Indledning
►Dette afsnit beskriver den generelle mulighed for, at restanceinddrivelsesmyndigheden kan tillade, at dækningsrækkefølgen fraviges.
Afsnittet indeholder:
- Regelgrundlag
- Tilladelse til fravigelse af dækningsrækkefølgen.
Regelgrundlag
Gældsinddrivelseslovens § 4, stk. 11, giver restanceinddrivelsesmyndigheden mulighed for at tillade en fravigelse af dækningsrækkefølgen, så modtagne beløb kan anvendes til dækning af bestemte fordringer. Tilladelse kan gives på baggrund af en anmodning fra skyldner. Dækningsrækkefølgen er beskrevet nærmere i afsnit G.A.2.3.2.1 Dækningsrækkefølgen.
Tilladelse til fravigelse af dækningsrækkefølgen
Gældsinddrivelseslovens § 4, stk. 11 er tiltænkt de tilfælde, hvor der til et krav er knyttet særlige inddrivelsesmidler eller andre tilfælde, hvor manglende betaling vil medføre urimelige retsvirkninger for skyldner.
Tilladelse kan fx gives med henblik på at sikre, at skyldner kan afvikle krav, der er særligt byrdefulde. Eksempelvis vil der efter omstændighederne kunne gives tilladelse til, at et krav på spiritusafgift afvikles, hvis manglende betaling af kravet vil kunne medføre fratagelse af bevilling til salg af spiritus, og dermed indkomstgrundlaget.
Muligheden for fravigelse af dækningsrækkefølgen er underlagt den begrænsning, at restanceinddrivelsesmyndigheden ikke kan tvinges til at acceptere forældelse af fordringer.◄