Indhold

Dette afsnit beskriver reglerne for personers gevinst og tab på aktier og investeringsbeviser mv. i aktiebaserede investeringsselskaber.

Afsnittet indeholder:

  • Regel
  • Hvornår er der tale om et aktiebaseret investeringsselskab?
  • Hvilke regler gælder ikke for aktier og investeringsbeviser, der er udstedt af et aktiebaseret investeringsselskab?
  • Hvornår anvendes reglerne om aktier og investeringsbeviser, der er udstedt af et aktiebaseret investeringsselskab, ikke?

Regel

ABL § 19 B omhandler den skattemæssige behandling af personers gevinst og tab på aktier m.v. i et aktiebaseret investeringsselskab.

Personer skal efter bestemmelsen medregne gevinst og tab på aktier og investeringsbeviser m.v. i investeringsselskaber, jf. ABL § 19, der er aktiebaserede, jf. ABL § 19 B, stk. 2-6, ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Gevinst og tab opgøres efter lagerprincippet. Gevinst og tab medregnes til aktieindkomsten. Tab på aktier og investeringsbeviser, der er eller anses for optaget til handel på et reguleret marked eller en multilateral handelsfacilitet, fradrages ved opgørelsen af aktieindkomsten uden begrænsninger.

Se også

Se også afsnit C.D.1.1.10.2 om investeringsselskaber

Hvornår er der tale om et aktiebaseret investeringsselskab?

For at et investeringsselskab kan anses for aktiebaseret efter ABL § 19 B, skal en række betingelser være opfyldt. Er betingelserne ikke opfyldt, anses investeringsselskabet for obligationsbaseret efter ABL § 19 C. Se ABL § 19 B, stk. 5.

Meddelelse om et investeringsselskabs status som aktiebaseret

Ved et aktiebaseret investeringsselskab forstås et investeringsselskab, der over for Skatteforvaltningen har meddelt, at det er aktiebaseret. Se ABL § 19 B, stk. 2, 1. pkt.

Meddelelsen efter aktieavancebeskatningslovens § 19 B, stk. 2, 1. pkt., om status som aktiebaseret investeringsselskab skal indsendes til Skattestyrelsen senest den 1. november i kalenderåret før det kalenderår, som meddelelsen skal have virkning fra. Se ABL § 19 B, stk. 4. Meddelelsen om, at selskabet ønsker status som aktiebaseret investeringsselskab, indsendes alene forud for det første kalenderår, som meddelelsen skal have virkning fra. For efterfølgende kalenderår skal der alene indsendes en fornyet meddelelse, hvis der er ændringer i selskabets status.

I tilfælde, hvor selskabets indkomstår afviger fra kalenderåret, skal meddelelse om, at et investeringsselskab er aktiebaseret efter ABL § 19 B, stk. 2, 1. pkt., indgives senest den 1. november før det kalenderår, som indkomståret træder i stedet for. Se § 6, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 1173 af 10.08.2022 om indsendelse af meddelelse og oplysninger i henhold til ABL §§ 19 B, stk. 4 og 6.

Dette gælder tilsvarende for udenlandske selskaber, som efter reglerne i det land, hvor selskabet er hjemmehørende, har et skattemæssigt indkomstår, som afviger fra kalenderåret. Se § 6, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 1173 af 10.08.2022 om indsendelse af meddelelse og oplysninger i henhold til ABL §§ 19 B, stk. 4 og 6.

Meddelelsen skal indeholde følgende oplysninger:

  1. For danske selskaber m.v. navn, adresse og skattemæssigt hjemsted og for udenlandske selskaber m.v. navn, adresse, skattemæssig hjemsted og hjemland.
  2. Cvr-nummer, SE-nummer eller tilsvarende udenlandsk identifikation.
  3. Selskabets m.v. ISIN-kode og eventuelle LEI-kode.
  4. Det senest aflagte regnskab.
  5. Vedtægter eller lignende dokumenter.
  6. Hvorvidt de aktier m.v., som investeringsselskabet udsteder, er opdelt i andelsklasser. I givet fald skal hver andelsklasses navn og ISIN-kode oplyses.
  7. Hvis selskabet ikke er dansk, skal det oplyses, hvilken type juridisk enhed selskabet anses for i hjemlandet.
  8. Kontaktoplysninger til anmelder, herunder navn, e-mail og telefonnummer inklusiv landekode.

Se § 1, stk. 3 og stk. 5, i bekendtgørelse nr. 1173 af 10.08.2022 om indsendelse af meddelelse og oplysninger i henhold til ABL §§ 19 B, stk. 4 og 6.

Meddelelse skal indsendes for det investeringsselskab, som efter dansk skattepraksis anses for at være et selvstændigt skattesubjekt. I de tilfælde, hvor et investeringsselskab er opdelt i afdelinger m.v., som hver især er et selvstændigt skattesubjekt, skal der indsendes meddelelse om hver enkelt afdeling. For et investeringsselskab, som er opdelt i andelsklasser, sker vurderingen samlet for hele investeringsselskabet henholdsvis afdelingen. Se § 1, stk. 4, i bekendtgørelse nr. 1173 af 10.08.2022 om indsendelse af meddelelse og oplysninger i henhold til ABL §§ 19 B, stk. 4 og 6.

Oprettes der efterfølgende nye andelsklasser, skal dette også meddeles, og andelsklassens navn og ISIN-kode skal oplyses. Hvis en andelsklasse ophører, skal dette oplyses. Begge meddelelser skal indgives til Skatteforvaltningen senest 2 måneder efter ændringen. Se § 1, stk. 6, i bekendtgørelse nr. 1173 af 10.08.2022 om indsendelse af meddelelse og oplysninger i henhold til ABL §§ 19 B, stk. 4 og 6. 

Selskabet vil indgå på listen, medmindre betingelserne ikke er opfyldt, eller der indgives meddelelse om, at selskabet ikke mere skal anses for aktiebaseret. Se § 1, stk. 7, i bekendtgørelse nr. 1173 af 10.08.2022 om indsendelse af meddelelse og oplysninger i henhold til ABL §§ 19 B, stk. 4 og 6. Heri ligger, at der kun skal indsendes meddelelse for det første år med status som aktiebaseret. Investeringsselskaber vil fremadrettet indgå på Skattestyrelsens officielle liste indtil det tidspunkt, hvor det efter indsendelsen af oplysningerne efter § 2 i bekendtgørelsen vurderes, at investeringsselskabet ikke længere er aktiebaseret.

Anbringelsesgrænsen - oplysninger mv.

Det er endvidere en betingelse for at kunne være aktiebaseret, at 50 pct. eller mere af investeringsselskabets aktivmasse i løbet af hvert kalenderår gennemsnitligt er placeret i værdipapirer m.v. omfattet af ABL, bortset fra aktier m.v. omfattet af ABL § 19 C og investeringsbeviser omfattet af ABL § 22, og at den resterende del af aktivmassen udelukkende er placeret i værdipapirer m.v. Se ABL § 19 B, stk. 2. Der skal således bortses fra aktier og investeringsbeviser i obligationsbaserede investeringsselskaber og investeringsbeviser i obligationsbaserede investeringsinstitutter med minimumsbeskatning.

Vurderingen af, om grænsen er overholdt, skal ske på grundlag af et gennemsnit opgjort over kalenderåret. Opgørelsen skal ske på grundlag af et simpelt gennemsnit. Måletidspunktet skal være jævnt fordelt over året. Der kan f.eks. vælges måling pr. kalenderdag, måling en gang om måneden eller måling en gang i kvartalet.

Værdien af aktier eller investeringsbeviser i et andet aktiebaseret investeringsselskab, hvori investeringsselskabet ejer mindst 25 pct. af kapitalen og værdien af investeringsbeviser i et aktiebaseret investeringsinstitut med minimumsbeskatning, jf. ABL § 21, hvori investeringsselskabet ejer mindst 25 pct. af kapitalen, skal ikke medregnes. I stedet medregnes den del af dette investeringsselskabs eller investeringsinstituts aktiver, som svarer til ejerforholdet. Der skal således ske en konsolidering. Se ABL § 19 B, stk. 2, 3. og 4. pkt.

Vurderingen af, hvorvidt investeringsselskaber ejer mindst 25 pct., kan foretages på samme måletidspunkt, som investeringsselskabet selv vælger ved opgørelsen af 50 pct. grænsen.

Aktiver som nævnt i KGL §§ 29-33 medregnes med værdien af det underliggende aktiv ved opgørelsen af, om anbringelserne overholder betingelsen i stk. 2. Finansielle kontrakter skal således ved opgørelsen af, om anbringelserne overholder betingelserne for at være aktiebaseret, medregnes med værdien af det underliggende aktiv. Se ABL § 19 B, stk. 3.

Dette indebærer, at hvis fx et depotbevis vedrørende aktier skal kvalificeres som et aktiv omfattet af kursgevinstlovens §§ 29-33, så indgår depotbeviset på aktivsiden med værdien af de underliggende aktier ved opgørelsen af, om anbringelsen overholder betingelsen for at være aktiebaseret.

Investeringsselskabet skal indsende oplysninger til Told- og Skatteforvaltningen til vurdering af, om anbringelsesgrænsen er overholdt. Oplysningerne skal indsendes senest den 1. juli året efter. Indsendes oplysninger ikke rettidigt, anses investeringsselskabet for at have skiftet skattemæssig status til et obligationsbaseret investeringsselskab. Se ABL § 19 B, stk. 6.

Indsendelsen skal omfatte følgende oplysninger:

  1. Det seneste regnskab
  2. Opgørelse over fordelingen af aktivmasse, der viser, at anbringelsesgrænsen er opfyldt
  3. Redegørelse for, hvordan opgørelsen over fordeling af aktivmasse er foretaget. 

Se § 2, stk. 3, i bekendtgørelse nr. 1173 af 10.08.2022 om indsendelse af meddelelse og oplysninger i henhold til ABL § 19 B, stk. 4 og 6.

Såfremt et investeringsselskab ejer mindst 25 pct. af kapitalen i et andet aktiebaseret investeringsselskab eller i et aktiebaseret investeringsinstitut med minimumsbeskatning, jf. aktieavancebeskatningslovens § 21, skal investeringsselskabet tillige indsende ovennævnte oplysninger for disses vedkommende. Se § 2, stk. 4, i bekendtgørelse nr. 1173 af 10.08.2022. § 2, stk. 1-4, i bekendtgørelse nr. 1173 af 10.08.2022 finder tilsvarende anvendelse på afdelinger, der er selvstændige skattesubjekter.

Indsendes oplysningerne ikke rettidigt, anses investeringsselskabet for at have skiftet skattemæssigt status til et obligationsbaseret investeringsselskab, jf. ABL § 33 og selskabsskattelovens § 5 F, og reglerne i ABL § 19 C finder anvendelse. Hvis anbringelsesgrænsen ikke er overholdt, skal investeringsselskabet offentliggøre dette. Se ABL § 19 B, stk. 6.

Hvilke regler gælder ikke for aktier og investeringsbeviser, der er udstedt af et aktiebaseret investeringsselskab? 

Når aktier og investeringsbeviser mv. er omfattet af ABL § 19 B, omfattes de ikke samtidig af følgende regler:

  • ABL’s hovedregler om gevinst og tab for personer. Se ABL §§ 12-14
  • Reglerne om næringsaktier. Se ABL § 17. 

Se ABL § 19 B, stk. 7.

Hvornår anvendes reglerne om aktier og investeringsbeviser, der er udstedt af et aktiebaseret investeringsselskab, ikke?

Reglerne i ABL § 19 B anvendes ikke i følgende tilfælde:

  • Tegningsretter omfattet af ABL § 16, stk. 1
  • Andele i visse andelsforeninger. Se ABL § 18 og afsnit C.B.2.8
  • Investeringsbeviser i investeringsinstitutter med minimumsbeskatning. Se ABL §§ 21 og 22 og afsnit C.B.4.5.  

Se ABL § 19 B, stk. 7.