skattestyrelsens indstilling og begrundelse

Spørgsmål 1

Det ønskes bekræftet, at Spørger ikke er en afgiftspligtig person i relation til salg af Ejendommen og dermed ikke er omfattet af momsloven.

Begrundelse

Spørgerne har ejet Ejendommen siden 17. december 2008, hvor Spørgerne ved privat skifte har arvet Ejendommen.

Det er oplyst, at Spørgerne siden erhvervelsen af ejendommen har stillet den vederlagsfrit til rådighed for interessentskabet B I/S, som Spørgerne driver i fællesskab.

Spørgerne har indgået en overdragelsesaftale i relation til ejendommen. I henhold til aftalen er købesummen fastsat til kr. xx eksklusive moms. Hvis overdragelsen kan ske momsfrit, er købesummen aftalt til kr. xx.

Overtagelsesdagen er aftalt til 3 måneder efter vedtagelsen af endelig og upåklaget lokalplan for Ejendommen, dog tidligst den 1. oktober 2021.

Omfattet af momsloven er afgiftspligtige personer, hvilket ifølge lovens § 3 er juridiske eller fysiske personer, der driver selvstændig økonomisk virksomhed.

Bestemmelsen implementerer momssystemdirektivets artikel 9, stk. 1, hvoraf det fremgår, at ved "afgiftspligtig person" forstås enhver, der selvstændigt og uanset stedet udøver økonomisk virksomhed uanset formålet med eller resultatet af den pågældende virksomhed.

Ved økonomisk virksomhed forstås alle former for virksomhed som producent, handlende eller tjenesteyder, herunder minedrift og landbrug, samt virksomhed inden for liberale og dermed sidestillede erhverv. Ved økonomisk virksomhed forstås især udnyttelse af materielle eller immaterielle goder med henblik på opnåelse af indtægter af en vis varig karakter. Se momssystemdirektivet, artikel 9, stk. 1, 2. afsnit.

Økonomisk virksomhed omfatter ikke alene varig virksomhedsudøvelse, men også mere lejlighedsvise økonomiske transaktioner. Der skal dog som nævnt være tale om indtægter af en vis varig karakter, jf. også EU-Domstolens dom i sagen C-230/94, Renate Enkler.

Skattestyrelsen bemærker, at Spørgerne efter det oplyste har stillet landbrugsejendommen vederlagsfrit til rådighed for interessentskabet B I/S, som Spørgerne driver i fællesskab.

Interessentskabet har anvendt ejendommen til både momsfritagne og momspligtige aktiviteter, og udgangspunktet er, at interessentskabet er en selvstændig afgiftspligtig person i forhold til Spørgerne, jf. også EU-Domstolens dom i sagen C-23/98, J. Heerma.

I sagen fastslog EU-Domstolen, at en landmands udlejning af en stald til et civilt selskab uden status af juridisk person, som landmanden stiftede sammen med sin ægtefælle, var økonomisk virksomhed i momsdirektivets forstand, og vederlaget for udlejningen var derfor momspligtigt. Herved forudsættes det, at der er tale om to selvstændige afgiftspligtige personer. Dette uagtet den hollandske regering for EU-Domstolen havde anført, at der ikke var tale om økonomisk virksomhed, når udlejningen af et materielt gode blot var en transaktion i et lukket kredsløb, såsom når en selskabsdeltager i et hollandsk civilt selskab udlejer et gode til selskabet. Udlejeren, som samtidig var selskabsdeltager, var ifølge regeringen endvidere medansvarlig for, at de forpligtelser, der for det lejende selskab fulgte af lejeforholdet, blev overholdt.

Det er på denne baggrund Skattestyrelsens opfattelse, at der ved vurderingen af, hvorvidt Spørgerne er afgiftspligtige personer i momslovens forstand, ikke kan henses til interessentskabets anvendelse af landbrugsejendommen.

At interessentskabet skal anses for en selvstændig afgiftspligtig person i forhold til Spørgerne, understøttes i henhold til de fremlagte oplysninger endvidere af den forretningsmæssige og økonomiske virkelighed, jf. også præmis 42 EU-Domstolens dom i sagen C-653/11, Paul Newey. Der er herved bl.a. henset til, at Spørgerne er tinglyste ejere af ejendommen, Spørgerne opkræves ejendomsskat af ejendommen, interessentskabet har indgået udlejningskontrakterne i relation til ejendommen, indtægterne fra udlejningen indgår i interessentskabets regnskab, ligesom interessentskabet efter det oplyste ikke har afholdt omkostninger i øvrigt i relation til ejendommen, som Spørgerne er rette omkostningsbærer af.

Betingelserne for en tilsidesættelse af tilrådighedstillelsen af landbrugsejendommen for interessentskabet i momsretlig henseende med henvisning til EU-Domstolens praksis for misbrug, jf. eksempelvis sag C-255/02, Halifax plx, ses heller ikke på det foreliggende grundlag at være opfyldt.

Dette med henvisning til, at anvendelsen af interessentskabskonstruktionen er en almindelig kommercielt anvendt konstruktion i landbrugsbranchen, ligesom tilrådighedsstillelsen er påbegyndt før indførelsen af momspligt på byggegrunde, jf. lov nr. 520 af 12. juni 2009. Herved kan hovedbetingelsen for anvendelsen af misbrugsprincippet ikke anses for opfyldt, idet hovedformålet med tilrådighedsstillelsen ikke anses for at være opnåelsen af en utilsigtet momsfordel, jf. eksempelvis sag C-255/02, Halifax plx.

Udgangspunktet er derfor, at Spørgerne må anses for i sin ejertid alene at have anvendt ejendommen til vederlagsfri tilrådighedsstillelse for interessentskabet, og aktiviteterne i relation hertil udgør derfor som udgangspunkt ikke indtægter af en vis varig karakter i momslovens forstand.

At én af Spørgerne i første omgang har betalt den samlede ejendomsskat på ejendommen, hvorefter denne er blevet kompenseret når interessentskabets overskud opgøres kan ikke i sig selv medføre, at Spørgerne må anses for at have stillet ejendommen til rådighed for interessentskabet mod vederlag i momslovens forstand - dette alene fordi omkostningen ikke afholdes af interessentskabet.

Videre bemærkes det i relation til selve overdragelsen af ejendommen, at en indehavers almindelige udøvelse af sin ejendomsret ikke i sig selv kan betragtes som økonomisk virksomhed, jf. bl.a. præmis 32 i EU-Domstolens dom i sagen C-155/94, Wellcome Trust.

Dette er dog ikke tilfældet, såfremt indehaveren aktivt tager skridt mod en økonomisk udnyttelse af den faste ejendom gennem mobilisering af midler, der svarer til dem, der anvendes af en producent, handlende eller tjenesteyder som omhandlet i momsdirektivets artikel 9, stk. 1, andet afsnit. Sådanne aktive skridt kan bl.a. bestå i gennemførelse af bygge- og anlægsarbejde på disse arealer og gennemførelse af kendte markedsføringsmidler, jf. præmis 39-40 i EU-Domstolens dom i sagerne C-180/10 og C-181/10, Slaby, Kuc og Jeziorska-Kuc.

Det er med baggrund heri Skattestyrelsens opfattelse, at Spørgernes overdragelse af ejendommen ikke gennemføres i egenskab af afgiftspligtige personer, idet Spørgerne ikke på det foreliggende grundlag kan anses for aktivt at have taget skridt til at mobilisere midler, der svarer til dem, der anvendes af en producent, handlende eller tjenesteyder med henblik på opnåelse af indtægter af en vis varig karakter.

Denne konklusion er endvidere i overensstemmelse med Skatterådets afgørelse i SKM2012.319.SR, hvor Skatterådet kom frem til, at en landmands salg af et grundstykke ikke udgjorde økonomisk virksomhed i momslovens forstand.

Indstilling

Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 1 besvares med "Nej".

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder Skattestyrelsens indstilling og begrundelse.

Lovgrundlag, forarbejder og praksis

Spørgsmål 1

Af momslovens § 3, stk. 1, fremgår følgende:

"Afgiftspligtige personer er juridiske eller fysiske personer, der driver selvstændig økonomisk virksomhed."

Bestemmelsen implementerer momssystemdirektivets artikel 9, stk. 1, hvoraf følgende fremgår:

"Ved »afgiftspligtig person« forstås enhver, der selvstændigt og uanset stedet udøver økonomisk virksomhed uanset formålet med eller resultatet af den pågældende virksomhed.

Ved »økonomisk virksomhed« forstås alle former for virksomhed som producent, handlende eller tjenesteyder, herunder minedrift og landbrug, samt virksomhed inden for liberale og dermed sidestillede erhverv. Ved økonomisk virksomhed forstås navnlig udnyttelse af materielle eller immaterielle goder med henblik på opnåelse af indtægter af en vis varig karakter."

Praksis

C-155/94, Wellcome Trust

EU-Domstolen fastslog, at uanset at Wellcome Trust ikke er fondshandler i Det Forenede Kongerige, udelukker denne omstændighed ikke nødvendigvis, at en virksomhed, der består i erhvervelse og afhændelse af aktier og andre værdipapirer, i givet fald kan betragtes som økonomisk virksomhed, som omhandlet i direktivets artikel 4, der ifølge Domstolens praksis giver merværdiafgiften et meget vidt anvendelsesområde.

Det følger imidlertid af Domstolens praksis, at en indehavers almindelige udøvelse af sin ejendomsret ikke i sig selv kan betragtes som en økonomisk virksomhed. Dette har Domstolen fastslået for så vidt angår et holdingselskabs besiddelse af kapitalinteresser i andre virksomheder (jf. bl.a. ovennævnte dom i sagen Polysar Investments Netherlands, præmis 13, og dom af 22.6.1993, sag C-333/91, Sofitam, Sml. I, s. 3513, præmis 12).

C-230/94, Renate Enkler

Udlejning af et materielt gode er en udnyttelse af godet, der anses som økonomisk virksomhed, når udlejningen iværksættes med henblik på opnåelse af indtægter af en vis varig karakter.

C-23/98, J. Heerma

Momsdirektivet skal fortolkes således, at når en person som sin eneste økonomiske virksomhed i bestemmelsens forstand udlejer et materielt gode til et selskab som f.eks. et nederlandsk civilt selskab, som han er deltager i, skal denne udlejningsvirksomhed anses for at blive udøvet selvstændigt som omhandlet i bestemmelsen.

C-255/02, Halifax plx

Domstolen udtaler, at 6. momsdirektiv skal fortolkes således, at det ikke giver afgiftspligtige personer ret til at fradrage købsmoms, når de transaktioner, der begrunder denne ret, udgør et misbrug. Konstatering af et misbrug kræver for det første, at de omhandlede transaktioner - selv om de betingelser formelt er overholdt, der er fastsat i de relevante bestemmelser i sjette direktiv og i den nationale lovgivning til gennemførelse af direktivet - ville indebære opnåelse af en afgiftsfordel, som det ville stride mod formålet med disse bestemmelser at tildele. For det andet skal det tillige fremgå af en samlet række objektive omstændigheder, at hovedformålet med de omhandlede transaktioner er at opnå en afgiftsfordel.

C-180/10 og C-181/10, Slaby, Kuc og Jeziorska-Kuc

Levering af et grundstykke beregnet til bebyggelse skal anses for momspligtigt, såfremt den pågældende medlemsstat har gjort brug af den mulighed, der er fastsat i artikel 12, stk. 1, i Momssystemdirektivet - uanset transaktionens permanente karakter eller spørgsmålet om, hvorvidt personen, der har foretaget leveringen, driver virksomhed som producent, handlende eller tjenesteyder - forudsat at transaktionen ikke udgør en indehavers almindelige udøvelse af sin ejendomsret.

En fysisk person, der har udøvet landbrugsvirksomhed på et bestemt areal, som senere - som følge af en ændring af lokalplanen, der ikke er udtryk for personens vilje - er blevet omdannet til grundstykker beregnet til bebyggelse, skal, når vedkommende påbegynder salg af jordarealet, ikke anses for afgiftspligtig i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 9, stk. 1, og artikel 12, stk. 1, i Momssystemdirektivet, såfremt salget indgår som led i forvaltningen af personens personlige formue.

Såfremt personen derimod med henblik på gennemførelse af salget aktivt påbegynder at tage skridt mod en økonomisk udnyttelse af grunde gennem mobilisering af midler, der svarer til dem, der anvendes af en producent, handlende eller tjenesteyder - som omhandlet i artikel 9, stk. 1, andet afsnit, i Momssystemdirektivet - skal personen betragtes som udøvende »økonomisk virksomhed« i den nævnte artikels forstand, og skal følgelig anses for en afgiftspligtig person.

C-653/11, Paul Newey

En britisk låneformidler oprettede et selskab på Jersey (uden for EU's momsområde). Herefter leverede Jersey-selskabet låneformidlingsydelserne, men ved hjælp af låneformidleren som underleverandør. Reklame rettet mod potentielle låntagere var afgørende for låneformidlingsaktiviteten. Jersey-selskabet indkøbte reklameydelserne fra et andet Jersey-selskab, som ikke var forbundet med låneformidleren eller dennes eget Jersey-selskab. Reklameydelserne var efter momslovgivningen på Jersey ikke pålagt moms. Imidlertid indkøbte Jersey-reklameselskabet reklameydelserne fra britiske reklamebureauer uden britisk moms, idet ydelserne blev anset for at have momsmæssigt beskatningssted på Jersey. Den britiske låneformidler var ikke af sit selskab på Jersey bemyndiget til at træffe aftale på selskabets vegne om køb af reklameydelserne. Han havde imidlertid beføjelse til at godkende indholdet af reklamerne, og han arbejdede med henblik herpå sammen med en ansat hos et britisk reklamebureau. Som følge af møder mellem de to, fremsendte denne medarbejder hos reklamebureauet anbefalinger til Jersey-reklameselskabet. Jersey-reklameselskabet fremsendte herefter anbefalinger til direktørerne for låneformidlerens selskab på Jersey, der efter at have modtaget disse hver uge mødtes for at tage stilling til de påtænkte reklameudgifter. I praksis blev ingen af disse anbefalinger forkastet.

Domstolen udtalte, at kontraktvilkår - skønt de udgør et forhold, der skal tages i betragtning - ikke er afgørende for identifikationen af leverandøren og modtageren i forbindelse med en "levering af (tjeneste)ydelser" i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i 6. momsdirektivs artikel 2, nr. 1), og artikel 6, stk. 1. De kan særligt forkastes, når det viser sig, at de ikke afspejler den økonomiske og forretningsmæssige virkelighed, men udgør et rent kunstigt arrangement, som ikke hænger sammen med den økonomiske virkelighed og alene er gennemført med henblik på at opnå en afgiftsmæssig fordel, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at undersøge.

SKM2012.319.SR

Skatterådet bekræftede, at salg af en byggegrund ikke kan medføre momspligt, når spørger i denne forbindelse ikke handler i egenskab af afgiftspligtig person.

Afgørelsen begrundes med, at købet og det planlagte salg ikke anses for at være sket/ville ske indenfor sfæren af den afgiftspligtige landbrugsdrift, endvidere ses spørger ikke i forbindelse med gennemførelse af salget at udøve økonomisk virksomhed, fordi spørger ikke aktivt tager skridt til at mobilisere midler, der svarer til dem, der anvendes af en producent, handlende eller tjenesteyder med henblik på opnåelse af indtægter af en vis varig karakter.

Ved salg af grundstykket udøver spørger således en indehavers almindelige ejendomsret, hvilket ikke i sig selv betragtes som økonomisk virksomhed, jf. sagerne C-180/10 og C-181/10. Det er ved indstillingen tillagt vægt, at spørger ikke driver næring med køb og salg af fast ejendom.

Spørgsmål 2a-2f

Lovgrundlag

-

Praksis

-